Previous Home alt="Next"

 

  

Klanlederens kone samler som forhenværende Hells Angels medlem på Harley Davidson symboler og opdrager barnebarnet til at blive rocker.

Klanlederen Jeff med hans gamle rygmærker fra tiden som rocker.

11. Dette typiske udvikling jeg har set hos de fleste af mine klanvenner. I 14-årsalderen løber de væk fra brutale forældre, kommer ind i kriminalitet og narkobander med sorte venner og ryger ind og ud af fængsel. Senere kommer de ind i rockerbander. Igen kan det tolkes som et forsøg på at få vores opmærksomhed ved at drøne rundt på store motorcykler med rygmærker og tatoveringer for at skræmme os - den eneste magt de magtesløse har. Men det er en falsk magtfølelse vi giver dem med vores angst. Vi bør hele tiden have for øje at inderst inde er det vores kærlighed, de søger - den kærlighed de aldrig fik i barndommen. Nogle af rockerne har så opdaget at hvis de tager klandragter på og brænder et kors af ude i skoven giver det dem en følelse af styrke, som fanger vores opmærksomhed på langt mere effektiv måde. Når de ikke kan få vores kærlighed, accepterer de at få vores had!  Det er trods alt bedre end at være ”poor white trash” og fuldstændig glemt af verden.

  

Jeff har lært sin hund at hyle som en klanmand.

Jeff klædt i sin officielle dragt som Imperial Wizzard – klanens titel for præsident for nationen.

12. Pludselig føler de sig ikke længere glemte og ghettoiserede. Nu kommer fotografer som jeg og tv-stationer flyvende fra hele verden for at udstille det, som vi kalder for deres ”had.” Ved at hæfte den famøse ”Ku Klux Klan” etikette på sig selv, kan disse glemte hvide øjeblikkeligt opnå få minutters berømmelse på ”Jerry Springer Show” og ”Ricky Lake Show.” Mere seriøse amerikanske medier har (modsat de danske) for længst gennemskuet disse tabere og vælger (endnu engang) at ghettoisere og ignorere dem. Som klanlederen Jeff herover grinende sagde til mig: ”Jeg kan ankomme i en by i en limousine i mit dyreste jakkesæt og holde tale uden at nogen gider høre på mig. Men i samme øjeblik jeg tager disse magiske historiske gevandter på, står jeg straks omringet af kameraer og moddemonstranter.”

  


 

Klanlederen under rejsen med mig i USA på besøg hos klansympatisør i Alabama og hans seksuelt mishandlede narkovrag af en datter.

Klanlederens bedste venner, Helen og Cliff, som ”deler hans synspunkter, men ikke kunne drømme om at tilslutte sig sådan noget skørt noget som Ku Klux Klan.”

13. Men hvis had er det egentlig Ku Klux Klan afslører? Da jeg holdt en racisme-workshop i Ohio Wesleyan University og under omtalen af fattige hvide kom ind på KKK, nægtede de mest frisindede elever at tro på min påstand om at der ikke er mere had i KKK end i dem selv. Jeg kendte ikke dengang KKK personligt, men kom pludselig i tanker om at klanens hovedkvarter var i nabostaten og spurgte eleverne om de havde lyst til at tage med og undersøge det. Jeg valgte to af de elever, der mest ihærdigt havde bekæmpet mit udsagn og tog uanmeldt til klanens hovedkvarter. Vi fik en hjertelig modtagelse af alle og venlige svar på selv vore mest fjendtlige spørgsmål. Under den lange tur hjem sad de to elever målløse og tavse i bilen, hvorefter den ene sagde til mig: ”Jeg vil sige dig tak for at have ændret mit liv. Jeg indser nu at det var mig som hadede og ikke dem.”

  

Efter 11. september blev klanen så rørt over Tv-appellerne om at stå sammen - sorte, hvide, røde, gule og brune amerikanere - at de lavede deres skilt om fra "White pride nationwide".

Klanen elsker at blive taget med humor. Mens klanlederen var i fængsel friede jeg til hans kone for at blive medlem af gruppen. Jeg fik ja og har siden boet hos dem på mine turneer i USA.

14. Jeg besluttede at flytte ind hos denne klangruppe, som af FBI, SPLC og Klanwatch betegnes som ”den farligste og mest hadefulde i Amerika.” Jeg lavede endeløse interviews med medlemmerne om deres syn på sorte, jøder, muslimer og homoseksuelle, men fandt intet som adskilte dem fra alle andre hvide med deres typiske svar som ”my best friend is black” og ”Muslims are good God fearing people”. Kun overfor homoseksuelle havde nogle tydelige fordomme, men når jeg vendte spørgsmålet om for at se hvad de rummede i deres hjerter: ”Hvad ville du gøre hvis dit eget barn var homoseksuelt?” svarede de typisk ”Så ville jeg da elske det lige så meget som mine andre børn.” Mange republikanere i USA vil derimod fornægte deres eget homoseksuelle barn. Også dødsstraf har klanen et mere venstreorienteret syn på end flertallet - sandsynligvis fordi de fleste har siddet i fængsel for kriminalitet.

  

Klanlederens søn Tony under optagelser af deres radioprogram. Tony er tit havnet i fængsel sammen med sine sorte venner for vold. Til sidst dræbte han næsten faderen, da denne ville opløse klanen.

Den lidt bælgøjede klanleder Jeff med racismeforskeren Melanie Schikore dagen efter den omtalte store klanfest, hvortil der kom mange sorte og mexicanske venner.

15. Jeg opdagede at klanlederens egen stedfar er sort. ”Jeg elsker ham. Han reddede min mor ud af narkoprostitution”. Hans kones bedste veninde livet igennem var sort, men ”jeg mistede min veninde, da hun fandt ud af at jeg var i klanen. Det gjorde utrolig ondt at miste min bedste ven.” Klanlederens "hadefulde" søn, Anthony, som producerer klanens ugentlige radioprogram, spiller i en rapgruppe sammen med kun sorte ”som jeg elsker overalt”. Jeg fortæller hyppigt folk om disse opdagelser, men en kvinde med en ph.d. i racismeforskning nægtede at tro mig. ”Så kør med og besøg dem!” sagde jeg. Vi ankom uanmeldt en søndag morgen, og da klanlederen så min bil, kom han løbende ud og omfavnede mig med ordene: ”Jacob, hvor er jeg glad for at se dig. Men hvorfor kom du dog ikke i går? Vi havde en kæmpefest og netop du ville have elsket den med alle de sorte og mexicanere, der var med.”  Allerede inden vi havde sagt goddag i klanhovedkvarteret, gik det således op for racismeforskeren at hun havde misforstået visse ting om klanens racisme!!!

  

Da jeg bragte min sorte veninde Rikke Marrott med i klanens hovedkvarter blev hun straks slyngveninde med Pamela. De ser billeder af Pamelas mand, som sad i fængsel på det tidspunkt.

Pamela viser Rikke Marrott rundt i klanens kirke. Sammen tog vi på en lang rejse for at besøge Jeff i fængslet. Efter besøget græd Pamela ved Rikkes skuldre over tanken om sin lange adskillelse fra Jeff.

16. Siden har jeg inviteret mange andre venner, med på besøg hos mine klanvenner, bl.a. sorte som Rikke Marrott her. Samstemmende påpeger de at de aldrig i det private hører klanen tale i den form for hadsk, afstandtagende sprog, man ustandseligt hører blandt mange danskere – ikke mindst hos danske politikere og i medierne, der atter og atter forsøger at finde fejl hos ”de andre.” Kun to af mine klanvenner har jeg hørt bruge ordet ”nigger” om sorte, mens jeg ustandseligt hører danskerne tale nedgørende om ”perkere” og om fromhedssymboler såsom tørklæder. Klanen er på ingen måde engle, men et den slags hadsk sprog bruges simpelthen ikke længere i dag i USA, hvorfor det heller ikke er naturligt for klanen. De er ”politisk korrekte” nøjagtig som de var det i forhold til dengang i 60’ernes sydstater. For 50 år siden forsøgte USA’s politikere ligesom de danske i dag at ”out-nigger” hinanden for at få den hvide racismes stemmer, dvs. at føre valgkamp ved højrøstet at anklage de sorte for alle mulige fejl og umoralsk og udemokratisk adfærd. Men når tonen ændres hos magthaverne, forplanter den sig altså ned til selv de mest magtesløse såsom Ku Klux Klan.

  

Dennis Null er stolt over at være livvagt for Illinois’ grand dragon, dvs. for sin egen kone, men fuld af foragt for sin egen voldelige stedfar som var en ”nigger.” 

Jeffs voldelige hvide stedfar var en "nigger", hvilket han ikke siger om hans mors nuværende mand, der er sort og som reddede hans mor ud af narkoprostitution og gjorde hende til ”en lady.”

17. Men man er jo ikke KKK uden netop at låne og genbruge fortidens forhadte symboler. Derfor har den postuleret mest ”hadske” klanleder i USA, min ven Jeff her, opfundet en mere politisk korrekt vending, som han bruger igen og igen på tv for at vise at han er en rigtig klanmand: ”En nigger er en, der tager fra samfundet og ikke giver noget tilbage. Der er langt flere ”hvide niggere”.
Den sætning kører på republikanernes politik om at der har været for meget positive særbehandling for de sorte, men den siger meget om klanens selvhad og underlegenhedsfølelse, og jeg har haft megen morskab af at efterprøve om klanens racisme virkelig er farveblind. Da livvagten for Illinois’s Grand Dragon, Dennis Null herover, fortalte mig om de endeløse prygl han fik i barndommen af sin fordrukne og dovne stedfar, udbrød jeg pludselig: ”Så din far var altså en nigger?”
”Ja, den værste jeg har kendt!” udbrød han uden spor betænkning.

  


 

Pamela og Kathrina med klanens talende papegøjer.

På rejse med USA's værste klanleder til borgerretskampens monument i Alabama for ofrene for bl. a. klanens terror og Jeff's idol, Martin Luther King.

18. Udtrykket ”white power” skurede slemt i ørerne indtil jeg flyttede ind hos klanen og sov under klanlederens papegøjer, der natten igennem skreg ”white power” ind i mine ører fordi de altid har stået ved klanens telefonsvarer. Men da jeg boede der i klanlederens fugtigtriste fattigdom med det usigelige rod, der karakteriser mange fattige i USA, hørte jeg snart dette nødråb som ”poor white trash power” – et råb om hjælp fra den gruppe fattige hvide, der aldrig har fået nogen andel i den hvide magtstruktur. Klanlederens politiske program er stort set som republikanernes: ”Lige rettigheder for alle. Ingen positiv særbehandling for nogen.” Men hvis jeg foreslår særbehandling for alle fattige og ikke kun sorte, ændrer han med al den inkonsekvens, der er karakteristisk for disse uuddannede klanfolk, straks standpunkt. Som stor beundrer af Martin Luther King ønsker han at være ”for mit folk hvad King var for de sorte.”  

  


 

En fattig analfabet i Alabama, som sympatiserer med klanen …..og dog løber ind og ud hos sine sorte naboer i det fattige kvarter, de bor i.

Klanlederen Jeff på besøg hos Virginia Pate, en af mine sorte venner fra min bog´.

19. Hvis der intet rigtigt had er i Ku Klux Klan, hvorfra får de så deres ry? Jeg prøvede at tage en 17-årig dansk gymnasieelev med til klanmøde for at se hendes reaktion. Hun havde forinden, da vi boede hos klanfolkene, konstateret at der ”intet had er i de mennesker – i al fald ikke så meget som i mine gymnasiekammerater i Danmark.”  Derfor blev hun så rystet over at høre talerne til et større klanmøde ude i en øde skov at hun brød sammen i gråd af angst over at høre ”alt det had.” Jeg morede mig indvendigt, da jeg jo vidste, hvad der sker ved sådanne møder, men sagde så: ”Hvorfor græder du? Du konkluderede jo tidligere at der intet had er i de folk. Du må lære at lytte til smerte og sådan lyder smerte!” At det ikke var had, men afgrundsdybt selvhad hun havde hørt, oplevede hun næste dag, da klanmedlemmerne gik på jagt med deres sorte venner i den samme skov, hvor de lige havde stået og skrålet i toner, der lød hadefulde.

  

Jeff sammen med Tony Harris, som jeg i årevis har lavet racisme-workshops sammen med i universiteterne og som tilbød fængslet samme kur for Jeff i et forsøg på at få ham ud.

Klanlederen med lokal veninde.

20. Spørger man de sorte om hvorfor de går på jagt med klanfolk, svarer de som sandt er, ”Hvad er forskellen på dem og alle andre hvide heromkring?” Hvad det hele derfor handler om, lagde vi også mærke til. Jeg havde filmet de ”hadske” taler med mit lille turistvideokamera. Efter en time løb båndet ud og jeg gik til bilen langt derfra for at hente et nyt bånd, men tog mig god tid fordi jeg havde hørt nok af den slags taler. Da jeg langt om længe kom tilbage, sagde min danske veninde: ”Er du klar over at klanlederen og alle andre straks standsede talerne og blot stod og hyggede sig mens du var væk?” For hvorfor skulle de stå og hyle som grise om noget de inderst inde ikke tror en døjt på når verdensmedierne ikke var til stede? Gang på gang har jeg således gennemskuet, hvordan klanen udelukkende lever og ånder for at tilfredsstille omverdenens – dvs. VORES behov for at hade og fordømme dem! Altså igen et forsøg på at kompensere for den kærlighed de aldrig fik.

  
Fortsæt min billedrejse gennem Ku Klux Klans verden
 

Previous

Home

alt="Next"

  

Oversigtskort      Udstillingsplan 1      Udstillingsplan2      Jacob Holdts større fotogalleri

To purchase photo, please contact Jacob Holdt, Copenhagen, Denmark