Indeks over KGB dokumenter

De røde spioner 

af Jakob Andersen

22. En guldklump

Journalisten og fotografen Jacob Holdt er en bemærkelsesværdig person på linje med navnebroderen Jacob A. Riis, der levede for et århundrede siden.
Jacob Riis (1849-1914) fødtes i Ribe, men drog til Amerika, hvor han blev reporter og fotograf på New York Tribune og senere på New York Evening Sun. I Webster's American Biographies står der blandt andet således om ham:
"Han gik efter politifolk ind i slumkvartererne og fotograferede børn i pjalter, gyder fulde af affald og rottebefængte lejekaserner. Hans historier koncentrerede sig om slumkvarterernes totale rædsler og de institutioner, der opretholdt dem.
I 1890 udgav Riis How the Other Half Lives, en bog, som chokerede nationens samvittighed og førte til den første organiserede indsats for at udrydde de værste ting ved livet i lejekasernerne. Han fik mange fjender blandt politikere og husejere, men førte sit korstog til succes i befolkningen." 833
Det var ikke mindst Jacob Riis' fremragende fotografier af fattigdommen og usselheden, der gjorde indtryk, og det samme er tilfældet med Jacob Holdts arbejde. Der er en mærkelig parallel mellem deres indsats.
"Hvis ikke Holdt er en upåagtet reinkarnation af Jesus, er han i hvert fald det mest evangeliske menneske, jeg endnu har været ude for," skrev Thomas Bredsdorff i 1977, da han anmeldte Holdts bog Amerikanske billeder, der grundlagde hans berømmelse." 834
Amerikanske billeder var resultatet af flere års ophold blandt de fattigste og usleste som i USA, et blændende kunstnerisk kampskrift mod undertrykkelse og racediskrimination. Med Bredsdorffs ord:
"Man møder mennesker, hele tiden mennesker, narkomaner der stikker, Ted Kennedy i en af sine jubel-branderter, en ung kvinde der er bidt af en rotte, en tigger på fortovet, som man først ser fra oven, som vi er vant til, og så lige ind i ansigtet, i øjenhøjde, som et medmenneske."


Jacob Holdt havde flere tusinde fotografier med sig hjem, og foruden i bogen blev de vist i et stort billedshow, som gik i adskillige lande. I 1988 blev det opgjort, at det alene i USA havde været vist 645 gange på 207 forskellige steder, og at der havde været 145.000 tilskuere. Bogen var også udkommet i Amerika og andre lande.

Herhjemme var berømmelsen øjeblikkelig, og også på KGB-stationen i Kristianiagade i København var man ved at falde over hinanden af begejstring. Jacob Holdts bog kom nemlig midt i Sovjetunionens bestræbelser på at modvirke præsident Jimmy Carters menneskerettighedskampagne, og den var en magtfuld anklage mod det amerikanske samfund.

Det var en ting, at man havde fået den radikale politiker Meta Ditzel til at skrive brev til Jimmy Carters kone, men her kom Jacob Holdt af sig selv og leverede højeksplosivt krudt til kanonerne. Det måtte udnyttes.

Manden, der af rezidenten oberst Ljubimov og chefen for Pr-linjen Oleg Gordievsky fik ordre til at forsøge en rekruttering, var Nikolaj Petrovitj Gribin - den KGB-officer, der på samme tid var føringsofficer for SF-politikeren Pelle Voigt.

Gordievsky siger:
"Gribin begyndte at dyrke Jacob Holdt. Han opsøgte ham og inviterede ham på frokoster. Han behandlede ham som en guldklump, og det lykkedes ham hurtigt at rekruttere danskeren. Efter få måneder begyndte Holdt også at tage imod penge af os."

Ifølge Jacob Holdt selv begyndte hans kontakt med KGB i sommeren 1976, før Amerikanske billeder udkom (835), og dette stemmer med, at rezidenten oberst Mikhail Ljubimov omtalte ham under hans kodenavn Print i en skrivelse til Centeret af 13. oktober 1976 (Nr. 687/PR). Til mig har Holdt forklaret, at han i årevis mødtes med Nikolaj Gribin, som han kaldte Nick. (836)

"Jeg arbejdede på det tidspunkt med at skaffe hospitalsudstyr til fattige afrikanske lande, og det var dette arbejde, jeg ville have penge til.

Jeg holdt meget af Gribin, og selv i dag ville jeg gerne mødes med ham."

Som det ofte var tilfældet med vigtige KGB-agenter, blev der hold) møde mellem føringsofficeren og agenten i et tredjeland. I dette tilfælde mødtes Holdt og Gribin i Budapest.

For agent blev Jacob Holdt.

Efter en passende tid fik Nikolaj Gribin Centeret til at godkende, at Jacob Holdt blev registreret som fuldblods agent, og han tildeltes kode navnet Print, der er den russiske version af ordet "præst" Jacob Holdts far var præst, og kodenavnene blev ofte valgt, så de gav lette associationer til personen).

En engelsksproget artikel på 31 sider med titlen Today's Slaves af White America er et interessant eksempel på et produkt fra Tjenestegren A, der fabrikerede falske dokumenter og propagandamateriale til brug under falsk flag.83'

Jacob Holdt fik artiklen udleveret af sin føringsofficer, men har anvendte den ikke, for han syntes, den var for dårlig. Indholdet er strikket sammen på samme måde som de tekster, Arne Herløv Petersen fik udleveret, nemlig ved snedig og flittig brug af vestlige kilder, så ophavsmanden i KGB forblev skjult.

I det hele taget var forbindelsen mellem KGB og Jacob Holdt usædvanlig og fulgte ikke rigtigt de sædvanlige linjer - i hvert fald ikke hvis man skal tro Holdts version.

KGB's interesse lå alene i at hjælpe ham med at promovere Amerikanske billeder - bogen og showet - som et led i propagandafelttoget mod Carters menneskerettighedskampagne. Holdts arbejde gav baggrund for det sovjetiske modangreb, der gik ud på at sige til amerikanerne, at de skulle holde sig fra menneskerettighederne i andre lande, så længe deres eget land praktiserede racediskrimination og social undertrykkelse af millioner af egne borgere.

Holdts interesse er derimod mere uigennemskuelig. Han var interesseret i KGB's penge, men han var ikke marxist eller på anden måde ideologisk betaget af Sovjetunionen. "Filosof" er han blevet kaldt i en ledende artikel i Information, og mange betragter ham da også som en idealistisk tænker, som kun vil det gode, og hvis handlemåder ikke kan måles med en normal, bedsteborgerlig alen. Selv har han forklaret det således:

"At jeg ... fortsatte med at have møder med KGB, skyldes den anden side af mig: at jeg altid har været fascineret af at trænge igennem til mennesket bag systemets facade." 838

Spørgsmålet om penge kom hurtigt ind i billedet i kontakten mellem Gribin og Holdt. KGB-officeren gav ham for eksempel under et restaurantmøde 10.000 kr., der ifølge Jacob Holdt lå i en kuvert "pakket ind i en bog med elskovshistorier." 839

Holdt har fortalt, at han ikke leverede pengene tilbage til KGB, fordi han "ønskede, at russerne skulle føle, at jeg var med dem":

"I stedet viste jeg kuverten og pengene til alle mine venner, tog billeder af dem, som jeg bl.a. viste til journalist Jørgen Dragsdahl."840

Dragsdahl, der var udenrigsmedarbejder på dagbladet Information, har sikkert været en god rådgiver for Holdt, for han var ikke ubekendt med folkene fra den sovjetiske ambassade. Gennem mange år havde Dragsdahl således kontakt med følgende KGB-officerer (tjenestetid i Danmark angivet i parentes): Stanislav Ivanovitj Tjebotok (1973-76), Mikhail Petrovitj Ljubimov (1976-80), Vladimir N. Minin (1976-82) og Vjatjeslav Katerinkin (1981-85).

Ifølge Gordievsky, der også fulgte sagen, efter at han var hjemkaldt til Centeret i Moskva, fortsatte forbindelsen til stor gavn for både KGB og Gribin, hvis karriere fik et løft på grund af rekrutteringen af Holdt.

I Centeret delte Gordievsky omkring 1980 kontor med kollegaen for at få udstillingen op i andre vestlige lande."

KGB var slet ikke interesseret i, at Jacob Holdts bog og show skulle komme til østlandene. Man var udelukkende optaget af den anti-amerikanske virkning, de kunne have i Vesten.

Senere i det samme dokument skrev Ljubimov i en omtale af massepropaganda:

"Gennem Prist skal vi sikre den succesrige gennemførelse af den [anti-amerikanske] operation og de aktioner, der er forbundet med den."

Kort efter skrev general Grusjko tilbage til oberst Ljubimov og kommenterede hans indberetninger. Dokumentet har betegnelsen "Nr. 3208/PR/55, den 16. januar 1978". Grusjko noterede blandt andet:

"Et betragteligt antal Aktive Foranstaltninger, som KGB-stationen udførte, blev positivt vurderet og blev rapporteret til ledelsen af vort departement, til ledelsen af KGB og til højere autoriteter [Instantsija]. Det kompleks af operationer, der omfatter offentliggørelse, distribution og reklame for bogen Amerikanske billeder, fortjener særlig anerkendelse."

Instantsija er KGB jargon for Politbureauet og andre højere institutioner i magthierarkiet. Kun de vigtigste ting gik derop. Sagen om agenten Jacob Holdt havde altså været igennem KGB-formanden Jurij Andropovs hænder.

Det er på denne baggrund, man skal se Gribins senere forfremmelse.

Vladimir Ivanovitj Sjisjin, som var hovedkvarterets sagsbehandler for Øst, og han deltog i mange drøftelser af operationerne med Holdt. (Sjisjin blev senere den yngste general i KGB nogensinde, efter at han havde været føringsofficer for den norske KGB-agent Arne Treholt).

"Holdt var en førsteklasses indflydelsesagent," siger Gordievsky, og denne opfattelse deltes af KGB's ledelse, hvilket afspejles i en række interne dokumenter, der alle er stemplet "TOPHEMMELIG." 841

Et af disse dokumenter har betegnelsen Nr. 907/PR, 8. december 1977. Det er en oversigt over det arbejde, der af KGB-stationen i København blev planlagt for PR Linien i 1978, og det var afsendt af rezidenten oberst Mikhail Ljubimov, som underskrev med sit kodenavn Korin. Modtageren var general Viktor Grusjko (kodenavn: Severov), der var chef for 3. Departement i Første Hoveddirektorat.

Under et afsnit om Aktive Foranstaltninger skrev Ljubimov blandt andet følgende:

"Afsløring af brud på menneskerettighederne i USA. Publicering af Prists [Jacob Holdts] bog i Forbundsrepublikken Tyskland og Sverige og hjælp til at sikre, at den udkommer i England. Assistance til aktiviteterne med Prists billedudstilling [fotoshowet]. Undersøgelse af muligheden for at få udstillingen op i andre vestlige lande."
KGB var slet ikke interesseret i, at Jacob Holdts bog og show skulle komme til østlandene. Man var udelukkende optaget af den anti-amerikanske virkning, de kunne have i Vesten.

Senere i det samme dokument skrev Ljubimov i en omtale af massepropaganda:

"Gennem Prist skal vi sikre den succesrige gennemførelse af den [anti-amerikanske] operation og de aktioner, der er forbundet med den."

Kort efter skrev general Grusjko tilbage til oberst Ljubimov og kommenterede hans indberetninger. Dokumentet har betegnelsen "Nr. 3208/PR/55, den 16. januar 1978". Grusjko noterede blandt andet:

" Et betragteligt antal Aktive Foranstaltninger, som KGB-stationen udførte, blev positivt vurderet og blev rapporteret til ledelsen af vort departement, til ledelsen af KGB og til højere autoriteter [Instantsija]. Det kompleks af operationer, der omfatter offentliggørelse, distribution og reklame for bogen Amerikanske Billeder, fortjener særlig anerkendelse."

Instantsija er KGB-jargon for Politbureauet og andre højere institutioner i magthierarkiet. Kun de vigtigste ting gik derop. Sagen om agenten Jacob Holdt havde altså været igennem KGB-formanden Jurij Andropovs hænder.

Det er på denne baggrund, man skal se Gribins senere forfremmelse.

I Centeret vurderede man hans rekruttering af Jacob Holdt som et godt kup. Naturligvis kunne Holdt ikke levere russerne oplysninger af efterretningsmæssig værdi, men til gengæld så man ham som en indflydelsesagent af rang.

En af de ting, der irriterede KGB over al måde, var, at den illegale STASI-spion Jörg Meyer var en god ven af Jacob Holdt, og at denne samarbejdede med ham. Til mig har Holdt fortalt følgende:

"Da Jörg Meyer kom i fængsel, pressede Nikolaj Gribin mig til ikke at besøge ham, men det gjorde jeg alligevel. Jörg Meyer ordnede i sin celle alt arbejdet med at få Amerikanske billeder udgivet i Tyskland. Han besørgede al min tyske korrespondance, oversatte showet, indtalte det og lavede alt det tekniske." 842

I kølvandet på Jörg Meyers arrestation var Jacob Holdt en af dem, der blev afhørt om ham af PET. I et brev fra 1989 kaldte han Meyer "den bedste, mest intelligente og charmerende medarbejder, vi nogensinde havde".843

Markus Wolf har sikkert sagt nogenlunde det samme.

I det samme brev skrev Holdt på baggrund af Oleg Gordievskys afhopning - idet han regnede med, at Gordievsky havde afsløret ham - at PET og FE "hele tiden" kendte til hans KGB-kontakter, og han fortsatte:

"Meget af det jeg oplevede, var som taget ud af en spionfilm og mindst lige så spændende som mine oplevelser blandt gangstere i USA."

Der er mange detaljer i Jacob Holdt-historien, blandt andet om hvordan han lærte forskellige spion-teknikker, men det synes, som om meget af den henhører i en af efterretningsverdenens mere eksotiske afdelinger.

Nikolaj Gribin gjorde karriere på agenten Prist, og Prist fik nye bizarre oplevelser til sine erindringer.

Således var alle glade.


En jungle med giftige slanger

Affæren omkring Jacob Holdt var typisk for KGB's arbejde i 1970'erne og 1980'erne, da der blev lagt uhyre megen vægt på Aktive Foranstaltninger af enhver slags - ikke mindst i Mikhail Gorbatjovs regeringstid. Glasnost og perestrojka medførte ikke, at det store spionage- og undertrykkelsesapparat blev stækket. Tværtimod trivedes det under Gorbatjovs paraply. I 1991- kort før statskuppet i august - skrev professor Peter Rutland fra Wesleyan University fx: brevet1989.

"Sovjetisk politik i de sidste to år kan bedst betegnes som et kapløb mellem institutionsbyggeri og institutionernes sammenbrud. Kan der overhovedet fremstå nye kræfter (ud over militæret eller KGB-MVD ...), som kan genoprette et vist må1 af social orden?" 844

I Ruslands øjne var militæret og efterretningstjenesten de eneste baser for stabil magt.

Men KGB fik et knæk, da dens ledelse, med formanden Vladimil Aleksandrovitj Krjutjkov i spidsen, deltog i statskuppet i august 1991 Gorbatjov indledte straks organisationsmæssige forandringer, der skulle bryde den vældige magt, som det groteske efterretningsimperium havde, og i forbindelse med Sovjetunionens opløsning blev tjenesten delt op i to.

Den interne sikkerhed og kontraspionage (Andet Hoveddirektorat blev lagt ind under Sikkerhedsministeriet, og Første Hoveddirektorat som stod for udlandsspionagen, blev en selvstændig organisation med navnet SVR (egentlig: SVRR, Sluzba Vnesjnej Razvedki Rossii). Fra 1991 blev Jevgenij Primakov chef for den udadrettede efterretningstjeneste, og
han sad til 1996, da han efterfulgte Andrej Kozyrev som udenrigsminister. I SVR blev Primakov efterfulgt af Vjatjeslav Trubnikov, der i 2002 afløstes af Sergej Lebedev.

I årene efter den politiske omvæltning i Øst studerede man i Vesten nøje, hvad der foregik. Konfrontationen fra den kolde krigs tid var fog svundet, men spionage gik ikke af mode. Rusland havde haft spioner, før Lenin kom til magten, og Rusland havde spioner, efter at Boris Jeltsin satte sig ved roret.

I december 1995 gav Primakov, der da var 66 år, fra sit kontor i Jasenevo et sjældent interview til Komsomolskaja Pravda i anledning af 75-års-dagen for institutionaliseringen af den udenlandske spionage (Dzerzjinskijs oprettelse af INO), hvori han udtrykte det således:

"Kravet til efterretninger er steget kraftigt." 845

Han nævnte som nogle af de nye opgaver forsøget på at hindre spredning af atomvåben, at opretholde den russiske våbeneksport, at søge stabilitet i det tidligere Jugoslavien og at bekæmpe mafiagrupper og terrorister.

"Vi arbejder for at bevare vore markeder for våben og for at få nye markeder," sagde Primakov, der også nævnte økonomisk spionage som et af de væsentligste nye områder for tjenesten.

734

Samtidig bebudede han en slags ligestillingspolitik i SVR, idet han sagde, at kvinderne nu skulle have mere betydningsfulde opgaver i tjenesten:

"Uheldigvis er der kun få kvinder, der arbejder i SVR's operative områder. Men vi giver dem grønt lys, og næste år - nu indvier jeg jer i en lille hemmelighed - vil der være en særlig kvindegruppe på vort akademi
[det gamle Andropov-institut]."

Primakov gik af indlysende grunde ikke ind på operative detaljer, men man kan vel forvente, at når en russisk spion i fremtiden bliver afsløret i et vestligt land, vil det ikke altid være en Makarov, men måske en Makarova, ikke en Gordijevskij, men eventuelt en Gordijevskaja.

Et par måneder før Primakov udtalte sig, havde chefen for den norske efterretningstjeneste Overvåkingspolitiet, Hans Olav Østgaard, sagt, at Rusland var et af de lande, der havde styrket sin stab af spinner i Norge"

"Den udenlandske efterretningsvirksomhed i Norge er på det seneste blevet optrappet betydeligt," hed det, og Østgaard nævnte olieindustrien og andre højteknologiske områder, der sættes ind imod:

"Antallet af spioner bevæger sig i bølger, men det er ganske højt oppe nu." Siden 1945 var 47 sovjetiske diplomater blevet udvist af Norge for spionage. 846

Da Bill Clinton var blevet valgt til præsident i USA, forsøgte han - i overensstemmelse med sine valgløfter - at barbere udgifterne til efterretningsvæsenet, men det blev afværget.

"Ja, vi har dræbt en stor drage. Men nu lever vi i en jungle, der er fyldt med en forvirrende mængde giftige slanger,< sagde CIA-direktøren R. James Woolsey, da han mødte for Senatets efterretningskomite, og sådan blev spionageapparaternes betydning forsvaret mange steder.g4'

Sovjetunionens fald bevirkede altså ikke nedskæring i de hemmelige

735

tjenesters arbejde, og i 1996 beordrede præsident Boris Jeltsin da også statens øverste embedsmænd til at lukke det teknologiske gab mellem Rusland og Vesten ved hjælp af spionage. 848

I Italien sagde premierminister Lamberto Dini i januar 1996, at landets efterretningstjenester nu var sat ind mod en omfattende spekulation mod liren - "den systematiske aggressions strategi mod vor økonomiske sikkerhed," som han udtrykte det 849 - og to dage senere meddelte PET chefen, politimester Birgitte Stampe, at den danske efterretningstjeneste nu havde lagt øget vægt på bekæmpelsen af den religiøst (især islamisk) funderede terrorisme" som havde afløst den tidligere mere politiske terrorisme.

"De religiøse terrorgruppers budskab er ikke så klart forankret og identificeret. Det gør vort arbejde sværere, når vi vil dem til livs," sagde hun."  850

I alle lande har efterretningstjenesterne faktisk så travlt som nogensinde. De gamle fjendebilleders forsvinden og Osama bin Ladens terrorangreb den 11. September 2001 har medført, at der er sket en omprioritering af opgaverne, men en spion er stadig en spion, og det vrimler fortsat med dem.

Hvis der i Danmark var en godtroende opfattelse af, at Boris Jeltsins Rusland ikke spionerede mod os - luften var jo tyk af regeringernes gensidige venskabserklæringer hen over den gamle kløft - så blev den godt og grundigt torpederet i 1992, da en uventet spionageaffære satte sindene i bevægelse.

Næsten skridt for skridt var der tale om en gentagelse af en spionageoperation fra 1960'erne, da Oleg Gordievsky gjorde tjeneste i N-Linjen på KGB-stationen i København - bortset fra at den ene mislykkedes, mens den anden gav resultat.

N-Linjen ydede støtte til de illegale spioner, der enten opererede i Danmark eller passerede landet på vej til og fra Moskva (Holger Vivike var en af dem, der hjalp med).

Men i N-Linjen havde Gordievsky også til opgave at skaffe falske identiteter til de illegale, der blev udsendt fra Moskva, og det var i den forbindelse, han søgte at rekruttere kordegn Mogens Brandt Clausen og den katolske præst Niels Oppermann for at komme i deres kirkebøger. Det var også i dette ærinde, at Gordievsky skaffede Claus Toke Jensens dåbsattest til KGB-officeren Vitalij Nuikin.

Folkeregistrene var et lokkende må1 for KGB i dette arbejde, og på

736
 

et tidspunkt så det ud til, at Gordievsky fik en åbning. Hans kollega og gode ven, KGB-officeren Nikolaj G. Korotkikh, der gjorde tjeneste i PR Linjen (fra 1966), var begyndt at dyrke en radikal ungdomspolitiker, der så ud til at have en lovende karriere foran sig. Gordievsky fortæller:
"Korotkikh var en fremragende rekruttør, og han dyrkede den !radikale politiker meget, men på et tidspunkt sagde han, at han ville overlade ham til mig, da N-Linjen formentlig kunne få mere ud af kontakten.

"Manden studerede på dette tidspunkt og havde taget job som studentermedhjælper i Folkeregisteret i København - han var altså interessant i forbindelse med at skaffe persondata, der kunne bruges til falske identiteter til de illegale.

"Korotkikh introducerede mig for den unge mand på en restaurant, og i den følgende tid dyrkede jeg ham intenst. Men der kom ikke noget ud af det. Jeg nåede aldrig til at stille det afgørende forslag, for det var tydeligt, at han ikke kunne rekrutteres. Kontakten kostede KGB en masse penge, for han var altid sulten som en ulv og spiste utrolige mængder, når det var mig, som betalte regningen.

"Da jeg i 1972 kom til Danmark i min anden tjenesteperiode, genoptog j eg dyrkningen af den radikale politiker, men det var nærmest, fordi jeg tidligere havde lagt så stort et arbejde i ham. Det hele førte ikke til noget." 851

20 år senere havde N-Linjen i København mere held i sprøjten.

En middag på Shanghai

Torsdag den 9. juli 1992 klokken lidt over 20 ankom to herrer hver for sig til den kinesiske restaurant Shanghai, der ligger på første sal i ejendommen på hjørnet af Strøget og Gammel Torv i København. De satte sig sammen ved restaurantens mest diskrete bord, bord nr.19, der stod i et hjørne i den inderste del af det store lokale.

Den ene af mændene var vicekonsul og attache på den sovjetiske ambassade Sergej jurijevitj Konrad, der i virkeligheden var KGB-officer i N-Linjen.

Den anden var den 39-årig tjenestemand på Folkeregisteret i Gladsaxe kommune, Jan Henning Hansen.

Det var føringsofficeren, der holdt konspirativt møde med sin agent. Konrad havde foretaget den sædvanlige rystetur for at slippe af med eventuelle skygger fra PET, inden han gik ind i Shanghai.

737

På bord nr. 19 stod et menukort i en holder og reklamerede med friturestegte kinarejer, andesteg med bambusskud og champignonsauce, svinekød i sursød sauce og kylling i karry - alt sammen for 98 kr.

De to mænd kiggede på menuen og bestilte middag.

"Vi vil også gerne have to Tsingtao," sagde de, og tjeneren kom straks med den kinesiske øl.

Shanghai er en stor restaurant, der i reglen er find af gæster, og Konrad og Hansen sad uforstyrrede i deres hjørne - godt beskyttet af den summende snak og travle aktivitet i lokalet. Mødet var operativt og ikke socialt. Formålet var, at Jan Hansen skulle overlevere KGB-officeren bestemte personoplysninger, han havde tilegnet sig i Folkeregisteret.

På et tidspunkt lagde Jan Hansen diskret en kuvert på bordet foran sig, og under samtalen skubbede han den uhyre langsomt - millimeter for millimeter - over mod Sergej Konrad. Denne manøvre skulle forhindre, at nogen kunne opdage den overlevering, der foregik.
Men i samme øjeblik Konrad havde lagt hånd på kuverten, slog lynet ned.
Fem-seks politimænd stod pludselig ved bord nr. 19, og de to sammensvorne sad som støtter.
"De er anholdt. Vi beder Dem om at følge med," sagde den ene politimand til Jan Hansen. En af hans kolleger hævede diskret et kamera og tog billeder af danskeren og russeren.

Et øjenvidne har beskrevet episoden således:
" Det hele så meget naturligt ud - som om det var en samtale mellem folk, der kendte hinanden. Derfor bemærkede de øvrige gæster ikke noget usædvanligt. Politifolkene sagde noget til danskeren, der rejste sig og fulgte med dem ud." 857

Russeren blev siddende ved bordet en stund endnu.
"Han bevarede roen, men havde ikke tid til at spise sin middag færdig og forsvandt alene," siger øjenvidnet.
Sergej Konrad tog straks til KGB-stationen og slog alarm. Det er altid et kritisk øjeblik, når en hemmelig operation bliver afsløret af modstanderens efterretningstjeneste. Al operativ virksomhed bliver indstillet. Hver en detalje bliver gennemanalyseret. Er der huller, der skal stoppes? Personer, der skal beskyttes? Aftaler, der skal aflyses? Problemerne er talløse som sandskorn på stranden.

Og naturligvis skal der sendes et hastetelegram til Centeret med beskrivelse af hele situationen.
Men KGB-rezidenten Nikolaj A. Sjatskikh var ikke til stede. Han

738

var blevet hjemkaldt kort forinden, så det var hans stedfortræder samlede tøjlerne i sin hånd. Ambassadøren Aleksej Obukhov også sat ind i sagen og begyndte at forberede sig på, hvad han skulle til udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen, hvis han måtte stå skole

Det var ikke tilfældigt, at PET slog til på restaurant Shanghai under i det mellem kommunaltjenestemanden og hans føringsofficer. Det nemlig et spørgsmål om at tage de to mænd på fersk gerning i det øjeblik, danskeren gav sin føringsofficer inkriminerende materiale.

I spionagesager er det i reglen utroligt vanskeligt at skaffe bevismateriale, der kan holde i en retssag. Derfor er det altid det sikreste at pågribe de implicerede midt i en akt, de ikke kan løbe fra. Efterretning tjenesten undlader ofte at rejse straffesager mod folk, der har overtrådt loven, fordi man har en udtalt aversion mod at gå i retten med et bevis materiale, der på nogen måde kan anfægtes - allerede fordi dette kar, føre til, at man af et aggressivt forsvar og retten tvinges til at afsløre nogle af de arbejdsmetoder, der helst ikke skal åbenbares.

Bag anholdelsen lå to års intens efterforskning, så PET var i en overlegen position til at s1å til på det tidspunkt, der passede bedst. Både russeren og danskeren var blevet overvåget og nøje undersøgt, og da det stod klart (gennem aflytning og anden overvågning), at der skulle overleveres materiale på restaurant Shanghai, fik man justitsminister Hans Engells tilladelse til at skride ind.

Fra det øjeblik de to mænd trådte ind i den kinesiske restaurant, blev deres mindste bevægelser iagttaget, og PET-folkene må have holdt vejret, da Jan Hansen begyndte at skubbe kuverten over bordet, millimeter for millimeter.

På denne baggrund var det ikke vanskeligt at afslutte sagen.
KGB-officeren Sergej Konrad skulle udvises, og Jan Hansen kunne stilles for retten i løbet af kort tid, da efterforskningen stort set var komplet.
Onsdag den 15. juli blev ambassadør Obukhov kaldt til Udenrigsministeriet, hvor direktør Ulrik Federspiel meddelte ham, at Konrad var færdig i Danmark, og ministeriet udsendte bagefter en pressemeddelelse i den kendte kortfattede klichestil:

"Udenrigsministeriets direktør har d.d. meddelt den herværende russiske ambassadør, at en af hans medarbejdere har udøvet aktivitet, som er i strid med hans stilling som diplomat, og følgelig er udvist af Danmark."853

739
 

Ambassadør Obukhov protesterede ikke, sådan som hans sovjetiske forgængere plejede, når deres folk blev grebet med bukserne nede om hælene. På dette punkt var der sket et stilskift. Men i SVR-hovedkvarteret i Moskva ville man ikke umiddelbart æde ydmygelsen. Da jeg talte med efterretningstjenestens talsmand, oberst (nu general) Jurij Kobaladze, gentog han sig selv fra dagen før:

"Arrestationen var en planlagt provokation [fra PET's side]."
"Udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen siger, at den påstand er
`absurd'. Hvem skal vi tro?"

"De skal tro mig!"  854

Det var også oberst Kobaladze, der havde orienteret journalisten Andrej Poletjuk på Nezavisimaja Gazeta, da denne skrev følgende omgang desinformation i sit blad:

"I det øj eblik nogle dokumenter blev overgivet på en absolut åben måde, angreb folk fra den danske efterretningstjeneste pludselig de to samtalepartnere."855

I løbet af de umiddelbart foregående måneder havde Ekstra Bladet bragt en lang række artikler om KGB's operationer i Danmark, og dette havde ophidset efterretningstjenesten i Moskva. Jurij Kobaladze, der er gammel KGB-officer og spion i England, sagde både til mig og Nezavisimaja Gazeta, at Konrad-affæren i efterretningstjenestens øjne lå i forlængelse af Ekstra Bladets artikler. I den russiske avis stod der:

"Jurij Kobaladze understregede, at provokationen mod den russiske


740

statsborger fandt sted på baggrund af en klar optrapning af anti-russisk hysteri i de danske medier. I særdeleshed fremsættes der mange ankla ger mod den russiske efterretningstjeneste i den danske presse [læs: Ekstra Bladet] ... [og] en tilsvarende kampagne er begyndt i Tyskland. Der foregår der også en intensiv jagt på vore spioner."

I 1992 og 1993 havde jeg flere lange samtaler med oberst Kobaladze, blandt andet ved to lejligheder i hans kontor i Moskva, og det skinnede igennem, at SVR havde den opfattelse, at Ekstra Bladet, som j eg skrev i, var et redskab for skumle anti-russiske interesser i den danske regering og efterretningstjeneste. Dette var virkelig en alt for stor ære, og det viser, at KGB og dens efterfølger ikke havde megen indsigt i dette blads natur.

Ekstra Bladet kan altså fralægge sig enhver andel i arrestationen af Jan Hansen. Faktisk blev bladet snydt for nyheden af en anden avis.

Udvisningen af vicekonsul Sergej Konrad blev en mediebegivenhed. Den 16. juli tog han ud til lufthavnen i Kastrup ledsaget af et talstærkt hold fra KGB-stationen, som skulle sørge for, at han kom sikkert af sted uden at blive antastet af de mange journalister, der også var kommet.

En af de KGB-officerer, der sørgede for, at Konrad kom med Aeroflotmaskinen til Moskva, var ambassadens førstesekretær og konsul Kirill Khorevitj, der i det daglige havde været hans chef. En anden KGB-kollega var førstesekretær Vladimir Surodin, som var stationens sikkerhedsofficer. Dertil var der fire andre mænd: Den ene havde et flot overskæg og var i cowboybukser. Den anden var blond med lang næse og så bekymret ud. Den tredje, der kom i habit og stribet slips, strøg sig nervøst over håret. Den fjerde sad i vindjakke og læste Pravda.

Hele holdet gik med ind i transithallen og fulgte Sergej Konrads afrejse, lige til flyet var lettet. Da han kom til Moskva, måtte han fortælle den detaljerede historie til cheferne.

På rådhuset i Gladsaxe var man chokeret over anholdelsen af Jan Henning Hansen, der havde været ansat i kommunen i 22 år, hvoraf han i 18 havde gjort tjeneste i Folkeregisteret.

"Ingen havde den mindste mistanke til manden. Han har aldrig gjort noget, der kunne henlede opmærksomheden på ham. Det er en lille afdeling, han arbejder i, og medarbejderne kender hinanden godt," sagde borgmester Ole Andersen." 856

Fængslingsfristen blev for lukkede døre forlænget flere gange ved kriminalretten i Gladsaxe, og forsvareren, advokat Jørgen Ancher, lagde ikke op til en hårdnakket indsats mod sigtelserne for overtrædelse af straffelovens § 108:

741

"Sagen synes på nuværende tidspunkt at være opklaret," sagde han efter et af møderne og beskrev den fængslede således:
"Min klient er en fornuftig 'voksen' mand. Han har ikke haft følelsesmæssige udladninger på grund af situationen." 857
Bag kulisserne organiserede PET det bevismateriale, der skulle Bruges i retssagen, og det var ikke vanskeligt. Sagen var ikke omfattende, og den var nem at overskue.

Det hele var begyndt i begyndelsen af 1990 - altså før KGB var blevet til SVR. Nøjagtig som Oleg Gordievsky havde gjort i 1960'erne, forsøgte Sergej Konrad at skaffe persondata, der kunne Bruges til falske identiteter for KGB's illegale spioner, og en dag kom han op i Folkeregisteret på rådhuset i Gladsaxe.
Russeren kom til at tale med Jan Hansen, som han stillede nogle almindelige spørgsmål om forretningsgangen, og der var bid med det samme. Trænet, som han var, i samtaleteknik og omgangsformer var det ikke svært for Konrad at komme på god fod med danskeren, og der gik ikke Lang tid, før denne modtog en invitation til at gå på værtshus.
Hvis man skal lede efter et motiv til, at Jan Hansen indlod sig med

742
 

den fremmede, er det formentlig nok at notere PET's opfattelse, nemlig at det var "trang til spænding og usædvanlige oplevelser", der lå bag kontakten i hele dens forløb. Jan Hansen har formentlig syntes, at det var mere interessant at snakke med en begavet russer end at sidde og spidse blyanter på kontoret. Der opstod hen ad vejen et venskabsforhold mellem de to, sådan som det er almindeligt med en føringsofficer og hans kontakt.

Det første møde ude i byen fandt sted på Barney's Bodega på Søborg Hovedgade, hvor russeren gav en øl. Fra da af udviklede forbindelsen sig med regelmæssige restaurantmøder i København og omegn, og et af de faste steder var Søborg Bodega, der ligger kun et stenkast fra Barney's.
KGB-officeren gik langsomt til værks. I de indledende faser af en rekruttering er det vigtigt ikke at skræmme vildtet væk, og Sergej Konrad var god til at spille rollen som en almindelig diplomat, der på den uskyldigste måde var interesseret i danske forhold.

Men langsomt strammedes tommelskruerne.
Konrad insisterede på, at danskeren aldrig måtte ringe til ham på ambassaden eller hjemme, ligesom han selv heller aldrig ringede til danskeren på rådhuset. Møderne blev aftalt fra gang til gang, sådan som det var rutine med hemmelige kontakter, og Konrad foretog de sædvanlige rysteture med tog og bus for at slippe væk fra PET's skygger. I alt blev der holdt mindst 27 operative møder af konspirativ natur, og PET vaT uset med til dem. Som forsvareren Jørgen Ancher sagde under domsforhandlingen:

"PET har tilsyneladende været lige så meget på værtshus som Jan Hansen og Sergej Konrad." 858
Som det er sædvanligt, bad Sergej Konrad i begyndelsen kun danskeren om at skaffe ganske uskyldige oplysninger. Senere udvidedes kravene, og Jan Hansen opfyldte dem. Han modtog dog aldrig penge af KGB.

Beværtningen på restauranterne var ham betaling nok.
Fra 1990 til 1992 udleverede danskeren følgende til KGB/SVR  859:

• Generelle oplysninger om det danske folkeregistersystem, det centrale personregister og praksis for udstedelse af dokumenter i Danmark vedrørende blandt andet:
• Opbygningen af CPR systemet, blandt andet det såkaldte CPR 78-system og CPR 90-systemet.
• Søgekriterier i CPR systemet, herunder hvilke skærmbilleder der kan
fremkaldes pr. edb, og hvilke oplysninger der kan søges manuelt.


743
 

• Sikkerhedssystemer i CPR systemet, herunder adgangskoder til edbanlæg.
• Hospitalers, præsters og kordegnes funktioner i det danske personregistersystem.
Ud over dette gav Jan Hansen den sovjetiske/russiske efterretningstjeneste konkrete oplysninger om en række enkeltpersoner med navne og adresser:
• Den 10. oktober 1991 bad Sergej Konrad om at få bekræftet adressen
på en dansk statsborger. På et efterfølgende møde den 14. november
udleverede Jan Hansen ham en edb-udskrift med den pågældendes
data.
• På et møde den 20. februar 1992 afleverede Konrad en liste med 16
navne, fødselsdatoer og adresser, som han bad Hansen om at kontrol-
lere. På et nyt møde den 26. marts udleverede Jan Hansen en kuvert
med edb-udskrifter, som identificerede 15 af de 16 personer.

• Den 30. april 1992 afleverede Sergej Konrad en seddel med navne på en dansk og en amerikansk statsborger, idet han bad Hansen om deres adresser, og på et nyt møde den 21. maj gav danskeren ham en edb-udskrift med oplysninger om de to personer.
• Den 2. juli 1992 om aftenen bad Sergej Konrad i telefonen Jan Hansen om at undersøge en bestemt person, der var født den 12. april 1923. På et møde den 9. juli udleverede Hansen en edb-udskrift med oplysninger om den pågældende (åbenbart en hastesag for russeren). Mødet den 9. juli var det, der fandt sted på restaurant Shanghai, og i den kuvert, der blev skubbet over bordet, lå der oplysninger om 15-20 andre personer. Men da PET trådte hen til bord nr.19, var ballet forbi. Under afhøringerne hos PET fortalte Jan Hansen, at han havde læst de artikler om KGB's virksomhed, som jeg havde skrevet i Ekstra Bladet i de første måneder af 1992, og at det var artiklerne om SF-politikeren Gert Petersen, der havde fået ham til at blive betænkelig ved sine egne forehavender. Til PET sagde han: "Jeg fandt, at der var adskillige lighedspunkter mellem det, jeg selv foretog mig, og det, der stod om Gert Petersen, så jeg fik samvittighedsnag. Jeg prøvede også at aflyse det næste møde, men det var umuligt." 860

Domsforhandlingen i spionagesagen fandt sted i kriminalretten i Gladsaxe den 28. august 1992.
Jan Hansen var meget stilfærdig, da han kl. 9 kom ind i retslokalet og
satte sig på en stol foran dommeren. Han bar briller og havde Nike-sneakers

744

på fødderne. Lysegrøn skjorte. Armene på bordet. Blikket rettet mod dommersædet.

Men det hele blev en kort affære. Jan Hansen havde på forhånd erklæret sig skyldig, og forsvaret og anklagemyndigheden havde aftalt, at det hele skulle overstås så hurtigt som muligt. Dette var i begge parters interesse. Jan Hansen slap for, at offentligheden skulle høre på en lang gennemgang af hans personlige forhold og gerninger, og PET slap for at skulle afsløre det mindste om sine arbejdsmetoder eller andre ting, der traditionelt hemmeligholdes.

Det var politiassessor Hanne Fog-Petersen, der fungerede som anklager, og hun havde åbenbart overfortolket aftalen om, at det skulle gå hurtigt, for hun jappede sig igennem materialet, så tilhørerne ikke havde en levende chance for at forstå, hvad der var foregået. Meget blev slet ikke dokumenteret.

"Det har vi hørt ved et tidligere lukket retsmøde, så det behøver vi ikke at gentage," sagde hun om mange vigtige omstændigheder, og dommeren var enig.
Hvis meningen med offentlig retspleje er, at offentligheden skal have mulighed for at følge med i bevisforelæggelsen under en straffesag, var sagen mod jan Hansen en skændsel - helt i tråd med det hemmelighedskræmmeri, myndighederne altid udviser i spionagesager.

Dommen kom til at lyde på otte måneders fængsel, og den blev ikke appelleret.
Der var flere årsager til den milde straf. For det første havde Jan Hansen samarbejdet med PET efter anholdelsen, for det andet erklærede han sig skyldig, og for det tredje mente PET, at han blev bremset, inden der skete ekstrem skade. For eksempel sagde PET chefen Hanne Bech Hansen:
"Vi har afhørt alle, hvis navne er blevet udleveret, og vi har ingen grund til at antage, at deres identiteter er blevet misbrugt. Men vi kan naturligvis ikke vide det." 861

I retten havde forsvareren bedt om den mildeste straf med denne begrundelse:
"Sammenlignet med de forhold, der er beskrevet i Ekstra Bladets artikler om KGB, er Jan Hansens handlinger ikke så slemme. KGB har fået langt, langt mere interessante oplysninger af andre personer."
Jørgen Ancher fortsatte:
"Sergej Konrad har udnyttet Jan Hansen på den snedigste måde. Det er vanskeligt at vurdere værdien af de oplysninger, der er givet, fordi det

745

er et følsomt område, som PET bedst kan bedømme. Jeg har respekt for PET's arbejde, og den kan ikke undværes, men de kunne godt have skredet ind lidt tidligere."
Det sidste argument er klassisk for enhver forsvarer i en spionagesag. Bent Falk Rønne brugte det i Weibel-sagen, og mange andre har gjort det. Men efterforskning i spionagesager er vanskelig, og PET må ofte lade spillet gå videre i lang tid, før det lykkes at sikre de fornødne beviser.

Da jeg efter domsafsigelsen på ny diskuterede sagen med oberst Jurij Kobaladze i SVR-hovedkvarteret, sagde han:
"Jeg mener fortsat, at hele sagen er en provokation, som PET foretog for at skade forholdet mellem Danmark og Rusland."  862
På dette tidspunkt irriterede Kobaladzes stædighed mig, og jeg gav ham en grundig indføring i alle affærens omstændigheder. Da jeg endelig var færdig, blev der pause i telefonen, og så kom det:
"Muligvis har De ret."
Den slags indrømmelser havde man ikke fået i gamle dage.

Flugten

Oleg Gordievskys arbejde som dobbeltspion sluttede i sommeren 1985, da KGB fik mistanke til ham og hjemkaldte ham fra KGB-stationen i London, hvor han skulle være den næste rezident.
Det var muligvis KGB's bedste muldvarp i CIA gennem tiderne, Aldrich Hazen Ames, der havde forrådt ham (i CIA havde Gordievsky kodenavnet Tickle), men forinden havde KGB-ledelsen også fået andre oplysninger. Derfor kom han i skarpt forhør i Moskva, men inden den endelige arrestation lykkedes det ham at flygte.

Det var den britiske efterretningstjeneste MI6, der ved en utroligt kompliceret og nervepirrende operation fik Gordievsky fra Moskva og over grænsen til Finland (han var skjult i et hemmeligt rum i en bil), og på den anden side stod PET klar til at sige tak for de store tjenester, han havde ydet den danske efterretningstjeneste.

PET's rolle i flugten var nøje koordineret med MI6, og på begge sider af Nordsøen havde regeringerne godkendt planen. I England var det premierminister Margaret Thatcher og udenrigsminister Geoffrey Howe, der personligt gav grønt lys, og i Danmark var det statsminister Poul Schluter og regeringens sikkerhedsudvalg.

Geoffrey Howe har i sine erindringer Conflict af Loyalties beskrevet, hvordan han lørdag den 20. juli 1985 på sit landsted Chevening blev opsøgt af "to højtstående embedsmænd (den ene fra FCO, den anden fra
 

746


SIS)", og hvordan han "autoriserede, at planen blev udført" - en beslutning, Thatcher godkendte - mens Poul Schluter med vanlig dansk gedulgthed har nøjedes med en mere kryptisk bekræftelse over for mig:

"Det var en meget speciel sag. Store interessante sager, der indebærer en risiko, kommer i sikkerhedsudvalget."  863

Og risiko var der. Hvis operationen gik galt, kunne det give kolossale diplomatiske vanskeligheder med Sovjetunionen.

I PET var det chefen, politimester (senere rigsadvokat) Henning Fode, og kriminalinspektør (senere chefkriminalinspektør) Per Larsen, der stod i spidsen for samarbejdet med briterne og koordinerede den praktiske udførelse. Gordievsky siger:
"Jeg har altid været PET dybt taknemmelig for den indsats, der blev ydet. De danske politifolk var modige, de var iskolde under pres, og de var dejlige mennesker."

Fra PET hovedkvarteret i København blev to mænd sendt til Finland, hvor de gik i kompagniskab med MI6-agenterne. Da jeg i 1995 talte med den ene af dem, var det tydeligt, at han aldrig ville glemme en eneste detalje i operationen. Den havde prentet sig i hans erindring for livstid. Gordievsky fortæller:
"Danskerne havde lejet to Volvoer og var kørt til den finsk russiske

747

grænse, hvor de mødte mig og briterne. Planen var at køre meget hurtigt gennem Finland til den norske grænse. Vi ville undgå Sverige, fordi det var et neutralt land. I tilfælde af, at noget gik gait, kunne Sverige have nægtet at assistere.

Briterne og danskerne kørte i hver deres Volvo gennem Finland, og jeg var passager. Vi kørte i 30 timer og standsede kun for at tisse eller barbere os. På et tidspunkt spurgte de to danskere mig, hvorfor jeg var så nervøs - nu var jeg jo ude af Sovjetunionen - og jeg svarede:

'Jeg har nu været på flugt i mere end to dage. Det betyder, at der kan være panik i KGB, og [KGB-formanden] Viktor Tjebrikov kan have været i forbindelse med den finske regering og bedt dem lukke grænsen for mig.'"

For Gordievsky, der vidste meget om det sære> interne forhold mellem Sovjet og Finland, var dette absolut en tænkelig mulighed, men PET-folkene svarede ham med et smil:
"Vi tror ikke, det er sket. Det er usandsynligt. Det er jo weekend!"

Gordievsky beskriver dem således:
"De var typiske danskere: sympatiske, varme folk med humoristisk sans. Jeg selv var derimod heft ødelagt af nerver."
Under flugten brugte PET-folkene dæknavne - den ene kaldte sig Niels - og Gordievsky kom først langt senere til at kende deres rigtige identiteter.
Da flugtholdet nærmede sig den finsk norske grænse, sad Gordievsky i danskernes bil.

"De sidste 40 kilometer før grænsen var jeg meget nervøs," siger han. Fra sin tjeneste i Danmark forstod Gordievsky glimrende dansk, men bans udtale var rustet noget, og på turen havde PET folkene trænet ham i, hvad han skulle sige til grænsevagterne, hvis der opstod problemer. Han rejste nemlig på et falsk dansk pas og måtte være parat til at spille rollen som dansker.

"Der var en lille pavillon, og der stod en norsk og en finsk officer i den. Men de stod med ryggen til vinduet, og de holdt slet ikke øje med trafikken over grænsen. Vi blev ikke udspurgt! Vi skulle ikke vise pas! Hvilken tillid mellem to lande! For mig var det utroligt. Jeg havde været et par måneder i Sovjet inden min flugt, og jeg var igen blevet et ægte homo sovjeticus."

Da danskernes Volvo var kommet over på den norske side, bremsede chaufføren, og de steg alle ud af bilen.

"Til lykke! Fra dette minut er du en fri mand," sagde PET-folkene til Gordievsky og trykkede ham varmt i hånden. Der blev også taget et souvenirfoto af det lettede trekløver.

748

"Under turen gennem Finland havde danskerne været klipperolige, men håndtrykket forrådte dem. De var nemlig drivvåde i håndfladerne. Måske var det min snak om Tjebrikov, der havde gjort dem nervøse."

Kort efter blev Gordievsky indlogeret på et hotel i Tromsø, og da opstod der et nyt problem.
"PET havde sørget for nyt tøj til mig, men det viste sig, at målene var belt forkerte. Jakken og bukserne var for lange og for smalle. Sweateren og skjorten var for små. Det hele var forkert. Heldigvis var der en kvinde blandt folkene fra MI6, og hun satte sig til at sy tøjet om. Det kunne danskerne trods alt ikke klare."

Friheden skulle fejres ved en middag med alle deltagerne i flugten, men den blev noget af en fiasko.
"Jeg blev ramt af et voldsomt tilfælde af forsinket stress. Nerveanspændelserne havde været for voldsomme. Så da jeg sad med briterne og danskerne i en dyr fiskerestaurant, kunne j eg ikke få en bid ned. Jeg måtte lade de pragtfulde retter stå."

Fra Norge kom Gordievsky til England, hvor han gennem mange uger blev debriefet af MI6, PET og mange andre. CIA-direktøren Bill Casey fløj over fra USA til en daglang samtale med ham. Det var præsident Ronald Reagan, der havde sendt Casey, og formålet var, at Gordievsky skulle give baggrundsorientering, som Reagan kunne bruge under sit forestående topmøde med Mikhail Gorbatjov.

749

I årene efter flugten blev Gordievsky en værdifuld konsulent for de vestlige efterretningstjenester. I modsætning til mange andre sovjetiske dobbeltspioner, der hoppede af til Vesten, blev han ikke desillusioneret og ensom. Men han slap heller ikke gratis.
Han havde taget et mægtigt spring ud på dybt vand, da han mange år tidligere lod sig rekruttere af MI6 i København, og det nervepirrende dobbeltliv havde sine omkostninger.
"Jeg vidste, hvad jeg gjorde. Jeg kendte den risiko, jeg 1øb. Jeg vidste, at det drejede sig om et spil, der kunne ende med, at jeg blev arresteret og henrettet."

Den dag i dag har Gordievsky søvnløse nætter som eftervirkning af de mange år, da han balancerede på en knivsæg, og da vi en dag talte om dette, sagde han:
"Jeg kom til den sovjetiske ambassade i Østberlin, to dage før Muren blev bygget i 1961. Ofte ønsker jeg, at jeg den dag var flygtet til Vesten."
Det var et held for MI6 og PET, at han ikke gjorde det.

Leila Alijeva Gordijevskaja

Da Gordievsky var flygtet til Vesten, sad hans kone og børn alene tilbage i Moskva, og de fik en hård tid. Leila Alijeva Gordijevskaja,"° der blev Oleg Gordievskys anden kone, besøgte mig i 1990'erne i København og fortalte sin historie, der gav nuancer til KGB-billedet, som man ikke hørte fra hendes mand - eller for den sags skyld fra andre mænd i KGB.

Leila betragter sig selv som aserbajdsjaner, selv om hun er født i Moskva. Faderen er nemlig muslim fra byen Sheki, og der står familiens vugge:
"De var utroligt fattige. Far ejede kun et par bukser, og familien eksisterede på et minimum. Sådan var det også i de senere år, da jeg besøgte min farmor."

Under Anden Verdenskrig begyndte KGB at rekruttere folk fra de fjernere republikker i Sovjetunionen, og Leilas far fik chancen, selv om han ikke talte russisk. Den fattige dreng fra provinsen kom derfor til hovedstaden, hvor han gjorde sin lykke. Han kom på en af KGB's særlige spionskoler, og der blev han undervist i russisk af en ung kvinde, som han giftede sig med. Hun blev senere Leilas mor.
"Begge mine forældre var KGB-officerer, men efter Stalins død kom der nye regler, der sagde, at kun den ene af et ægtepar kunne være i KGB.

750

Derfor trak min mor sig tilbage, men den dag i dag taler hun med taknemmelighed om, hvordan KGB har hjulpet dem i livet.

Far var major og fortsatte, til han var 45 år. Derefter skabte han sig en videnskabelig karriere på instituttet for sociologiske studier i Moskva. Han blev en stor ekspert i islamiske spørgsmål, selv om han ikke var troende."

Da forældrene blev gamle, blev Leilas mor blind og fik kræft, men faderen passede hende med en utrolig omsorg. Leila siger:
"I en muslimsk familie er manden tsar, og konen er hans slave. Men det var min far, der ofrede sig for min mor."

I 1977 var Leila en ung og livsglad moskovit. Hun arbejdede som journalist på Moskovskij Komsomolets og havde ikke den mindste interesse for politik. Men hun var 100 procent loyal over for regimet, og hun satte aldrig spørgsmålstegn ved det kommunistiske diktatur. Så faldt der en appelsin i hendes turban, for hun fik en stilling i WHO's afdeling i København (FN's sundhedsorganisation). Det var nærmest uopnåeligt for sovjetborgere at komme til udlandet, og det blev betragtet som et stort privilegium. KGB undersøgte hendes baggrund, og den var ulastelig.
"Jeg kom til lufthavnen i Kastrup den 7. februar, og det var som et eventyr. I Moskva var der minus 40 grader Celsius, og i Kastrup så jeg blomstrende roser. Jeg følte mig som pigen Gerda i H.C. Andersens eventyr 'Snedronningen'.

Livet i Danmark var utroligt. Butikkerne bugnede af varer. Der var frihed, selv om vi var 'slaver' for den sovjetiske ambassade i Kristianiagade."
Lønnen fra WHO var på 8000 kr. om måneden, og selv om Leila måtte aflevere de 6000 til Sovjetunionens ambassade, følte hun sig alligevel

751

rig. Hun købte mange gaver til familie og venner i Moskva. Og hun mødte KGB-officeren og diplomaten Oleg Antonovitj Gordievsky.

"Vi traf hinanden ved et badmintonstævne. Oleg var dynamisk og humoristisk. Han var uhyre intelligent og havde en hukommelse som en computer. Han havde en analytisk hjerne, og han kunne charmere enhver kvinde på jorden. Jeg blev dybt fascineret af ham."
Der udviklede sig et intenst forhold mellem dem, men først i 1979 var vejen banet for et bryllup. Gordievsky skulle nemlig have ordnet skilsmisse med sin første kone.

Leila syntes, at livet i Danmark var en dans på roser. Hun oplevede en ny verden.
"Det var Oleg, der åbnede mine øjne for det sovjetiske systems spændetrøje. Han anbefalede mig de offentlige biblioteker i København og foreslog, at jeg læste alle de sovjetiske forfattere, der var forbudt hjemme. Jeg begyndte med Aleksandr Solzjenitsyn, og det var et chok for mig."
I de næste år var Leila den perfekte KGB-hustru, der gjorde og tænkte alle de rigtige ting. Børnene kom. Hendes mand steg i graderne. De havde mange venner i KGB's organisation, og nogle af dem fik de højeste poster.

Men Oleg fortalte hende aldrig om sin hemmelige og dødsensfarlige dobbelttilværelse som agent for MI6 og PET.
I 1985 blev Gordievsky kaldt hjem fra London til  "konsultationer" med generalerne i KGB, og senere fik Leila besked på også at rejse. Ballonen var ved at revne, men hun vidste det ikke. I forsommeren tog hun med børnene på ferie ved Det Kaspiske Hav, og da hun kom tilbage til Moskva, var Oleg væk. Han var flygtet - smuglet ud af Sovjetunionen af den britiske og den danske efterretningstjeneste - og i sovjetregimets øverste top var der både panik og raseri. Mikhail Gorbatjov tog sig personligt af sagen.

"Som alle andre KGB-hustruer vidste jeg, hvad jeg skulle gøre, hvis der skete noget med min mand. Jeg havde en liste med telefonnumre på KGB-officerer, som jeg skulle ringe til og bede om hjælp. Så jeg ringede til dem i hovedkvarteret i Jasenevo og sagde, at Oleg var forsvundet.

Men de beroligede mig. 'Han er nok på druk,' sagde de og lo. Tre dage senere kom KGB til mig, og nu var tonen en anden. De viste mig en ransagningskendelse og sagde med barske stemmer: 'Din mand er en forræder, han er spion for englænderne. Der bliver en retssag. Du er blevet en forræders kone.' Fra dette øjeblik kom jeg aldrig ud af KGB's kløer. I de første tre måneder måtte jeg stille til utallige afhøringer i Lefortovo, og de ville vide alt om Oleg. Hans bevægelser. Hans kontakter. De mindste detaljer i hans liv.

752

Samtidig med dette foregik der en gigantisk undersøgelse. Hundredvis af mennesker i og uden for KGB blev afhørt. Man forsøgte ikke blot at vurdere de skader, der var opstået ved hans virksomhed for Vesten. Man forsøgte også at komme på sporet af enhver, der kunne have hjulpet ham."
I november 1985 meddelte KGB Leila, at hendes mand var blevet dømt til døden in absentia, og at alle deres ejendele derfor - efter loven - skulle konfiskeres af Staten. Der ville blive sendt en lastbil for at hente det hele.

Leila havde mistet både Oleg og sin frihed. Men hun havde også mistet sin barnetro. Hun mistede tillige al indtægt og blev forsørget af sin far, der kun havde en lille pension. Nu ville de så have det sidste: hendes indbo.
"Jeg ringede til en højtstående KGB-chef og sagde til ham: Jeg dræber mig selv og mine børn, hvis I konfiskerer mine møbler og ejendele.' Derefter lod de være. Men de overvågede mig 24 timer i døgnet. I seks år og to måneder aflyttede de min lejlighed og de steder, jeg besøgte. Jeg kunne ikke gå på toilettet, uden at de vidste det. Jeg blev skygget overalt. De brugte tre biler."

Leila siger, at det mest skræmmende i denne periode var tavsheden.
"Jeg tænker på Olegs tavshed. Jeg havde behov for at høre hans stemme. Han var min vejleder. Han var som en ældre bror, man ikke kan undvære."

753

KGB's terror blev også udstrakt til selve ægteskabet med Oleg. I 1986 "anbefalede" de, at Leila lod sig skille fra ham, og en "anbefaling" fra KGB var det samme som en ordre. De kørte hende oven i købet til det kontor, der ordnede sagen.
Børnene skulle i skole, og de fik Leilas pigenavn for ikke at gå med det frygtelige stempel "Gordijevskij" på sig. Venner og bekendte forsvandt som dug for solen.
"Frygten lå i blodet på dem. Det kunne være farligt at pleje omgang med 'en forræders kone', og ingen ønskede at løbe risikoen. Jo, der var dog nogle få, og en af dem var en kollega til Oleg. Denne ven i KGB blev ved med at ringe til mig og pleje venskabet. Han var ikke særlig modig, men han var ærlig og hæderlig. Men han blev fyret for det. I dag er han forretningsmand."

Rækken af frustrationer, chikanerier og knuste håb var endeløs i de seks år, der gik, inden Leila og børnene slap fri. Børnene fik en løgnehistorie, når de spurgte efter far, og hverdagen var en evig kamp på mange fronter - uvisheden og usikkerheden var det værste. Leila kom først ud af Sovjetunionen efter det mislykkede statskup i august 1991. Bag kulisserne havde den britiske regering forsøgt at formilde Gorbatjov til at lade hende og børnene rejse, men partichefen var benhård. Der var ingen nåde for Oleg Gordievskys familie.
I England genvandt Leila sin sædvanlige optimisme, men hun glemmer aldrig, at KGB stjal nogle af de bedste år i hendes liv.

 

833 Charles Van Doren (ed.): "Webster's American biographies",
G. & C. Merriam Company, Springfield, Massachusetts, 1974.

834 Politiken den 18. juni 1977.

835 Information den 4: 5. januar 1992.

836 Samtaler med Jakob Andersen, 1. og 2. januar 1992.

837 Today's Slaves af white America, 31 sider. Artikel forfattet af KGB's Tjenestegren A (Aktive Foranstaltninger). Udleveret til Jakob Andersen af Jacob Holdt.

838 Information, den 4: 5. januar 1992.

839 Ibid.

840 Pressemeddelelse fra Jacob Holdt, dateret den 2. januar 1992.

841 Disse dokumenter er i den britiske efterretningstjeneste MI6's og PETs besiddelse.

842 Samtale med Jakob Andersen den 1. januar 1992.

843 Jacob Holdt sendte i en årrække et langt "julebrev" ud til sine venner. Citatet er fra julebrevet 1989.

844  Ed A. Hewett & Victor H. Winston (ed.): Milestones in Glasnost and Perestroyka, The Brookings Institution, Washington D.C., 1991.

845 Reuter den 20. december 1995. Artikel af Martin Nesirskij.

846 Ritzaus Bureau den 26. September 1995.

847 Wise: Nightmover, s. 302f

848 Artikel fra Moskva af Timothy Heritage, Reuter, 7. februar 1996.

849 Reuter den 26. j anuar 1996.

850 Morgenavisen Jyllands-Posten den 28. januar 1996.

851 Da Jakob Andersen i 1992 talte med manden, havde han forladt politik og indtog en betydningsfuld stilling i det offentlige liv. Han benægtede på det voldsomste, at han nogensinde havde mødt Gordievsky eller Korotkikh. Dette var en klar usandhed og virkede nærmest som en slags "berøringsangst" vedrørende fortiden.

852 Fortalt af en ansat i restaurant Shanghai til Ekstra Bladet den 16. juli 1992.

853 Usigneret pressemeddelelse fra Udenrigsministeriet den 15. juli 1992 betitlet "Udvisning af russisk diplomat".

854 Samtale med Jakob Andersen den 24. juli 1992. 855 Nezavisimaja Gazeta den 17. juli 1992.

856 Samtale med Jakob Andersen, se Ekstra Bladet den 17. juli 1992.

857 Se Ekstra Bladet den 18. juli 1992.

858 Ekstra Bladet den 29. august 1992.

859 Dom ved kriminalretten i Gladsaxe den 28. august 1992.

860 Ekstra Bladet den 29. august 1992.

861 Ibid.

862 Ibid.

863 Samtale Jakob Andersen/Poul Schluter den 22. marts 1995.

864 I denne bog er Gordievskys efternavn stavet med engelsk translitteration, fordi det er det navn, han går under, men med dansk translitteration vine stavemåden være Gordijevskij.

Fotos:

Side 741 Den ydmyge Barney's Bodega, hvor spionerne mødtes. (FOTO: CONNIE MARINI/POLFOTO).

Side 746  Kriminalinspektør Per Larsen fotograferet i PET hovedkvarteret. Henning Fode. PET chefen (den senere rigsadvokat)
(FOTO:JAKOB ANDERSEN).
(FOTO: LARS HANSEN)POLFOTO).

Side 750  Leila Alijeva Gordijevskaja,
der i Moskva blev holdt som
gidsel sammen med børnene,
da hendes mand flygtede tit
Vesten. Billedet er taget på
Jakob Andersens kontor efter
Sovjetunionens sammenbrud.

(FOTO: JAKOB ANDERSEN.)

Side 752  Her er familien samlet igen. Oleg Gordievsky, Lei1a og børnene slog sig ned i England.

(FOTO: SIGURD BO BOJESEN)

 

 Tilbage til oversigt over mine artikler

Copyright © 2002 KGB