Skrevet i oktober 2015, men jeg turde ikke at sende den ind til avisen af frygt for at deres angreb så blot ville fortsætte. Sådan tryner man ofrene for shitstorme til tavshed.


Weekendavisens fordrejninger
af sandheden


Udkast til svar i WA på Afrikafonden – ikke færdigredigeret – men foreløbig opgivet for ikke at tirre dem til yderligere angreb på mig. Efter tre måneders hetz orker jeg ikke mere, men føler det dybt uretfærdigt ikke at få WA’s læsere i tale.

af Jacob Holdt

 

WA fortsatte for nylig den måneder lange hetz mod mig og forsøg på at miskreditere mig. Denne gang var det Amerikanske Billeders Afrikafond, som WA ved en ekstremt manipulerende præsentation fremstillede overordentligt suspekt med tvivl om, hvorvidt der nogensinde var nogle af midlerne, der nåede Afrika. Men hvori bestod løgnene og lovbruddet, som I kalder det i overskriften?

Frem for at læne jer op af de få papirer, der lå i Civilstyrelsen, som ikke nævner noget om løgne og lovbrud, hvorfor går WA ikke til kilderne? F.eks. de to hovedvidner, som styrede det omtalte hospital i Angola eller mig selv, der lå inde med alle regnskaberne og skriverierne med Danida som formidlede alle pengene osv. WA stiller spørgsmål i artiklen om hvor pengene ”blev ekspederet hen”, men spurgte helt bevidst ikke mig eller Danida om dette, idet I ved at kende svarene ikke ville kunne fremstille fonden så suspekt. Havde de to skribenter været interesseret i at finde sandheden ville de have samarbejdet om at undersøge regnskaberne osv. frem for at benytte en mystisk unavngiven revisor som vidne, som en mand på Facebook afslørede som skribentens egen bror. I ville ikke i hast knalde en udokumenteret artikel af mens jeg var på en travl turné i USA uden mulighed for hverken at konsultere fondspapirerne herhjemme eller foretage den nødvendige research til et forsvar mod de konkrete påstande i den endelige artikel, som I ikke lod mig se forinden.
I mit overfladiske svar fra USA lagde jeg derfor vægt på at illustrere den idealisme, der drev os i fondet. For intentionerne fejlede i hvert fald aldrig noget. At vi som den flok naive idealister og amatører vi var, undervejs mistede overblikket i administrationen af fonden, skal jeg ikke benægte, men jeg vil på det kraftigste afvise, at der nogensinde skulle have været noget fordækt i vores håndtering af midlerne, som WA forsøgte at fremstille det. Jeg holder selv WA fordi jeg beundrer avisens dybdeborende artikler, så hvorfor svigtede avisen netop i denne sag ved ikke at gå til kilderne?

 

Fonden blev stiftet på et tidspunkt, hvor der for alvor var vind i sejlene for Amerikanske Billeder, og jeg ønskede at alt overskud skulle gå til realiseringen af min drøm om et junglehospital i Afrika. Snart efter aftog bogens kommercielle succes dog, og som man kan se af de fondsregnskaber jeg har lagt frem for offentligheden kom indtægterne mest fra de diasshows, vi afholdt i teatret i Købmagergade – eller ”min lejlighed” som WA kalder den – og fra de stort set ulønnede amerikanske frivilliges forevisninger. At WA desuden nævner min senere domicil i Gernersgade skal åbenlyst tjene det formål at forlede læseren til at tro, at fonden har finansieret den, hvilket naturligvis ikke er tilfældet. Som man kan se af regnskaberne fik jeg en årlig løn af fonden på 32.000 kr. (Undskyld at jeg kom til at lyve i min artikel fra USA ved at huske det som 60.000 årligt).

I et fejlkalkuleret håb om atter at få gang i hjulene i Amerikanske Billeder og mangedoble indtægterne til fondet satsede vi en stor del af pengene på filmen, som trods glimrende anmeldelser fra filmfestivaler viste sig umulig at distribuere i biografer – bl.a. pga. dens 4 timers længde. Filmen endte med kun at tjene det halve ind af hvad den havde kostet og medvirkede derfor til et kæmpe tab for fonden – de fleste penge kom ind ved at vi med frivillig arbejdskraft overtog Alexandra Bio. Pga. vores samarbejde med Danmarks Radio kunne filmens selvstændige selskab ikke føres ind i fonden ligesom mit tidligere anpartsselskab, men hørte dog med til Amerikanske Billeders aktiviteter. Vi håbede på at den ville kunne give fonden langt større indtægter efter at vi flyttede til USA hvorefter der ikke ville være indtjening til fonden i Europa længere. Derfor tillod vi os at overføre penge til filmen fra fonden og fondens negative kapital på 600.000 kr, som papirerne i Civilstyrelsen viser, svarede til det beløb filmen endte med at tabe. Intet blev overført til USA eller andre selskaber, som WA hævder og regnskaberne viser. De fire nedslidte Kodak projektorer, en signalmaskine og en Revox båndoptager, som vi startede med i USA i 1982, havde jeg medbragt i 1978, da jeg skulle rundt og vise showet for de fotograferede i bogen for at få deres tilladelser og accept af hvad jeg skrev var rigtigt.

 

Og nej – som jeg klart og tydeligt beskriver i Amerikanske Billeder (2011-udgaven, s. 297), blev det ikke til det junglehospital, jeg havde drømt om, men dog alligevel et hospital.
Et hospital i Afrika kan fysisk være alt fra et stort byggeri til et blikskur med et par feltsenge. Men for at fungere som hospital skal der være et uddannet personale. Som hospitalsdirektøren Libertina Amathila (det fri Namibias senere sundhedsminister) skriver i sin erindringsbog "Making a difference" var der ikke uddannet personale på hospitalet, da hun overtog det. Børnene døde i hobetal. Hver aften var der begravelser med affyring af geværsalver (hvilket også viser - som jeg skrev - at det var i et område med guerillaer/frihedskæmpere, der ligesom 40.000 andre namibiere var havnet i Kwanza Suls ”flygtningelejr”).
Først da hun oprettede sygeplejeskolen for at uddanne personale med en stor del af undervisningen i hospitalet (nøjagtig som sygeplejeuddannelsen i Danmark frem til 1957 hørte under hospitalerne), faldt dødstallet straks, hvorefter man kunne forsvare at kalde det for et hospital. Det var Danmarks nuværende konsul i Namibia, Carsten Nørgaard, der for IBIS (WUS) sørgede for at skaffe pengene fra EF (EU). Som han bekræfter i vedhæftede mail kunne dette ikke lade sig gøre uden samfinansiering fra private sponsorer. Derfor henvendte IBIS sig til mig - og i den forstand var Amerikanske Billeder med til at få et hospital op at stå (også rent fysisk ved at bygge det, som han skriver). Så igen, hvorfor går WA ikke direkte til de to sikkert eneste nulevende kilder fremfor at lave så sjusket og uvederhæftig en artikel, hvor I uden overhovedet at nævne hospitalet i den kortere artikel I sendte mig til USA drister jer til at kalde hospitalet for ”Jacob Holdts løgn”. Løgnen var m.a.o. andre ord jeres egen.

Vi har aldrig foretaget os noget i fonden, som ikke var helt efter bogen og alle tiltag blev naturligvis godkendt af vores revisionsfirma. At det i sidste ende kun blev til de 388.000 = ca. 800.000 nutids kr, der gik direkte til ulandsbistand, synes jeg alligevel godt at jeg kan være bekendt i betragtning af de vilkår vi selv levede under både under arbejdet med at skaffe pengene og da vi endte på bistand i San Francisco kort tid efter fondens stiftelse.

 At WA fremstiller selve afviklingen af fonden som dubiøs, har jeg svært ved at forstå. Jeg havde i årevis forsøgt at få den lukket, da der ikke var flere penge tilbage. Regnskaberne viser tydeligt at der ikke blev sendt en krone i skattely i USA, selvom I insinuerer dette som ”vores manøvre”. At jeg kørte søsterselskabet i USA fra en postboks (som i øvrigt mange firmaer i USA gør det), skyldes at jeg jo aldrig derovre fik råd til egen bolig, men i 30 år boede i min bil (og hos nogle rige mæcener). Som jeg skrev i mit sidste indlæg synes jeg, at det ville klæde WA, at rette geværerne mod de skurke, der rent faktisk sender millioner i skattely, i stedet for at bedrive karaktermord på en mand, der har så rent mel i posen at jeg kan lægge ALLE mine regnskaber ud for offentligheden.

Det kan undre at et bogtillæg i en avis, der som en af de eneste i Danmark aldrig gad at anmelde min bog (i den tids ”Berlingske Aften”) fører hetz mod en fond, hvis indtægter mest kom fra frivillige næsten ulønnede foredragsholdere og ikke fra en bog. Og det kan undre at bogtillægget INTET har skrevet om at jeg som sikkert Danmarks eneste forfatter førte juridisk krig mod mit eget forlag for at få bogen standset på verdensplan (som sagt for ikke at skade præsident Carters menneskerettighedspolitik). At jeg på den måde selv ødelagde de kæmpeindtægter jeg var stillet i udsigt af Informations Forlag synes I ikke modsiger den pengegriske mand I forsøger at fremstille mig som. Ulandsarbejde har stadig min store interesse og CARE kan bevidne at jeg gennem 25 års arbejde for dem i mange lande ALDRIG har modtaget en eneste krone (og tilmed selv betalt mine flyrejser til 4 af landene) hvilket jeg ikke synes tyder på den store pengegriskhed. Så også dette meningsfyldte arbejde er finansieret af mine foredrag.

Med sin amatøragtige research synes WA heller ikke at have opdaget den tilsyneladende inkonsekvens i at jeg i 1985 begynder at få større bogindtægter til fonden fra udlandet når jeg jo hævdede at have lukket bogens udbredelse i 1977 for ikke at skade Carters menneskerettighedspolitik. Det skyldes at jeg ingen skrubler havde over for præsident Reagans ”menneskerettighedspolitik” med alle hans Iran-Contra løgne, terrorpolitik i Centralamerika og helhjertede støtte til Sydafrikas blodige apartheidregime og derfor på egen hånd finansierede en nyudgivelse af bogen i en række lande for igen at skaffe indtægter til fonden. Jeg fandt i arkiverne tilmed en interessant korrespondance med Danida om at få deres støtte til en farveudgave af bogen på verdensplan mod at indtægterne gik til deres projekter. Udenrigsministeriet kunne imidlertid kun give støtte til undervisningsmateriale i Danmark, svarede de.

Og når vi nu i WA’s bogtillæg endelige snakker om bøger og ikke foredragsfonde kunne jeg i den forbindelse også tænke mig at aflive jeres løgn om at jeg skulle have udtalt at bogen i USA har solgt 3 millioner eksemplarer. Hvorfor går I igen ikke til kilden, den amerikanske bog, hvor der udtrykkeligt står i kolofonen at bogen er trykt i Nørhaven Bogtrykkeri i Viborg? Per Nørhaven kunne have fortalt jer at jeg på egen hånd betalte for og fik afskibet 4 optryk a 15.000 eks hver til en pris på 450.000 kr. Altså 60.000 eks. At misforståelsen er opstået skyldes et mundtligt interview i USA hvor jeg blev spurgt om hvor mange eksemplarer bogen havde solgt i Danmark og jeg så svarede (for at vise hvor stort et bogland vi er i vores lidenhed) at ”per indbygger ville det svare til at bogen havde solgt 3,5 mill. eksemplarer her i USA.” Det blev misforstået og kørte fejlagtigt videre i andre medier.

At jeg valgte at trykke bogen selv skyldes igen at jeg ikke var interesseret i indtægter til mig selv, men ønskede at give mulighed for de fotograferede i bogen selv at sælge den og få et levebrød. Mange af deres adresser er trykt i efterordet for at opfordre mine elever i universiteterne til at gå ind i ghettoerne for at købe bogen. Igen et forsøg på at skabe dialog mellem de hvide og de sorte. I flere ghettoer fik jeg sat et salgsnetværk op af kriminelle og hjemløse for at give dem noget at sælge frem for narkotika. Men da dollaren var utrolig lav i de år var det for mig selv en tabsgivende forretning og for at finansiere bøgerne fra Nørhaven måtte jeg betale ham med mine foredragsindtægter fra universiteterne (og mistede så tilmed 250.000 kr forudbetalte bøger da han gik konkurs og 120.000 kr da min amerikanske bogdistributør gik konkurs). Alene af den grund måtte jeg leve ud af min bil i 30 år og kunne i alle de år aldrig bringe penge hjem til min familie.
Derfor er det et absolut karaktermord når WA lyver i den grad om sandheden for at fremstille mig som grådig. Det sårer ikke mindst min familie og alle de frivillige der gav så meget af deres liv for at støtte Amerikanske Billeders arbejde med at hjælpe marginaliserede mennesker – både i Afrika og i USA.

 

 

 

Tilbage til oversigt over Weekendavisens "fake news"