Jacob Holdt:
Mine foredrag 


 


Om at sige ja
....til at integrere os med
de andre
-
især dem vi har fordomme overfor


Dette billedforedrag har jeg brugt i forskellige sammenhænge såsom for Integrationsministeriets medarbejdere.
Velegnet for virksomhedsledere.
For nylig så Clement Kjersgård det til et seminar for offentligt ansatte i Odense, hvor han var ordstyrer:

"Kære Jacob!  Tusind tak for sidst - i Odense, det var en kæmpe oplevelse at se dit foredrag. 
Clement"
 


Foredraget handler om hvordan jeg vha. ikke-voldelig kommunikation først integrerede mig med de sorte i USA's voldelige ghettoer, siden med de mest voldelige elementer i verdens farligste slumkvarterer i Sydafrika og Haiti, samt med Ku Klux Klan og endog massemordere i USA krydret med lidt KGB og STASI inside-historier. Hvorefter jeg langsomt drejer fokus over på vores hjemlige lille verden og viser hvordan jeg integrerede mig med indvandrerne/muslimerne i Danmark - humoristisk fortalt med billeder fra de endeløse etniske bryllupsfester jeg bliver inviteret med til "og alle de penge jeg sparer ved at leve af muslimsk festmad hele tiden" :-) I hele foredraget bruger jeg cost-benefit-beregninger af hvordan det er i vores egen egoistiske interesse at integrere os med "de andre".
Vigtigst er dog hvordan indvandrerne derigennem også åbner sig op for mig og mine/vore danske/grundtvigianske værdier. Selv Hizb-ut-Tahrir og islamister ....når jeg har dem til kaffebønnemøder i mine stuer :-) 

Dette foredrag smitter alle med sin positive og inkluderende tænkning, giver tilskuerne "nyt mod på livet". Det kan bruges i kortere eller længere udgaver f.eks som gå-hjem-efter-fyraftens-foredrag på lidt over 1 time - eller som jeg lavede det for alle de ansatte til Merkur Banks landsmøde - over hele to dage. 


En reaktion fra et Dansk Front medlem:
"Jeg ville blot sige tak for et fantastisk foredrag. Jeg kan ærligt indrømme, at jeg aldrig nogensinde har lært så meget om livet på en enkeltstående begivenhed. Jeg var helt nærmest i ekstase bagefter, og de ting du fortalte, er utvivlsomt nogle jeg vil kunne bruge resten af mit liv! Jeg er fuld af beundring over din evne til, at tro på det bedste i alle mennesker, og din livstilgang er mig et mål. Du er en enorm inspiration, jeg har tidligere været medlem af Dansk Front, og det er takket være dine fine budskaber, at jeg indså, at det simpelthen ikke var nogen løsning, at hade. Tværtimod. Du skal vide, at du har gjort en fænomenal forskel for mig, og haft stor betydning for mig - jeg har lært meget af dig, og har stadig meget at lære endnu. Nu er jeg i gang med en læreruddannelse, og jeg ved, at mange af de ting du fortalte, vil jeg bruge i min undervisning. Du har lært mig mere end hvad jeg nogensinde har kunnet finde i nogen bog, og jeg vil utvivlsomt følge dit eksempel, og rejse ud i verden - måske jeg engang kunne få lov til at rejse med dig til USA? I hvert fald, tusind tak for at have åbnet mit sind, jeg er meget taknemmelig."
Fra mail af Simon

En reaktion en brun muslimsk dansker af pakistansk baggrund:

Kære Jacob
Jeg er helt blæst væk efter dit foredrag i aftes. Jeg er så taknemlig for at komme til at kende dig, jeg har ikke ordene lige nu, men jeg tror jeg kommer til at skrive til dig senere når tankerne falder på plads.
Jeg har altid været meget bevæget og påvirket af den racisme jeg oplever i hvide mennesker og det syn farvede/sorte mennesker indprenter i dem selv - the white man's look (som Fanon taler om). Jeg har altid brændt for dette område, men har holdt mig væk fordi jeg var bange for, at det ville gøre mig bitter at arbejde imod denne racisme og skabe awareness omkring den. Jeg er/var bange for at det ville gøre mig bitter overfor den hvide mand. Men dine foredrag samt mine egne tanker om kærlighed i det sidste lange stykke tid har vist mig, at det godt kan lade sig gøre at tale om denne racisme uden at blive bitter eller hård. For som du siger, så handler det kun om at finde ind til menneskets kerne, som er kærlighed, sårbar og blød, og tale til den den og ud fra den. Jeg tror ikke så meget at det handler om at indvandrerne lærer Grundtvigianske værdier af dig. Jeg tror mere at du åbner folks øjne for den kærlighed de allerede har i dem selv. Og det tror jeg gælder for alle de mennesker du møder. Du hjælper dem til at finde kærligheden frem i dem selv, fordi du møder folk med denne kærlighed og du insisterer på den. Det er det der gør dig så unik og "legende"-agtig. Det er derfor dine foredrag rammer mig så dybt for jeg har livet igennem selv prøvet at udleve og insistere på denne kærlighed - også i mødet med den anden.
Nåh nu kom ordene alligevel.
Tak for dine tanker, dit livssyn, din person og dit budskab.
Jeg ønsker alt det bedste for dig, jeg ønsker for dig fred, ro, godt helbred, glæde og spontan og ærlig kærlighed.
Knus Zehra Naimi

 


Tekniske krav:

Da jeg af miljømæssige årsager altid prøver at bruge offentlig transport til dette og mine andre PowerPoint foredrag, bedes arrangøren ca. en halv time før have stillet en video projektor og et lærred op. Lærredet bør stå/hænge så højt oppe at alle i salen kan se bunden af videobilledet hen over hovedet af publikum foran. Er der mere end 50 tilskuere bør der også være mikrofon.

Tilbage til mine andre foredrag


Copyright ©
2011 Jacob Holdt; All rights reserved. 

     
 
 

 

 
 
 




 
 
 
 



 

    Introduktion
Showet
Bogen
AnmeldelserBookning Fotogalleri
Racisme Artikler Lyd og video
Kontakt og kalender
Jacob HoldtKontakt og kalender