Tilbage til norske anmeldelser 

Anmeldelse af den ny bog United States 1970-75
 Weekendavisen den  3. august 2007



Ting eller sager?

 

”Jacob Holdt er selvskreven til Nobels fredspris, så er det sagt”.  En kunstner ser en kunstner. Erik Steffensen om fotograf Jacob Holdts billeder.

 

Af ERIK STEFFENSEN

”Vi nåede frem til Berchtesgarden, hvor man nu kunne komme op til Hitlers bjerghytte. Det måtte vi selvfølgelig prøve. Ved opkørslen var der vældige forsvarsværker, og man kunne køre et stykke op, hvorefter man skulle med Hitlers private elevator op gennem bjerget. Den var rigt udsmykket med fine træsorter, spejle og guldbelægninger. Og så var der telefon i den. Da Steen opdagede det, spurgte han om ikke han kunne ringe hjem til farmor... Og ad de lange tyske autobahner og med et par overnatninger nåede vi omsider hjem. Det var den sidste tur, hvor hele familien samlet var af sted... Siden ville de store drenge på egen hånd.”

Sådan skriver Jacob Holdt senior - pastoren, der er far til kunstneren Jacob Holdt, på hjemmesiden
www.american-pictures.com, der er fyldt til randen med livsberetninger fra fotografen og forfatteren, der skabte monumentet Amerikanske Billeder, der udkom i 1977.

Billed- og ordstrømmen har siden som livgivende vand fundet vej gennem politiske ørkener, medier, foredrag, internet og mund til mund. Her gives! Præstesønnen Jacob Holdt sparer ikke på de menneskelige ressourcer. Han deler erfaringer af hjertets godhed også de dage, hvor der næsten synes at være underskud. Sådan ser det ud - I guder, hvor han arbejder for individets værdighed - og hvis der er retfærdighed til, er Jacob Holdt selvskreven til Nobels Fredspris, så er det sagt.

DEN 1. juli lukkede udstillingen "Ghettoen i vore hjerter" i Øksnehallen, og normal standard ville vel være at anmelde på dagen, når 700 fotos af Danmarks betydeligste fotograf således stilles til skue ganske gratis for offentligheden. Og jeg var da på pletten, men projektet, den æstetiske indfaldsvinkel, harmonerede ikke med en ny fantastisk bogudgivelse ”Jacob Holdt United States 1970-1975”, som netop er lanceret internationalt, så først nu sætter jeg mig til maskinen. I Øksnehallen og tilstødende fora skabte Jacob Holdts værk debat. På Politikens weblog skrev Rune Engelbreth Larsen: ”Der er tale om en uvurderlig fotodokumentation som følge af Jacob Holdts helt usædvanlige evne til at flytte direkte ind i hjemmene og tilværelsen hos nogle af verdens mest trængte eksistenser. Udstillingen er en enestående og tankevækkende oplevelse, der åbner øjnene for undertrykkelses- mekanismer, racisme og marginaliseringstendenser verden over, f.eks.:  Kosovo: kristnes undertrykkelse af muslimer og muslimers undertrykkelse af romaer. Namibia: overklassens undertrykkelse af slumboerne og den almene undertrykkelse of himbaer og hereroer. Guatemala: De 'hvides' undertrykkelse of indianerne.' Bolivia: De 'hvides' undertrykkelse af indianerne. Haiti: De rige lyshudedes undertrykkelse of slumboerne. Uganda: De sortes undertrykkelse of Banyabutumbi folket og Basongora folket. USA: De hvides og indvandrernes undertrykkelse of de sorte.”

Er vi så glade? Sandheden er, at udstillingen lignede det helvede, Jacob Holdt ofte er mand for at bevæge sig rundt i med sit kamera. Ophængningen mindede om et rodet skrivebord, og det er der også hygge i, men hvorfor så skrive om ham, kan de ikke vente, til der er sorteret lidt?

Selvfølgelig fordi Jacob Holdts fotografier når langt videre end de budskaber, hans hidtidige indpakning antyder. Bogen om United States 1970-75 er ikke en retrobegivenhed, men en nykontekstualisering af bestselleren Amerikanske Billeder. Hvis ikke Jacob Holdt allerede lever et (familie)liv tæt forbundet til kunsten, gør han det nu. Skismaet mellem billedernes uudtalte kvalitet og den ofte stilsikre prædiken, der lægger sig som indholdsside op ad hans værk, er interessant. Med nyudgivelsen, der blot er en flig af det store værk, genvinder Jacob Holdt en puritansk renfærdighed. Det er slemt, men ordet værdi ligger lige for – billederne har simpelthen kunstnerisk værdi. Det havde de knap før, de selvsamme billeder! En gammel sang. Form og indhold. Men også en universel. I stedet for at lede efter fund på et loppemarked af tilsyneladende interessante stykker bling får vi nu den ufortyndede vare. Museumsversionen.

Det er sket for. Nåede man from til rulleteksterne i Lars von Triers film Dogville kunne man til David Bowies halvfjerdserhit ”Young Americans” se Jacob Holdts billeder danne et enestående smukt forløb sammen med andre fotografers billeder af socialt liv. Her er formen filmens. Lysbilledforedrag tilsat Bowie og den endeløse strøm af navne som har stået bag filmproduktionen. Mindetavler med lyd. Det rykker, skulle jeg hilse og sige.

Bogformen er anderledes. Udstillingsformen igen noget andet. For ikke at tale om hjemmesiden. Publikum er deltagere og brugere i Jacob Holdts univers, men det er dog trods alt ham, der fører ordet og viser billedet i sidste ende.

Måske er det for nemt at beskrive Jacob Holdt som et fænomen. Flere portrætartikler og interviews har i den seneste tid vist, at Jacob Holdt naturligvis er en sammensat figur, politisk meningsdanner, ven, forbillede, 'pædagog', fotograf, forfatter, marathonløber a la Forest Gump og rollemodel. Jeg tror slet og ret, at der er tale om en kunstner. Men en kunstner, der som en anden ligesindet Jacob A. Riis havde voldsomt meget pa hjerte.

Skulle kredsen udvides i det skandinaviske, ville listen forsøgsvis kunne rumme et par andre, hvis genialitet og største problem var kongruente størrelser. August Strindberg og Poul Henningsen. Hver især fagfolk, der søgte og udvidede grænserne for forståelsen mellem mennesker. Fagfolk, der sommetider syntes at glemme, hvad de havde gang i. Ting eller sager? Sådan en virksomhedsleder er Jacob Holdt.

Jacob Holdts nye bog om det gamle Amerika tilbage i halvfjerdserne er forsynet med et essay af Christoph Ribbat, der perspektiverer Holdts arbejde i forhold til andre af (fortidens) dokumentariske kunstfotografer: Larry Clark, Bruce Davidson, Diane Arbus, Bill Owens med videre. Den væsentligste farvefotograf fra tiden, Stephen Shore, mangler. Han kunne have givet spændvidden i Nixons USA-billede, ligesom Andy Warhols fotografier kunne have gjort det. Bogen virkelige nyttetekst er skrevet af Holdt selv og udgør simple kommentarer til fotografierne. "Let's Eat", et mesterværk, ”Shotgun Shacks in the Rain”, et andet. Ingen overflødige bemærkninger, blot tørre konstateringer. Ingen domme. Og ingen fordomme.

Som sådan er Amerika-bogen næsten et bibelsk dokument. ”Kan en blind lede en blind? Vil de ikke begge falde i grøften? En discipel star ikke over sin mester; men enhver, der er udlært, skal vare som sin mester.” Som fader, så søn. Lad os dog afstå fra at bede i denne stund, men slutte i familien Holdt med indledningens personlige hjemmeside, hvor junior skriver om senior: ”Hertil var far nået, da kræften begyndte at påvirke ham i februar 2000. Jeg vedhæfter optegnelser, han har gjort om bl.a. biler og foredrag: Biler jeg har haft: 1950 Hillmann, grå Z  4461, 1956 Ford Taunus, grå chokoladefarvet Z 4461, 1960 Ford Taunus, gul ZA 23 405, 1964 Opel Rekord grå ZA 23 405, 1967 Opel Rekord grå ZA 23 405, 1970 Opel Kadett BD 49 430, 1973 Audi gul CY 20 484, 1976 samme orange EE 36 943, 1978 samme 80 gul HS 23 565, 1986 aug. Opel Kadett (83) beige LB 51 116, 1998 marts Opel Ascona (87) SU 47 298.”

Bemærk registreringen. Orden i sagerne. Tingene på ret hylde. Foredragene glemmer vi alt om.

 

Jacob Holdt, United States 1970-75 192 sider, farve, Stiedl-GwinZegal fås hos Arnold Busch

 

 

 Copyright © 2007 Jacob Holdt;