JUL 99 - 2. DEL

Der er uendeligt meget mere at sige om denne tur og jeg ville egentlig - for mine egne dagbogsoptegnelsers skyld - have skrevet langt mere om de andre deltagende Robinson-personer, som jeg blev rystet så stærkt og grundigt sammen med, at jeg måtte holde en takketale for dem og prinsen den sidste aften. (Hele to taler endte jeg faktisk med at stå at holde for Joachim - den ene i byrådet i Padilla for at takke på Sønderborg Amtsgymnasiums vegne for samarbejdet med skolen i Padilla. Hvorved jeg faktisk fik mig en sød hævn over den opmærksomt lyttende og leende Thornit's aflysning af mit show i Sønderborg i januar!)

For godt nok var Joachim noget af en åbenbaring for mig, som aldrig har fulgt ham i ugepressen. Men I andre var alligevel den dej, som fik hele turen til at hænge sammen for mig. De fleste af jer var mere professionelle end jeg, der altid har rejst som en ensom ulv og derfor ikke været vant til et sådant teamwork og kammeratskab. Ikke mindst som de mediemæssige konkurrenter I jo udgør for hinanden, gjorde det stærkt indtryk på mig at opleve hvor søde og opmærksomme I hver og én var. En god rejse, har jeg altid følt, er en hvor man forelsker sig dybt i de individuelle mennesker, man møder, under påvirkning af at man jo selv har antennerne mere ude, åbner sig og gør sig sårbar på rejser. Om det var Marias henrivende våde øjne eller Thornits henrygende tørre cigarer, Claus’ voldsomme natlige snorkende jordskælv eller Charlottes blide natlige Mother Theresa-vandringer med jordens forhutlede hundemasser i hælene, - jo, så gjorde I hver og een et uudsletteligt indtryk på mig. Ja, hånden på hjertet, efter den månedlange hetz Ekstrabladet engang kørte imod mig, havde jeg vist aldrig forestillet mig at jeg en dag skulle komme til at holde virkelig meget af selv en Ekstrabladsmedarbejder! Vælg selv hvem af jer det var - jeg svor jo dengang at jeg aldrig nogensinde igen ville udtale mig til Ekstrabladet, så tvivlen må komme jer begge til gode!!!

Da Joachim den sidste aften ved Titicacasøen gav en lang, fotografisk præcis redegørelse for Sovjetunionens historie og især berettede detaljeret om den nu næsten glemte Andropov, rippede han uden at ane det op i så dybt et sår i mig, at jeg må tilstå, at jeg var på nippet til at tage (Ekstra)-bladet fra munden og begynde at udbrede mig om mit eget forhold til Andropov. For Andropov var jo min gamle KGB-chef og havde - hvis man skal tro Ekstrabladets kilder - personligt siddet og læst mine manuskripter. Man graver let sin egen grav i forsøget på at trænge ind bag livets "forbudte" eller uigennemtrængelige "facader" og jeg var vist tæt på i 1992. Men når jeg brændte for at fortælle Joachim den historie nu, under indtryk af turens varme følelser imellem os, var det fordi det var "Amalienborg", der dengang var kommet til min undsætning. Havde hofmarskalen ikke valgt at forsvare mig imod anklagerne, er det nogenlunde sikkert at jeg ikke nu ville have været med på denne tur med prinsen. Og var der én, som på pudsig vis kom til min undsætning under mediehetzen, var det såmænd Joachims egen bror, Frederik. Ekstrabladets spisesedler var allerede gået i trykken med KGB’s "afsløringer" af mig kun to dage efter Gorbachovs fald, men samme nat - nytårsdagsnat - blev prins Frederik standset med Malou for spirituskørsel. Aldrig har mine hårdt prøvede forældre været mere royalt sindede og taknemmelige overfor kongehuset end da kronprinsen stjal hele spisesedlen og det meste af forsiden fra deres egen søn! Jo, Kongehuset kan som sagt selv opfinde Ekstrabladets overskrifter, men altså også redde os fra de værste af dem!

Når I alle kom til at gøre så stærkt et indtryk på mig, er det muligvis ikke fordi I er så anderledes end mennesker flest, men det langvarige samvær med jer gav mig en usædvanlig chance for lidt mere fordybelse end jeg er vant til. Om jeg var i stand til at udnytte denne fuldt ud ved jeg ikke, for den overfladiskhed, der normalt karakteriserer mit liv med konstante opbrud fra mennesker, som jeg lige er kommet til at "kende", har jo trods alt sat sine triste spor. Min bevidsthed om at en sådan flygtighed nødvendigvis må være hundrede gange værre for en så offentlig person som prinsen, gjorde mig netop til så stor en beundrer af den værdighed, menneskelighed og især opmærksomhed, som han har været i stand til at bevare til trods. Samværet med jer alle var som sagt for mig turens højdepunkt eller egentlige værdi. For ellers må jeg nok tilstå at jeg vist aldrig i mit liv før har foretaget mig noget så skingrende skørt som det at rejse tværs over den halve jordklode blot for at jagte ét menneske gennem tykt og tyndt i flere uger i en eller anden mere og mere diffus, højere idés tjeneste.

Lad mig sluttelig lige nævne hvor meget jeg rent teknisk lærte af turen af fotograferne, som konstant gav mig gode råd. Da vi befandt os udenfor lands lov og ret, skulle alt sendes hjem via satellit. Billederne blev taget på dyre digitalkameraer til 100.000 kr. og straks under de lange køreture ført over og redigeret på computere. Alene af den grund så fotograferne intet af Bolivia. Hver gang vi standsede, stillede de lynhurtigt deres små satellitantenner op og sendte billeder og historier hjem selv fra de mest utilgængelige regnskovs- og ørkenområder. Heller ikke Joachim havde tidligere oplevet så avanceret udstyr på sine ture, men var ikke sen til at lære at bruge satellitterne til at ringe hjem til Alexandra for at høre om graviditeten. Tilsyneladende havde han hele hofkalenderen inde i sit hoved, thi han vidste præcis hvornår han kunne ringe hver dag under hoffets middage, hvornår talerne for Mandela var slut, hvor hans kære mormor var hvornår osv.

En særlig oplevelse var det også den sidste dag at være alene ude med Joachim og Thornit i Cochabamba for at købe sølv til Alexandra. Vi fandt ikke noget, der var godt nok til Alexandra, men havde meget sjov med at finde Havannacigarer til Thornit. Man får på sådanne ture mange sjove insight historier. Hele verden havde moret sig over kontrastbilledet af dronningen og Fidel Castro til bords under FN-mødet i København. Hvad man ikke hørte noget om var at de to var blevet vildt optaget af hinanden og straks svingede sammen. Thornit havde siddet ved siden af og fået tilbudt en stor sending cubansk rom af Castro. "Nej, kan du ikke lave det om til en sending Havannacigarer," havde han hvisket. Og så fik han en stor sending af disse. Men at finde en tilsvarende kvalitet her i Bolivia var nu ikke helt så let.

Det var vemodigt at tage afsked med hele holdet i lufthavnen, da de skulle hjem. Jeg ønskede dog at blive og forsøge at komme lidt ned på jorden inden hjemturen. Jeg havde inviteret , Elisabeth, en af mine gamle veninder fra Harvard til at rejse med mig ind i Peru. P.g.a. påskeferie og "spring break" i USA kunne hun få fri fra skolen, hvor hun underviser og har organiseret shows for mig, og kom nu flyvende herned samtidig med at de andre fløj hjem. Hun er historiker og kan spansk, så hun var den rette til at bese Inkaernes tidligere højborge med. Pga. "den lysende stis" hærgen savnede jeg på mine tidligere Boliviature denne historiske dimension og det var derfor en utrolig oplevelse nu - i tryghed efter guerillaens nederlag - at få lejlighed til at se Inkaernes storslåede byggerier. Men hvis vi havde forestillet os at vi ville kunne nå igennem hele det Inkabibliotek, Elisabeth havde slæbt med sig, kom vi hurtigt til at tro om. Det har altid undret mig, at Inkaerne med deres tekniske bedrifter aldrig nåede at opfinde hjulet. Men selv nu - 500 år efter - opførte toget til Inkaernes hovedstad, Cuzco, sig stadig som om hjulene under det endnu ikke var opfundet. Med vedvarende lodrette og sidelæns hop på ca. en meter over skinnerne var al læsning dømt håbløs, mens udsigten til de tusinder af lamaer til alle sider omkring os i bjergene egentlig gav tilstrækkelig forklaring på hvorfor der aldrig havde været behov for at opfinde hjulet. Men denne måde at komme "ned på jorden" igen - på særdeles ømme bagdele - efter de to ugers beskyttede royale svævetur så at sige "hen over folket" - var absolut på sin plads. Og skulle jeg sætte etiketten "perle" på 10 byer over den ganske jord, ville Cuzco uden tvivl være en af dem. Kriminaliteten, som alle havde advaret om (ikke mindst bolivianerne bruger peruanerne som syndebukke) var den rene barnemad i forhold til det jeg kender i USA’s slum, hvor jeg i f.eks. én familie har mistet ikke mindre end 6 venner i særskilte mord. I sammenligning udgør taskerapserier en behagelig divergens, ja, opfattes næsten som den fattiges undskyldende "Må jeg lige låne dine ting!" Men selv denne uskyldige form for kriminalitet så vi intet til - ligesom vi også i Peru oplevede at indianersælgere går fra deres fyldte boder i timevis uden at folk hugger noget fra dem.

Peru er dog langt mere udviklet end Bolivia og midt i junglen kunne jeg sågar sidde i en Internetcafe og læse i Politiken Online at min nabo og julebrevsmodtager derhjemme, Henrik Zahle, nu var blevet udnævnt til højesteretsdommer. Jeg har svært ved at fatte udviklingen (jo, også at han engang var lige så langhåret som jeg!), når jeg midt i et sandt tropeskyl - eller en "flodbølge" for at holde os til Ekstrabladets superlativer - kunne sidde der i regnskoven og med en e-mail være blandt de første til at lykønske Zahle derhjemme (pga. tidsforskellen). Da toget fra Machu Pichu i samme syndflod gik i stå, var jeg heldig at sidde sammen med en stor jysk lastbilchauffør. Henrik Zahle er måske nok ekspert i EU-traktater, men denne chauffør var her i troperegnen i stand til at give mig et langt bedre indblik i EU's virkelighed. Hans job var nemlig at køre islandske fisk fra Holland til Nordnorge og hente fisk deroppefra til Danmark, læsse om og køre modsatte vej i en uendelighed. I hvert land kom der nye EU-tilskud oveni og hyppigt - i al fald når det gjaldt bananer - var hele læsset rådnet op efter en månedslang køretur gennem mange lande - hver grænseovergang med sin tilskudsforøgelse. Nej, så forekom alt dog at fungere lidt mere effektivt og hensigtsmæssigt her i Bolivia og Peru, blev vi enige om. Men da jeg selv kører meget i Norge under mine turneer, - ja, så fik vi ikke så lidt ventetid til at gå der i junglen med at sammenligne de bedste norske "veikroer". Chaufførens tænder løb slet og ret i vand blot ved snakken om hvilke der havde den bedste sovs og kartofler. At bjergene netop omkring Machu Pichu ser helt hjemligt norske ud fik sikkert også safterne frem.

Selve Machu Pichu var naturligvis hele turens højdepunkt, men behøver sikkert ikke nærmere omtale. Heldigvis regnede det på selve dagen, hvorfor jeg kunne genskabe de berømte mystiske tåger over jungleruinerne i mine billeder uden at skulle stå tidligt op. Elisabeth havde nemlig et godt sovehjerte. Men en ting havde jeg ikke i min vildeste fantasi drømt om. Det berømte sukkertop-agtige eller kegleformede spidse bjerg, man kender fra alle billeder lige bag ved Machu Pichu - så stejlt at det ser aldeles ubestigeligt ud - viste sig faktisk at være bestigeligt. Og det meste af anden-dagen brugte vi på at nå toppen - den mest hårrejsende bedrift jeg endnu har foretaget mig. Flere steder måtte vi kravle næsten lodret op og det aldeles svimlede for os at kigge ned - med et næsten frit fald på én kilometer ned til den brusende flod. Jeg har altid følt at bjergbestigning er den mest latterlige måde at sætte sit liv på spil på, men på en eller anden måde fik vi hidset hinanden op til at vi måtte nå dette klimaks på turen. Og følelsen på selve toppen var da også ubeskrivelig - inklusive det nervøse forsøg på langsomt og usikkert at rejse sig op (mens den anden skyndte sig at tage et barnligt fotografisk bevis) - indtil man stod i fuld oprejsning på den næsten sylespidse top og kiggede lodret ned til alle sider i et afgrundsdybt svælg. På en eller anden måde fik vi efter lidt tid opbygget nok selvtillid til at foretage nedturen, som nødvendigvis måtte foretages med øjnene rettet nedad mod det forfærdende dyb under ens krop.

Var dette turens højdepunkt? Jo, i en eller anden chauvinistisk målestok vel nok. Men da vi vendte tilbage til Bolivia, havde CARE på min anmodning organiseret en tur med en Aymara-indianer rundt i små landsbyer på højsletten. I enhver meningsfyldt menneskelig målestok blev dette uden tvivl turens absolutte højdepunkt. For her oplevede jeg igen det, som jeg beskrev i min artikel engang i Politiken (læs den på Cd-rommen) - ikke at møde de lukkede højlandsindianere som turist (selv om vi jo var turister) - men at få lov til at trænge dybt ind i deres liv, hverdag og endog sjæl. Efter luksusturen med prinsen var det ligesom første gang vi virkeligt "følte" indianernes hårde liv - ikke mindst takket være lus og lopper, når vi sov i deres alt for korte senge - eller når vi, i ikke så få af de hjem vi tilfældigt kom ind i, oplevede alskens former for sygdom - og i to tilfælde glemte alt om fotografering for i stedet at hjælpe med at få dødeligt syge overtalt til at komme på hospitalet. Jeg vidste fra Folkekirkens Nødhjælps hospitalsfiasko på Altiplanoet at overtalelse ikke ville være mulig, men alligevel forsøgte vi med penge at overtale mødre til at tage deres syge børn til læge frem for til heksedoktor. Urterne, som sidstnævnte havde lagt på deres væskende sår, var tydeligvis til ingen nytte. Når man kører hen over højsletten og kun ser de tilsyneladende stærke indianske kvinder på afstand, danner man sig som overfladisk turist intet billede af hvor megen smerte, der ligger gemt i hver eneste lerhytte. Et sted fotograferede vi endog 4 kvinder, der var i færd med at banke en mand halvt ihjel med flasker og sten, fordi han havde hugget fra den losseplads, de normalt levede af at samle affald på. Selv om vi stod klods op af dem og fotograferede, blev de ved med at stene ham - fuldstændigt upåvirkede af vores hvide tilstedeværen. Dette var for mig et ubehageligt deja vue med en drøm, digteren Pia Tafdrup vågnede op med en morgen, da jeg første gang havde hende med på turné i USA, i hvilken en rasende menneskemængde stener en ulykkelig kvinde. Pludselig dukkede jeg op i drømmen med mit kamera, men i stedet for at beskytte kvinden mod mængden, begyndte jeg at fotografere hende mens hun blev stenet. Drømmen var tydeligvis affødt af al den smerte, jeg havde vist Pia i de amerikanske ghettoer, men den var immervæk en hård anklage imod hele mit dobbeltliv bestående i at rejse rundt og underholde de riges børn om da fattiges lidelser.

I samværet med Maria, en aymarakvinde med et vidunderligt overskud og en stærk tillid fra indianerbefolkningen, åbnede der sig en utrolig verden op for os overalt. Og sammen med hende og et par andre aymaraindianere fejrede vi en uforglemmelig Passover - den jødiske påske. Elisabeth er jøde og det var første gang i hendes liv, hun ikke skulle fejre denne store højtid sammen med sine forældre, som mistede al deres familie i det ungarske Holocaust. I stedet brugte hun denne særlige fuldmåneaften til herude i intetheden at fortælle aymaraindianerne om det jødiske holocaust. Dette havde disse aldrig hørt om før. Mennesker i smerte relaterer i min erfaring sjældent til andre menneskers smerte og deres eget holocaust under spanierne lå jo trods alt ikke så langt tilbage i tiden. Men Elisabeth var god til at fortælle og vi prøvede efter bedste evne at følge alle højtidens regler. Dog lykkedes det os ikke der på højsletten at fremskaffe usyret brød efter Mosebøgernes forskrifter. Til gengæld lavede indianerne bedre og mere sprøde rundstykker a la tyske brödchen end jeg har fået det noget steds i Tyskland - for ikke at tale om det hensygnende danske rundstykke, som jeg efter mangeårig research i hundredvis af jyske bagerier går med stille planer om at skrive en fordømmende kronik om en dag.

Kort efter denne stemningsfyldte aften, fløj vi til New York, hvor jeg havde en pudsig oplevelse. Da jeg havde kørt Elisabeth hjem på Manhattan i min store beboelsesvogn, kørte jeg ved midnat ud til New Jersey for at sove i bilen udenfor det depot, hvor jeg opbevarer mit showudstyr. Det ligger et øde og uhyggeligt sted og netop da jeg svingede ind på området, kørte jeg lige lukt i gabet på en flok svært bevæbnede sorte kriminelle, der var i gang med at bryde ind i magasinerne. En af dem fik jeg såmænd spiddet lige i lyskeglen fra forlygterne, siddende overskrævs på pigtrådshegnet ind til området. Jeg var helt omringet af dem i mørket, men uden at tænke over det åbnede jeg straks højre bildør og råbte om de ikke lige kunne læse skiltet for mig i mørket henne på væggen og se hvornår stedet åbnede næste morgen. To af dem fo'r ind på mit bilforsæde, hvor jeg havde alt mit dyre kameraudstyr liggende og brølede skræmte til mig: "Hey, man, how dare you scare us like that?" Men netop fordi jeg handlede roligt og resolut, som var de en flok potentielle venner, skete der ikke noget og jeg fik sågar en af dem til at gå over og læse åbningstiderne for mig. Var jeg ankommet med den sædvanlige amerikanske paranoia i kroppen, ville jeg sandsynligvis være gået i panik hvorved de selv var gået i panik og var begyndt at skyde. At jeg overlevede var et typisk eksempel på "internalisering". Gennem en hel måned havde jeg internaliseret Bolivias, på verdensplan helt ufattelige, tryghed og havde simpelthen ikke nået på en times køretur fra lufthavnen endnu at omstille kroppen eller psyken til de utrygge forhold i USA. Da jeg kørte derfra, sad et par hvide betjente i deres politibil og drak kaffe et par gader henne og tanken slog mig om jeg skulle melde dette " burglary in progress" til dem. Men nej, det ville jo være rystende forkert at sende netop de mennesker, som lige har reddet ens liv, i fængsel - også selv om jeg derved risikerede at de i løbet af natten skulle bryde ind i mit eget private rum.

I hele den måned jeg var i Bolivia og Peru lå min 79-årige far på hospitalet for første gang i sit liv, så det var et gevaldigt fremskridt i forhold til tidligere at kunne få hyppige beretninger derhjemmefra via e-mail om tilstanden. Men prostatakræft er åbenbart til at holde i ave, så han er nu igen i sit gamle es - altid aktiv i sin have eller sit bogbinderværksted. Derimod fik jeg et par triste meddelelser ved hjemkomsten. Jon, vor gamle dansklærer, Erik Madsens søn, skrev til mig for at fortælle mig at hans far var død. Med hans uigennemtrængelige personlighed var selv ikke hans børn klar over at han havde haft et svagt hjerte. Han nåede at blive færdig med bogen, han havde arbejdet på sammen med konen Agnethe og var netop gået i gang med at oversætte Shakespeares sonetter. Ved Agnetes død skrev jeg et langt trøste/takkebrev til Erik (læs det på hans "gravsted" på mine hjemmesider eller Cd-rommen og send ham selv en sidste hilsen der. I kan være sikre på at han læser med fra sit stille læseværelse i det hinsides!) og jeg var meget glad for at børnene fik præsten til at bruge dette i begravelsestalen. Underligt nok holdt jeg foredrag i Metropolitanskolen samme dag jeg hørte om Madsens død. Det var jo den "latinskole" Madsen selv var udgået fra, så jeg kunne jo ikke lade være med at flette et par mindeord med om Madsen i mit foredrag til eleverne. Vi er jo nok nogle stykker, der på en eller anden måde har forbundet Madsen med lektor Blomme gennem årene. Hvis det ikke var det rene had - som i dit tilfælde, Peter Frederiksen - havde mange af os sikkert en slags had/kærlighedsforhold til Madsen. I al fald føler jeg at han på en langt mere markant måde end de andre lærere har rumsteret i min under-psyke i årene efter på både godt og ondt (hvorfor han var den eneste af lærerne jeg var på julebrev med) - og han fik sikkert betydelig indflydelse på mange af os. Man fandt dog aldrig ud af hvad der gemte sig neden under hans faglige kunnen. Når jeg besøgte ham - også sidste år efter Agnethes død da han opsøgte mig på Statsskolen - var det umuligt for mig at kommunikere med ham. Kun indirekte dannede man sig et billede af hvad der rørte sig i ham: f.eks. fik jeg senere at vide af fotografen, som tog billedet af os sammen i sidste års julebrev at Madsen senere havde bestilt billedet i 3 eksemplarer til sin familie. Han blev jo ved med til det sidste at hævde at jeg var hans mest umulige elev i hele hans karriere - en påstand jeg havde svært ved at tro på - hvis det ikke netop var derfor måske at min kone havde så let ved at kommunikere med ham! :-)

Nå, men "mystikken" bag hans faglige facade - et ord jeg for evigt vil sætte i forbindelse med ham fordi jeg ved hjælp af min lille hemmelige MINILEX skjult bag Andersens ryg var den eneste i klassen, der kunne definere dette ord korrekt i dansktimen - var jeg nu ikke den eneste, der ikke kunne gennemskue. Da jeg snakkede med sønnen Jon var jeg lidt rystet over at høre at hverken han eller søsteren Karen Margrethe nogensinde følte at det var lykkedes dem at trænge ned til mennesket under den faglige kunnen. Han var simpelthen en personifikation af faget og hvis der var noget som helst mere, blev det udelukkende levet ud i og igennem Agnethe. Forholdet til hende var en sand symbiose, hvorfor jeg også var tilbøjelig til at tro - efter den sorg jeg så han bar i øjnene efter Agnethes død - at han havde taget sit eget liv indtil jeg snakkede med Jon om det.

Jeg vendte i øvrigt hjem til en anden Eriks død - nemlig Erik Thygesens på Information - en dygtig skribent som jeg følte mig en del skæbneforbundet med. Han var også fra vores egn (Agerbæk) og rejste som ungdomsoprører til det rebelske USA, hvor han ligesom jeg blev sort gift, osv. Vi færdedes altid i periferien af hinanden (også i USA, hvor vi havde fælles venner), men blev aldrig venner med hinanden. Men han kom som lektor Madsen også til at styre mit liv en del og som mit årlige julebrevscitat antyder er det jo sådanne mennesker mine julebreve handler om: hele tre gange anmeldte han Amerikanske Billeder. Først den sidste var dårlig, hvorfor han vil blive savnet netop for denne. Gode anmeldelser lærer man jo ikke noget af og i min sidste store artikel i Information kritiserede jeg ham da også offentligt for hans tidligere ros idet den jo havde lullet mig i søvn og medvirket til at gøre mig ukritisk overfor mit show, hvorfor jeg ikke var forberedt på opstartens voldsomme kritik i USA! Men med sin sidste kritik endte Thygesen altså også med at blive en god lærer for mig.

En tredje Erik døde kort tid efter i min hjemlige landsby, men jeg fik netop i de samme dage lejlighed til at irriteres over ham en sidste gang i live. Ditte, datter af Jens, min første legekammerat helt fra 3-årsalderen i vor landsby, havde sendt mig e-mail i Perus jungle om at komme til hendes fars 50 års fødselsdag. Den måtte jeg jo nå hjem til, men vejmanden Jens var nu slet ikke overrasket, da rygtet allerede havde nået ham. Derimod blev jeg overrasket over hele tiden at blive afbrudtd da jeg holdt en rørstrømsk tale om vores barndom, af en anden af vore fælles barndomsvenner, "HundeErik", skønt jeg godt vidste at denne for længst var gået helt i hundene. Han var knapt ude af skolen i sin tid før han drak sig fra hus og familie og havde nu i snart mange år været byens drukkenbolt. Det var sørgeligt at se ham nu gå med stok og han sang tydeligvis på sidste vers - vers, der som sagt ikke helt rimede med mine til denne afskedsfest. At han døde kort tid efter overraskede ikke. Mere at han døde næsten samtidig med en anden af vore naboer og drukkenbolte, Peder Ludvig, som havde "muglet" mig i sneen på vej hjem fra skole engang og som jeg også den aften snakkede med for sidste gang.

Også en anden af jer julebrevsmodtagere blev jeg inviteret til 50-årsfødselsdag med via e-mail i Amazonjunglen og fik ved den lejlighed endnu engang rippet op i min fortid. Det var nemlig min lidelsesfælle - og tillige forsvarer - under KGB-anklagerne, Jørgen Dragsdahl. Omtale af ham hører så absolut hjemme i mit julebrev, for han er nok en af dem, der har påvirket mit liv mest og som jeg samtidig led et underligt skæbnefællesskab med. Så ivrig var jeg derfor efter at komme til hans fødselsdag, at jeg og Vibeke ankom på Nødebo kro en hel måned for tidligt. Jeg havde ingen tale forberedt, men ligesom til Jens' fødselsdag væltede minderne op under festen, hvorfor jeg pludselig sprang uforberedt op og talte frit fra leveren. Dog styrede jeg helt udenom KGB-tiden, da det jo var et langt mere smertefyldt kapital for dig end for mig, Jørgen. Det jeg derimod ville fortælle om var alt det andet uføre, denne tidligere redaktør for Information havde ført mig ud i, da han som fanatisk ung Sort Panter var kommet hjem fra USA og havde holdt flammende taler om de sortes befrielseskamp og selv ved en lejlighed blev skudt osv. Jeg erkendte dengang at "sådan en befrier som Jørgen ville jeg også være" og besluttede at gå i hans fodspor - indtil jeg langsomt erkendte at den amerikanske virkelighed jo ikke så helt så enkel ud som han havde foregejlet mig og den danske venstrefløj. Nå, men da jeg mange år efter kom hjem med resultatet på 15.000 billeder, var det faktisk Jørgen der slog mit show op til berømmelse, hvorved han endnu engang greb ind i mit liv.

Men bag denne ydre historie er der faktisk mange sjove detaljer, som jeg virkelig kunne gøre mig munter over på hans bekostning til fødselsdagen. Ting jeg for længst havde glemt, men som nu væltede op i mig, da det langsomt under talen gik op for mig hvor stor en læremester og forfører, Jørgen havde været for mig. Derfor skrev jeg også talen ned, da jeg kom hjem. Skønt en sådan vennetale egentlig hører hjemme i julebrevet, vil jeg pga. længden i stedet opfordre jer til at læse den på mine hjemmesider eller Cd-rommen, da mange af jer jo gennem arbejdet i Købmagergade kom til at kende Jørgen godt. Sjovt var det i øvrigt nu at stå at holde tale for ham sammen med chefredaktøren for Berlingske Tidende, hvis pro-amerikanske holdning jeg jo i de selv samme år under Vietnam-krigen på ikke særlig demokratisk vis havde forsøgt at underminere indefra. Peter Wiwel var jo dengang "en af vore", men sådan har vi jo alle ændret os ligesom jeg selv netop på dette tidspunkt i maj oplevede det gennem min begejstrede støtte til USA's krigsførelse i Kosovo. Og med en sådan flok vendekåber forsamlet for at hylde dig, Jørgen, var det jo helt naturligt for os at høre at du nu skriver for norske militærtidsskrifter, ikke?

At jeg ikke helt er løbet fra min fortid vil jeg dog samtidig understrege med at jeg få dage forinden var kommet hjem fra en kampagne i Norge for Amnesty International vendt mod dødsstraffen i USA. Jo, i Norge tør jeg stadig tale Roma midt imod. Og apropos Rom er det jo også pudsigt nu at kæmpe med paven ved sin side for den dødsdømte radikale Mumia Abu Jamal, som jeg lige havde været til kæmpe støttemøde for i New York. Men i USA løber folk ikke fra deres fortid, Jørgen. Tvært imod var det deprimerende i et af New Yorks største teatre udelukkende at se gamle venstreorienterede aktivister fra vores ungdom - gamle sorte pantere og SDS'ere, mange af dem nu i rullestole og på krykker, men stadig med knyttede næver. Derimod ikke en eneste repræsentant fra ungdommen, som er fuldstændig apatisk i dagens USA. Efter sidste års omtale af Eli Sæters kritiske bog om mig, som mange af jer fik med sidste julebrev, havde jeg på Norgesturneen også fornøjelsen at være med til hendes søns konfirmation. Hendes kæmpefamilie var kommet flyvende fra hele Norge og var efter Elis "forfærdelige" beskrivelse af mig i bogen nysgerrig efter at møde dette uhyre, som naturligvis prøvede efter bedste evne at levere et lidt bedre billede end det du kommer med i bogen, Eli! Det lykkedes, tror jeg, da en hyggelig konfirmation jo er til at overskue modsat en måneds frostfyldt indespæring i bilen med dig!

Også min egen søn havde store festligheder, men til disse kom jeg desværre for sent. Daniel blev i år student og det var en stor oplevelse for mig for første gang i mit liv at opleve en studenterdimission. Hvad man ikke selv kan blive, må man jo forsøge at leve ud gennem sine børn! At jeg - også denne gang - skulle gå glip af den efterfølgende studenterfest var faktisk nogle af jer gamle gymnasiekammeraters skyld. For da Virtus samme aften havde inviteret Marius', Jess' og mine familier til jazzfestival i Silkeborg, havde vi bedt skolen om at komme først på hestevognsruten. Daniel havde meldt tilbage, at dette ikke kunne lade sig gøre, så jeg var i stedet gået ned på Kongens Nytorv for at fotografere dem danse omkring hesten. Men hans røde lastbil var intetsteds at se, hvorfor jeg tog skuffet hjem igen. Og netop som jeg cyklede ind i Gernersgade, hvor Daniel og 24 klassekammerater i mellemtiden havde startet deres rute med at feste hjemme hos os, kom de styrtende ud af vor gadedør, råbende et flygtigt "Hej, kommer du først nu?" til mig. Værre var det at heller ikke Vibeke var nået hjem i tide, hvorfor Daniel selv havde måttet låse alle sine kammerater ind i et tomt hus og end ikke anede hvor vi havde stillet al maden og champagnen. Nej, endnu engang måtte jeg sande at det der med studentereksamen vist ikke er min stærke side......

Krigen i Kosovo havde lige siden starten på Internettet i Perus jungle fuldstændig opslugt mit sind, hvorfor jeg bad Elisabeth skrive lange rejsebeskrivende e-mails ikke blot til sin egen familie, men også til min og til Christina i New York. Jeg havde ikke selv tid, da jeg var optaget af at læse New York Times og Politikens websider om krigens forløb. I Norge havde mit show været en aktiv ingrediens i de workshops, som min mangeårige ven Steiner Bryn lavede i Lillehammer for Kosovo-albanere og serbere, der blev fløjet derop, og hele essensen i Kosovos etniske konflikt lå som i forlængelse af mit arbejde i USA. Så da vi nu skulle til at diskutere hvor sommerferien skulle holdes i år, kunne jeg næsten ikke forestille mig noget mere naturligt sted end i Albaniens og Makedoniens flygtningelejre på den ene eller den anden måde. Jeg vidste dog at jeg ikke kunne få Vibeke og Lalou med, så det endte med at blive en stående joke at vi enten skulle til Bali, Balkan eller Baltikum. Indonesien trak mest i Vibeke fordi hun skal til at lave festival med asiatiske dansere, mens en telttur rundt om Østersøen længe har været på min ønskeseddel. Det føles så flovt endnu ikke at have været i de baltiske lande nu hvor vi bliver så tæt integreret med dem. Men Vibeke har jo altid det stærkeste ord her i familien - for fredens skyld insisterede jeg ikke direkte på at komme til ufredens sted - og det lykkedes mig da også at skaffe utroligt billige billetter til Bali med et indonesisk fly.

Efter turen til Peru var jeg ikke særligt begejstret for så hurtigt at leve mig ind i en helt ny kultur, så jeg tog masser af læsestof med på turen, bl.a. "århundredets roman" valgt af Politikens og Berlingerens læsere. Og "Kongens fald" opslugte mig da også fuldstændigt på hele den lange flyvetur, så jeg ikke fik sovet. Skildringen af det stockholmske blodbad virkede uhhygeligt stærkt når man som jeg kendte og oplevede de halshuggede som sine egne familiemedlemmer. Men også skildringen af Skipper Clements bondeoprør, der blev så blodigt nedkæmpet af Daniels og Lalous 13. tipoldefar, grev Johan Rantzau. Så jeg var næsten ikke til at rive ud i Singapores tropiske hede under første stop på turen.

Bali er som bekendt et paradis på jord, men da der snart ikke er den af vore venner som ikke har været der, vil jeg ikke her gentage det kendte. Der var næppe én gade på den lille ø hvor vi ikke løb ind i en dansk familie med to-tre børn. Vibekes gamle kæreste, Ole, var der samtidig og en af mine gamle kærester ligeså. I en uges tid rejste vi rundt sammen med Ole og hans familie. Det er jo altid rart at få sine børn afsat. Derefter lå vi mest på diverse strande på nordkysten i bambushytter, snorklede mellem koralrevene, gik på delfinjagt i morgentimerne, besøgte hindutempler og vulkaner om eftermiddagen, spiste tunbøffer og gado gado om aftenen og alt det rigtige turister nu gør. Samtidig så alle vi kulturelle danskere på nordkysten med foragt på de øldrikkende australiere i sydkystens Mallorca-ghetto. Men egentlig havde vi nok vist mere samfundssind og økologisk ansvarsfølelse ved som australierne at slå os ned på en badestrand tæt på det hjemlige frem for at ødelægge jordens atmosfære ved på den mest egoistiske vis at faren hele jorden rundt. For hvad gjorde vi egentlig på Bali som vi ikke lige så godt kunne have gjort på Mallorca? Jo, balinesisk kultur er vitterlig en rejse værd, men dansene kunne jo i og for sig ligeså godt importeres til Danmark, som Vibeke gør det i næste års festival. Og den storslåede natur ville man egentlig vise mere respekt for ved at holde sig på den anden side af jordkloden. Der er nemlig ikke plads til flere mennesker på Bali. Næsten alt er bebygget og man sidder ustandseligt fast i trafikpropper. Hvis jeg fortæller jer hvilke vidunderlige øde Bountyland-strande, vi fandt og indtog helt for os selv, ville også disse blive ødelagte og overfyldte med mennesker næste år. Man fristes til at sige: se denne lille perle på jordkloden inden det er for sent, men erkender i næste åndedrag at så vil man have medvirket til at ødelægge den for sine børn og i sidste instans for dem der bor der fast. Mallorca er i virkeligheden en kulturel højborg i forhold til det, som hele Balis sydkyst har udviklet sig til på få år. Hvorfor også ødelægge nordkysten, kære molbotrampende danskere og medforbrydere?

Frem for at trampe rundt som de andre, lagde jeg mig derfor på ryggen og drømte mig langt tilbage i tiden. Min omtalte højeretssagfører-nabos kone havde anbefalet mig at medbringe nobelpristageren José Saramagos seneste roman: "Jesus-evangeliet." Han er en fabelagtig fortæller og evner i sin levende beretning at få én til fuldstændig at få billedet man har af Jesu liv og især barndom samt forholdet til Gud og hele kristendommen, op at vende så det batter. Jeg kan aldrig lade være at berette om de store oplevelser, jeg har, og hver morgen fik Lalou og Vibeke stort set alle nattens læste kapitler genfortalt. Ikke mindst var Lalou fascineret af Jesu kærlighedsliv til Maria Magdalene, hvilket jeg senere fandt ud af kun er omtalt i Phillipsevangeliet, der ikke er med i Biblen.Hvis I starter på denne bog inden sommerferiens egoistiske fristelser, ville I kunne spare verdensmiljøet uendelig megen belastning. Men om jeres forhold til bogens egoistiske Gud holder, er en anden sag. Som Jesus slutter med at sige på korset: "Tilgiv ham, thi han vide ikke hvad han gøre."
Mere vil jeg ikke røbe her. Det er den slags bog der får én til at styrte hjem for at genlæse Det Nye Testamente for at se "Stod der virkelig sådan?". Jeg har så lidt tid til at læse romaner, så Gud ske lov at man har gode naboer som kan råde én til at vælge de få rigtige

Efter sådanne oplevelser spørger jeg mig selv hvorfor jeg spilder så meget tid på at rejse når der er så meget godt - og miljørigtigt - at hente i litteraturen. Også Jadekatten fik jeg hugget ud af Vibekes hænder og pløjet igennem når hun sov - endnu en fryd fordi jeg havde kendt flere af bogens nøglefigurer. Bent Henius - bogens Balder - havde jeg været avisbud for i min tid på Berlingeren og både Suzanne Brøgger og hendes ikke særligt fint omtalte søster havde jeg flirtet og danset med tidligere. Lad mig ærligt tilstå at med sådanne fremragende bøger, hvad skal man så med et oprør på Øst Timor lige rundt om hjørnet. Men dette oprør var alligevel en fryd at følge på så kort afstand fordi det ligesom Sydafrika og Sovjetunionen var en af de uretfærdigheder, man for længst havde opgivet at tro på nogensinde ville ende i retfærdighed. I årevis var jeg gået til Noam Chomskys film og forelæsninger om Øst Timor på Cornell universitetet og havde læst hans anklager imod New York Times og præsident Ford-regeringen. Ingen havde kæmpet for denne glemte undertrykkelse mere end Chomsky. Og alligevel havde det virket for fjernt til at jeg følte et egentlig engagement for sagen. At befrielsen kom nærmere i de samme dage hvor vi "indefra" fulgte den spændende, men langsommelige optælling af stemmer, der tydede på at endnu et muslimsk land ville få valgt en kvindelig præsident før Danmark får sin første kvindelige statsminister, gjorde os stolte på Balis vegne over her blandt hinduerne at finde den stærkeste bastion for Megawati Sukarno.

Jo, det var skam en rigtig vidunderlig Bountyland-ferie, vi havde der, mens Daniel var til "Love In" i Berlin med sin nye filippinske kæreste og sin pakistanske studenterkammerat. Og det skyldtes ikke mindst at Vibeke havde givet mig forbud mod at tage min computer med. Men helt at slippe den digitale verden kunne jeg dog ikke, og hver dag sneg jeg mig hen til en Internet cafe for lige at nippe mig et par e-mails fra den ganske verden og at læse om Øst Timor. Men hvor ville jeg bagefter ønske at jeg havde efterkommet Vibekes ønske om helt "at give mig hen." For pludselig en dag kom en e-mail på skærmen fra Vibekes søster om at hun var blevet diagnosticeret med brystkræft og allerede tre dage efter skulle have brystet fjernet. Som ventet brød Vibeke helt sammen og ville straks hjem for at støtte familien. Megen tid gik med at forsøge at ændre billetterne, hvilket kun forkortede ferien med få dage. Men fra det tidspunkt var glæden ved ferien forbi selvom Karen derhjemmefra tryglede Vibeke om at blive, da hun jo alligevel ikke ville kunne gøre nogen forskel.

Det var underligt at komme fra verdens største muslimske land, hvor tørklæder bortset fra Balis hinduminoritet indgår som noget helt naturligt, og så at komme hjem til den mest livlige agurketidsdebat, vi længe har haft, tørklædedebatten. I lang tid stod jeg undrende på sidelinien og iagttog hvad der foregik - det ene uforståelige angreb på muslimerne efter det andet. Aldrig var der én der så meget som prøvede at forstå hvorfor disse netop i en sådan undertrykkende hetzstemning vælger at gå med tørklæder i Danmark, men ikke f.eks. i det friere USA. Jeg begyndte at skamme mig over danskernes smålige opførsel. Debatten var i høj grad fokuseret på supermarkedernes "ret" til at ensrette deres ansatte næsten på samme måde som Stalin havde forsøgt at ensrette Sovjetunionens muslimske kludetæppe med den rette "dress code" med små røde slips til de undertvungne "pionérer," der i et og alt faktisk lignede nutidens ansatte i FDB. At der aldrig kommer noget godt ud af en sådan undertrykkelse, synes jeg vi oplever ganske godt i Tjetjenien o. m. a. steder lige nu.

"Jeg elsker den brogede verden," som vi altid sang i højskolesangbogen ude i min barndomslandsby og jeg begriber ikke, som Vibeke rystet udbrød under debatten, at folk ikke blot glæder sig over alle de vidunderlige farver og klædedragter vi nu har fået til landet. Jeg blev så glad for nylig, da jeg trådte ud i Minneapolis i denne mest grå og kedelige skandinaviske del af USA og så at næsten alle de kvindelige ansatte i lufthavnen nu gik med tørklæde. Der var det ikke muslimer, men koptiske kristne fra Etiopien og jeg strøg straks op og faldt i snak med en af dem, da jeg altid har drømt om at rejse til Etiopien. Igen kan vi redde verdensmiljøet fra vore tilsvinende charterrejser hvis vi i stedet importerer det eksotiske.

Da debatten til min forundring fortsatte og fortsatte med udsagn, der fik danskerne til at tage sig stadig mere smålige ud i mine øjne, følte jeg en stigende trang til på en eller anden måde at holde et spejl op for danskerne, der kunne få dem til at indse i hvor små sko de efterhånden gik. Særligt rystet var jeg over at høre udsagn fra flere af jer julebrevslæsere og gode venner - ikke mindst de signaler, der kom fra Søren Henriksen som direktør for Dansk Handel og Service, hvor Vibeke og jeg for nylig var til hans 50 års fødselsdag. Søren var jo sagfører i Amerikanske Billeder og satte hele vores Afrika-fond op og var i det hele taget en del af familien selv under opstarten i USA. Jeg var selvfølgelig klar over at du som arbejdsgiverdirektør nu er underlagt kræfter, som ikke altid kan tilgodese dit personlige progressive menneskesyn og sendte dig derfor tidligt i debatten en trøstende støtte-e-mail i den vanskelige position, du nu var kommet i som chef for supermarkederne. I lang tid tøvede jeg med at skrive i medierne fordi jeg vidste at jeg ikke ville kunne undgå at angribe den position, du havde valgt - mere eller mindre tøvende - at indtage. Men efter interviewet med dig i Politiken, hvor du pludselig var fuldkommen uforsonlig - om end du ikke så glad ud ved situationen, - ja, så følte jeg til sidst at det ville være forkert at dække over gamle venner og derved blive en del af hele hetzen mod muslimerne. Der begås alt for mange forbrydelser i verden fordi folk skal dække over deres venner som vi f.eks. hyppigt ser det indenfor politiets rækker. Ligegyldigt hvor progressivt dit menneskesyn er, Søren, følte jeg at du måtte tage ansvar for den magtposition, du havde søgt.

Men det er sandelig ikke let at anklage en god ven for at være racist når du i så mange år har været en del af den anti-racistiske kamp og hjulpet ikke så få af vore herboende sorte venner. Så da jeg ikke kunne undgå at inddrage dig i kronikken, jeg skrev, endte du indirekte med at forme hvert ord i den i den forstand, at så måtte jeg også sætte min egen racisme under anklage, ja, gøre os alle skyldige. Ideen var jo at perspektivere den ensidige debat en smule, hvilket mange da også roste mig for. Heldigvis reagerede du mere modent end Ebbe Lundgård, der tog det som et personligt angreb og rasede imod mig i Politiken. Alligevel håber jeg aldrig at komme i en sådan situation igen og vil her gerne sige dig undskyld for de moralske kvaler, dette må have givet dig yderligere, hvis jeg kender dig ret. Det hele var som et deja vue med den krig, du selv engang førte for mig imod en anden julebrevsmodtager og god ven, Per Kofod. Per var min forlægger og ville slå min bog stort op over hele verden med min billigelse, men under mine møder med KGB havde jeg fundet ud af hvordan Sovjet aktivt ønskede at bruge bogen imod USA's menneskerettighedskampagne og fik pludselig kolde fødder. Jeg turde ikke at forklare det offentligt og satte dig derfor på en håbløs opgave og længere juridisk krig mod Information. Da alle mine aftaler med Per var sket i mundtlig venskabelighed uden kontrakter, følte han mit aftalebrud som et personligt angreb, hvorfor jeg havde det så skidt under det hele, at jeg flygtede til Polen og overlod krigsførelsen til dig. Det føltes som at være en mafiaboss, der satte en god ven til at slagte en anden god ven, og der var da også kold luft imellem Per og mig under meget af kolde krig indtil muren faldt og jeg gav ham de nu ligegyldige verdensrettigheder tilbage.

Også denne gang flygtede jeg ud af landet da mit "angreb" på Søren blev bragt, dog ikke af den grund. Mit sommerferieønske om at komme til Balkan gik på mystisk vis i opfyldelse, da jeg en dag fik en e-mail fra CARE i USA: "Kan du komme til Kosovo om en uge?". Første melding lød på at jeg skulle assistere i rydningen af landminer. Det var jo et spændende og nødvendigt fredsarbejde, så hvorfor ikke bruge gamle mennesker til det frem for unge i deres bedste alder, tænkte jeg. Så jeg sagde straks ja uden at kende detaljerne endnu, men sørgede for overfor familien at få ordet "minerydning" til at lyde som en af mine sædvanlige dumme vittigheder. Alligevel blev Lalou fuldkommen paranoid og bad hver dag "Vil du ikke nok lade være at tage til Kosovo." Det var hendes første rigtige fjernsynskrig, som havde påvirket hende stærkt. Det var i øvrigt også første gang jeg skulle have betaling for mit arbejde for CARE og jeg blev glad for at høre at det var Mike Godfrey, der havde head-hunted mig. Som I vil huske fra sidste julebrev, fløj jeg på eget initiativ til Guatemala under den ødelæggende orkan, Mitch, for at tilbyde min assistance. Godfrey, som var CARE direktør i Guatemala, blev så glad for mit arbejde, at da han nu blev udpeget til at lede hele genopbygningsarbejdet i Kosovo, insisterede han på at få mig med og endog at betale for fly og alle udgifter denne gang. Men jeg skulle hurtigt blive træt af at lave betalt arbejde, for i stedet for at komme af sted med det samme, fulgte der nu en frygtelig masse e-mails frem og tilbage til Atlanta med omstændelige juridiske kontrakter, der fritog CARE for alt ansvar osv. Ingen ville forsikre mig, da det var en krigszone og familien blev mere og mere nervøs. Men af sted kom jeg omsider til Makedonien og straks jeg landede imellem kæmpeopbuddet af krigsfly og tanks, tænkte jeg: "Gud, du er virkelig i krig." Det var ikke bare noget på fjernsynsskærmen mere. Under køreturen ind gennem passet til Kosovo følte jeg mig midt i en folkevandring. Aldrig har jeg set et sådant opbud af Ngo-jeeps, nødhjælpslastbiler og militærkøretøjer fra hele verden, som varmede mig med følelsen af at jeg var lige netop det vigtigste sted på jordkloden lige nu.

I Pristina fik jeg en varm velkomst af Mike i hovedkvarteret, som straks satte en sygeplejerske til at undersøge min helbredstilstand, hvilken blodtype jeg havde, hvem der skulle ringes til hvis jeg omkom osv. Pludselig gik det op for mig at det var alvor. Jeg fik overdraget en tidligere serbisk luksusvilla helt for mig selv. Det vrimlede med især australske CARE-folk omkring mig, så jeg tænkte at denne villa da var alt for meget. I haven havde jeg dag og nat 3-4 albanske vagter. Jeg forstod ikke helt hvorfor, da alt virkede så fredeligt i byen - indtil mit serbiske nabohus pludselig blev sprængt i luften med en kæmpebrag en nat. Kosovo skulle snart blive én lang rystende oplevelse for mig, men jeg vil forsøge her at udelade alt det, I sikkert allerede kender fra de danske medier. Skønt Mike styrede hele dette kæmpeprojekt for CARE, tog han næste dag fri for personligt at køre mig rundt. Vi kørte i de sydlige bjergegne for at besøge de lokale CARE-folk som stod for forsyningerne i fjerne landsbyer. Men netop disse egne var de mest minerede i hele Kosovo, da serberne havde forventet NATO-invasionen fra Makedonien. Og nogle af de små biveje var der ikke kørt på siden, idet flygtningene først nu var ved at vende tilbage. Hvis der var hjulspor, sørgede vi for at køre lige oven i dem, men det føltes snart som at køre russisk roulette. Et sted mødte vi en hestevogn, men bonden rystede på hovedet. Han skulle ikke nyde noget af at køre ud i siden hvor minerne måske lå, så vi måtte bakke langs afgrunden langt tilbage op ad bjergvejen. Ved at se den garvede Mikes nervøsitet, sad jeg hurtigt selv med hjertet oppe i livet. Disse fjerne mudrede landsbyer skulle have nødforsyninger, men vejene var endnu ikke blevet nået endsige kontrolleret af NATO. Et andet sted mødte vi en bonde som lige havde mistet 24 køer. Han var blevet advaret om at der var miner i hans mark, men tog chancen og på mindre end en time lå de alle døde.

Allerede i den første landsby, vi kom til, insisterede vores kontaktmand på at vi skulle gå med op i skoven og se massegraven, hvor hans kone, bagerens familie og 40 andre lå. De var blevet tvunget af serberne til at grave deres egen grav, hvorefter serberne smed håndgranater derned og dræbte dem alle. Mike gik med ham, men på det tidspunkt var jeg endnu i chok efter dagens oplevelser og turde ikke at bevæge mig udenfor landsbyen, hvor jeg i det mindste kunne se at folk havde gået på stierne før. Jeg var også rystet over allerede at være stødt ind i en massegrav, som overhovedet ikke var blandt de få, der var omtalt i medierne. Siden skulle jeg opleve dem i næsten hver eneste landsby, som jeg besøgte med CARE. Jeg havde heller ikke forestillet mig, at serberne i disse fjerne afkroge havde brændt næsten hvert anden hus ned. At komme ind i et sådan nedbrændt land var en deprimerende oplevelse. Opgaven har været næsten uoverkommelig for serberne i disse velbyggede stenhuse, hvor de møjsommeligt har måttet kravle op på øverste etage for at sætte ild til de tykke, ikke-fængende spær, mens f.eks. tyskerne under 2. verdenskrig blot behøvede at pege flammekastere mod stråtagene. Overalt langs vejene lå udbrændte biler, men det sidste stykke ind mod Makedonien lignede én stor automobilkirkegård, der hvor albanerne var blevet frarøvet bilen inden flugten over grænsen. I Feresai spiste jeg en hyggelig frokost med Mike på pladsen, hvor Clinton for nylig talte, og gik rundt og snakkede med de amerikanske soldater, som beskyttede de ortodokse kirker. Da jeg fotograferede nedbrændte butikker, gjorde folk mig straks opmærksom på at det blot var serbiske butikker. Efter det jeg havde oplevet af grusomheder blot denne første dag, forstod jeg deres hævn. Da jeg den aften kom tilbage til mit hyggelige hjem, hvori familiebilleder og alt stod som den serbiske familie havde forladt det, sank jeg fuldstændig udmattet om på sengen. Du skal bare lige vænne dig til det hele, tænkte jeg. Men det gjorde jeg aldrig, for så psykisk smadret endte jeg med at være hver aften.

I de følgende uger fik jeg min egen chauffør og tolk samt en albansk læge ved min side overalt. Men disse var ikke til megen nytte den første dag oppe i det meget spændte område ved Mitrovici, hvor serberne prøver at holde fast på deres store miner. Da vi kørte igennem den serbiske bydel for at rydde miner i et nedbrændt albansk område på den anden side af floden, turde ingen af albanerne at komme med. Men CARE-kontoret deroppe blev ledet af franskmænd, som jo har en traditionel historisk alliance med serberne. Og Bob og Olivier var utroligt morsomme og kunne lave sjov ud af enhver massegrav vi besøgte, ja selv endog få smilene frem på de forbitrede serbere, som udenfor deres vrede ghettoer overalt måtte køre med NATO-beskyttelse i lange deprimerende rækker. Med Bob bag rattet tænkte jeg knapt på faren i de serbiske kvarterer, men det var netop her at en af vore landcruisers blev angrebet og ødelagt til ukendelighed den sidste dag - dog heldigvis ikke den jeg selv sad i. Og det var her jeg denne første rigtige arbejdsdag skulle på minerydning i et kvarter af nedbrændte byhuse for at gøre disse beboelige igen. Jeg var forbavset over kun at se afrikanere ansat til dette nervepirrende arbejde samt deres utroligt ivrige og dygtige hunde. Med dem i en lang tryg snor følte man vitterlig at ens liv hang i en snor.

Dette var dog kun en lille indledende opvarmning for mig. Det var det stærkt minerede sydlige Kosovo, der skulle blive mit virkelige arbejdsområde. Forinden var jeg på besøg i Slatina, der var det rene Guernica. Ikke et hus stod tilbage. Efter at have beskudt byen med morterer, havde serberne møjsommeligt jævnet hvert eneste hus med bulldozere. Men netop derfor var hjælpen strømmet ind fra hele verden og midt i ruinerne stod flere lastbiler fra Body Shop og jeg blev ikke spor forbavset over at høre fra alle om en lille ivrig engelsk dame, der havde været der for at love hjælp til genopbygningen - min veninde Anita Roddick. Flere gange var jeg til kaffe hos den hyggelige borgmester, som var på dødslisten hos serberne i nabobyen. Anden gang blev jeg genkendt af danske soldater, der skulle beskytte ham, og inviteret op i deres pansrede mandskabsvogne på bakken over hans telt. Og hvor blev jeg stolt over disse danske Jenser, der var de mest bevidste og motiverede af alle de nationers soldater, jeg mødte og som - modsat f.eks. franskmændene og italienerne - faktisk kunne kommunikere med albanerne. For næsten alle albanerne talte flydende engelsk og tysk - såsom den tyske gæstearbejder Afrim, som jeg så stå sørgende over sin myrdede bror. Han var vendt hjem fra Hamburg for at finde ham og netop havde fundet ham i en massegrav, som vi tilfældigt passerede på tilbagevejen. Da jeg ville fotografere ham og de andre sørgende, gled jeg i skidtet og faldt ned i massegraven, hvorved jeg vred højre ben af led, hvilket jeg har døjet med lige siden. Hver gang jeg senere knælede for at fotografere, kunne jeg næsten ikke komme op før nogen havde vredet benet "i led" igen. Jo, så sendte jeg faktisk Mike en kærlig tanke fordi han havde ansat min hyggelige livlæge til at tage med mig overalt - de steder denne turde at tage med, hvilket som sagt ikke var tilfældet denne dag.

Men næste morgen kl. 6 var han med, da min assistent fra Kenya var kommet og vi blev orienteret om situationen i den store teltlejr, hvor afrikanerne boede. Det regnede og briefingen foregik i et telt med tavle og kort over de forskellige minetyper, vi kunne støde ind i og som i øvrigt lå i dynger rundt omkring os. Hurtigt lærte jeg at de gule amerikanske klyngebomber var de allerfarligste. Blot ens skygge ville udløse dem. Men det mest skræmmende var at ligge netop denne dag var årets første regnvejrsdag hvorfor selv de professionelle afrikanere var nervøse. Serberne var nemlig dovne og havde gravet deres anti-tank-miner ned med lige frem for skrå kanter. Så en lastbil kunne måske nok have været heldig at passere hen over minerne med et halvt hjul uden at udløse dem. Men nu havde regnen i løbet af natten gjort vejene smattede, hvilket nedbrød de lige kanter. Alle disse informationer gjorde mig fuldkommen paranoid. Skulle vi tisse, måtte vi ikke træde ud i vejkanten, hvor anti-personelminerne lå osv. Jeg var lykkelig over at få lov til at sidde i bil nr. 2 med min læge, da vi kørte af sted. Så var der da en chance for at det var den første bil, der røg i luften. Det var meningen at jeg skulle fotografere minerydningen, men jeg fandt jo hurtigt ud af at jeg derved var den mest udsatte. Dels var de andre mere professionelle, dels havde jeg så ikke lytteapparatet og visiret og metalpladerne på mig og dels var jeg nødt til at træde på afstand og kunne nemt komme til at træde forkert. De gule plastikbånd, vi lagde langs clearede stier, flyttede sig jo hele tiden i vinden.

Mine billeder til CARE's publikationer blev ikke just spændende, for jeg har aldrig haft respekt for gale krigsfotografer. Jeg synes nemlig ikke at selv det bedste billede retfærdiggør tabet af menneskeliv. Derfor tog jeg ingen chancer. Men kørslen havde jeg ingen kontrol over og da vi inde på fjerne bjergveje kurede rundt i mudderet, var der ingen mulighed for at vi kunne undgå at detonere evt. miner. Til min lettelse måtte vi simpelthen opgive minerydningen pga. dårligt vejr og senere blev jeg forflyttet til andre opgaver. Aldrig har jeg været så lettet over IKKE at fuldføre en mission. Mennesker har aldrig kunnet skræmme mig, men miner kan man ikke argumentere med. Det var dog en oplevelse at arbejde sammen med de mange folk fra Zimbabwe, som havde fået ekspertisen efter revolutionen i 1980, hvor jeg havde blaffet rundt i landet sammen med Kitte. Da jeg endog havde kendt præsident Mugabes populære kone, Sally, svingede jeg straks med zimbabweanerne. Lederen af vore minerydningshold havde tidligere været rektor i Harare, men havde taget dette job fordi det betalte mere. Når vi holdt møder med de albanske bønder om rydningen af deres marker, var det tydeligt at disse aldrig havde set en afrikaner før og var forvirrede. Alvoren bag minerydningen fik jeg syn for sagn for hver gang jeg skulle fotografere de mere eller mindre lemlæstede ofre uden arme eller ben eller endnu værre: når de engelske militærlæger med maskinpistoler ved siden i deres interimistiske operationsstuer indrettet i tidligere serbiske politistationer modtog os med et resigneret: "Vi opererede i 4 timer på den 16-årige dreng, I bragte ind i morges. Først fjernede vi armene, så benene....men han døde mellem hænderne på os". Værst var det at opleve disse mange børneofre.

Fortsættes i 3. del