Previous Home alt="Next"

  

Hvorfor "vores" racisme er
farligere end Ku Klux Klans



I den følgende billedbog i 56 afsnit vil jeg prøve at vise hvordan vi racister altid forsøger at lægge ansvaret fra os ved at finde eller opfinde nogen som er værre end os selv og udnævne dem som ”skurken”. I Danmark er det fx Dansk Folkeparti, der står for skud, eller vi underviser fx vore skolebørn i, at der findes nogle ”onde” mennesker i grupper som Ku Klux Klan.

Ofte
kontaktes jeg af 12-16 årige elever, der skal skrive projektopgaver om KKK. Det er ikke svært at fornemme, at de på forhånd har et billede af klanen som en flok onde og hadefulde mænd, der både forfølger og lyncher sorte. I virkelighedens verden eksisterer klanen stort set ikke og dens had er ikke væsensforskelligt fra vort eget. Vi svigter derfor opgaven med at bekæmpe vores racisme, hvis vi endnu engang skubber den fra os over på andre. Derved fastholder vi det onde frem for at lære empatisk tænkning. 

Som en lille gruppe magtesløse tabere er KKK naturligvis totalt ligegyldig at beskæftige sig med. At jeg blev aktiv i flere klangrupper var blot et forsøg på at bruge de samme metoder overfor deres medlemmer som jeg bruger i mine workshops på universiteterne. Hurtigt forstod jeg at de gennemsnitligt rummer færre dybe racistiske følelser end de fleste af mine universitetselever.  Og at vi ikke har meget at give dem efter i forhold til vores hjemlige debatniveau p.t.
Så prøv at følge mig på en lille rejse gennem klanens triste verden og udforsk derigennem DIN racisme – altså dit eget behov for at se fjendebilleder i andre.

 

 

 

 

 Det gængse billede af en Ku Klux Klan mand.

Med mine aktiviteter blandt de sorte frygtede jeg som vagabond Ku Klux Klan. Dette klanskilt ved Smithfield i North Carolina stod på metalstænger, da de sorte hyppigt brændte det ned.

1. Over hele verden bruger vi Ku Klux Klan som bekvem syndebuk og afledning for vores egen langt farligere racisme. Så hvis vi skal forstå vores egen racisme og komme vor egen negative tænkning om andre mennesker til livs, er det vigtigt at vi først lærer at tænke empatisk om klanen – dels for ikke selv at blive netop det vi beskylder KKK for at være, nemlig uempatiske – og dels for at indse at menneskene bag klanens uhyggelige facade dybest set ikke er forskellige fra os selv. Hvis vi kan lære indlevelse overfor ”skurken”, kan vi uden tvivl lære indføling og positiv tænkning overfor alle andre, vi ikke forstår. I det følgende vil jeg prøve at indføre dig/jer i en bevidstgørelse om din egen racisme.

  

Klanfolk klæder om inden et stævne i Gadsden, Alabama, 1978.

Den rituelle korsafbrænding til et klanmøde i Alabama.

2. Jo vidst har Ku Klux Klan lavet nogle frygtelige ting i fortiden, og den tids terror må ikke undskyldes. Men uden at forstå mennesket bagved kan vi ikke effektivt modarbejde en gentagelse. Mest kendt er mordene på borgerretsforkæmperne i 1964 fra filmen ”Mississippi Burning”, da USA’s nordstater forsøgte at tvinge integration ned over sydstaterne (Tænk et øjeblik på, hvad vi gør nu!). Så godt som alle i sydstaterne var imod dette – inklusive mange af mine venner som i dag er frisindede og ikke forstår, hvorfor de dengang kørte med på den almindelige hetz mod sorte. Ja, måske vil vi danskere om 40 år heller ikke kunne forstå, hvorfor vi i 2007 kørte med på hetzen mod muslimerne, mod moskeer, mod bederum, mod tørklæder, etc.

  

Typiske fattige hvide tilhørere til klanmøderne.

Billede taget af et klanmedlem, som jeg samlede op som blaffer. Han inviterede mig til KKK-møde og ville gøre alt for mig, da jeg under køreturen havde hjulpet ham med at bearbejde sine incestminder.

3. I dette hadske klima blev nogle fattige hvide (white trash), der både var fordrukne og afstumpede, opmuntret til at støtte modstandskampen gennem en mere voldelig KKK-modstand, – nøjagtig som vi dag ser tilsvarende tabere i Europa gøre det. Dog med den forskel at der er langt flere racistiske overgreb i Europa i dag end klanen stod for i 60’ernes USA. Som følge af den tids herskende holdning i Syden, blev næsten alle klanfolkene frikendt for deres forbrydelser. De handlede altså ”politisk korrekt.” Det var således ikke deres, men ”vores”, dvs. de hvides racistiske tænkning, den var gal med, den racisme, som giver sig udslag i den ”tone” vi anvender i et samfund, hvori vi alle tænker negativt, afstandtagende og bebrejdende om nogen, vi ikke ønsker at integrere i vores ”egen verden”.  

  

Min nu afdøde ekskone Annie Rush Holdt fra Philadelphia, Mississippi, hvor den værste klanterror fandt sted. Læs hendes beretning om barndommen med klanfolkene på mine hjemmesider.

Annies tidligere skolekammerater, KKK-morderne, under retssagen. Da de alle blev frikendt har jeg siden mødt dem under ophold hos min svigerfamilie.

4. Min sorte ekskone Annie legede i sin barndom med to af klanfolkene, der mange år efter blev dømt for mordene i Mississippi Burning: Jim Bailey og Billy Wayne Posey. Som børn boede disse to som ”poor white trash” i de samme tarvelige shacks som hende selv. Gennem hendes indsigt og mit eget senere møde med andre af de dømte i hendes hjemby, Philadelphia i Mississippi, lærte jeg at se klanens voldsmønstre som mage til de sortes - fremkaldt af følelsen af at være udstødt og foragtet af samfundet. Ingen hvide med respekt for sig selv ville jo bo ”on the wrong side of the tracks.” Gennem de sidste 6 års arbejde med Ku Klux Klan har jeg lært at den tids ”smertens børn” ikke som mennesketype adskiller sig fra mine klanvenner i dag.

  

Den fungerende klanleder Pamela har i lange interviews, når jeg bor hos hende, fortalt mig om den seksuelle mishandling hun blev udsat for som barn og ung inden hun kastede sig ud i et narkomisbrug.

Christie, datter af et klanmedlem i Alabama, blev hele barndommen misbrugt seksuelt af indtil flere familiemedlemmer og er endt som narkovrag og aktiv i den sorte bande, the Crips.

5. Gennem talrige interviews med medlemmerne har jeg fået bekræftet det billede, jeg dannede ved i årevis at samle blaffende klanmedlemmer op på mine turneer. Det viste sig, at de næsten alle har været udsat for voldsom mishandling som børn. Ofte incest, men hyppigere prygl af voldelige, fordrukne stedfædre.  For kvindernes vedkommende har de som klanlederens kone Pamela herover ofte været misbrugt seksuelt af en ”underlig stedfar,” som hun siger, og derefter er der blevet lagt låg over det i årevis. Uden at få hjælp til at bearbejde smerten, æder de sig tit ud af den og bliver ligesom mange jeg har haft i mine workshops kæmpefede. Pamela havde afreageret ved at være narkoman, hvad der førte hende ind i rockermiljøer, indtil hun til sidst fandt ”lidt selvværd i Ku Klux Klan”.

  

 

Robert Moore er Grand Dragon (klanens titel for guvernør) for staten North Carolina i the American Knights of the Ku Klux Klan. Her er han under rekonvalescens i klanens hovedkvarter i Indiana.

Robert Moore er fyldt med hadefulde tatoveringer, men var der noget had I manden?

6. Som klanfolk er de for stolte til at tale om denne indre skjulte smerte. ”Jeg ønsker ikke at folk skal have medlidenhed med mig” siger de for det meste. Kun gennem lang tids venskab med dem er de i enerum villige til at åbne op og tale om det, hvilket jo netop er et middel til at bearbejde smerten og derved bekæmpe racismen. Først gennem flere dages druk med min ven, North Carolinas Grand Dragon Robert Moore, åbnede han pludselig op for mig, da klangruppen ikke var til stede, og fortalte sin rystende historie. Den undrede mig ikke spor, for han er i alle bøger om KKK beskrevet som en af de mest hadske klanmedlemmer, der ofte har truet moddemonstranter med at ”vi vil opsøge jeres hjem og massakrere jeres børn.”  

  

Søndagsmiddag med Illinois’ grand dragon i klanens hovedkvarter i Indiana.

Traditionel amerikansk bordbøn skønt disse klanmedlemmer ikke er specielt religiøse.

7. Hvilket massakreret barn lå mon gemt i ham selv, tænkte jeg?  Hele barndommen igennem, fortalte Robert, fik både han og hans to søskende endeløse prygl af en fordrukken stedfar. Som 14-årig kunne han ikke klare det mere og snittede stedfarens mave op på kryds og tværs med en barberkniv og kom 5 år i fængsel. Hans søster forsøgte siden at snitte halsen over på stedfaren og blev tvangsfjernet fra familien. Og hans storebror, som jeg siden mødte, afreagerede ved livet igennem at ryge ind og ud af fængsler for at brænde (hvide) folks huse af – altså blot en anden måde at brænde kors - eller sin egen smerte af. 

  

Pamela passer klanlederens barnebarn Kathrina og skriver brev til ham i fængslet.

Pamela skriver brev til Jeff i fængslet. Hun fik lange håndskrevne breve fra ham hver eneste dag, så jeg.

8. Da jeg besøgte Jeff, den nationale leder af Robert Moores klangruppe, i fængsel, fortalte han om endeløs vold som barn fra en hel række af stedfædre. Hans mor havde været narkoman og prostitueret og havde efterladt ham for lud og koldt vand i de første år. Da næsten alle moderens kunder var sorte, var hans første billede af sorte nogen som hele tiden kom og tog hans mor fra ham. Senere havde en alkoholisk voldelig stedfar hver uge banket både ham og hans mor så grusomt at intet møblement var intakt i deres skurvogn af en bolig. Som 12-årig tog han hævn under et sådant slagsmål, bandt stedfaderen til sengen, tæskede ham og flygtede derefter. I de næste 8 år levede han som hjemløs af småkriminalitet og biltyverier indtil han som 20-årig via rockerne kom ind i klanen.

  

Jeg hjalp Pamela med at rydde op i hendes soveværelse i det rod der er så typisk for selvhadende fattige i USA. Da vi ryddede op i medlemskartoteket morede vi os med at skrive mig ind som medlem.

Fattige hvide i den mest klanhærgede egn i Mississippi nær Meridian.

9. Tilsvarende voldsmønstre oplever jeg så tit i de sorte ghettoer at jeg ikke kan andet end føle mig hjemme hos klanen. Men hvordan er vi ”udenforstående” med til at forme disse maltrakterede børn? Det mærker jeg let i min egen reaktion på dem. For det mishandlede barn bliver næsten altid indadvendt, lukket, fjendtligt, aggressivt og uroligt og får en karakter, som vi ikke bryder os så meget om. Så uden egentlig at ønske det, udøver vi ubevidst ”undvigende racisme” overfor det.  Det barn som har fået endeløs kærlighed og nærvær bliver derimod typisk selv kærligt, nærværende og udadvendt, hvorfor vi giver det endnu mere kærlighed. ”Matthæuseffekten” om at ”til den som meget har, skal mere gives, og fra den som intet har, skal også dette tages” er alle undertrykkelsers onde cirkel. Da det kærlighedsløse barn ikke kan opnå vores kærlighed, forsøger det desperat i stedet at få vores opmærksomhed.

  

”Stop vold mod børn – et enkelt slag kan give skader”.

Fattig hvid med mishandlet barn i Florida.

10. Allerede i skolens første klasser oplever vi denne uophørlige opmærksomhedssøgen som uro fra den slagssmertens børn”. Lærere ved at de ikke bør diskriminere, men det er menneskeligt at diskriminere mod uro og utilpassethed. Så ubevidst sender vi barnet budskabet ”Du er ikke så god som de andre” hvilket blot øger dets lidelse. I 6-7. klasse viser denne indre smerte sig hyppigt i aggressiv, klodset opførsel med racistiske, homofobiske og sexistiske udbrud, hvorefter vi andre yderligere vender barnet ryggen: ”Sådan en led fyr vil vi ikke omgås.” Netop når de første nødråb og manifestationer på undertrykkelsen viser sig, svigter vi det sårede barn allermest og ghettoiserer det ind i dets smerte i stedet for at give det en kærlig omfavnelse gennem vort venskab. Undertrykkende forældre startede måske nok ulykken, men overalt i verden er det os andre, der får snebolden til at rulle og måske til sidst skabe en klanmand, nazist, seriemorder eller anden slags voldsmand.

  

Fortsæt min billedrejse gennem Ku Klux Klans verden
 

Previous

Home

alt="Next"

  

Oversigtskort      Udstillingsplan 1      Udstillingsplan2      Jacob Holdts større fotogalleri

To purchase photo, please contact Jacob Holdt, Copenhagen, Denmark