Bogen 
 - uddrag af bogen


Lukas 7:36-50
 

Den eneste gang, hvor det lykkedes mig at tale nogen fra at foretage et overfald, var ved et mærkeligt sammentræf af omstændigheder i Greensboro, North Carolina. Jeg boede hos en sort socialrådgiver, Tony, hvis far ejede en af de værste barer i den sorte ghetto. Jeg hang altid i baren om aftenen.
 

Mand myrdet i New Orleans

En aften mødte jeg to sorte piger af den kriminelle type derinde og vi besluttede, at jeg skulle tage med dem hjem. Først stjal vi noget vin i en forretning og strøg så lige ud i den ventende taxa. Da vi sad på bagsædet og var kommet i gang, spurgte jeg pigerne, hvordan de havde i sinde at betale, eftersom jeg vidste, at de ikke havde penge. 

Pyt, sagde de, bare vent. Lad os ordne det. Når vi kommer til stedet vil vi bare slå ham ned og tage alle hans penge. Dette kom lidt bag på mig, da jeg ikke havde prøvet at slå en taxachauffør ned før, men jeg sagde alligevel ikke noget. Så pludselig vendte den sorte chauffør sig om for at spørge om noget, og jeg opdagede, at jeg kendte ham. Det var jo socialrådgiverens bedstefar, som ejede byens største sorte taxaselskab. 

Da kan det nok være, at jeg tog sagen i mine egne hænder. Jeg råbte stands til chaufføren, og sagde han kunne få betaling næste dag gennem sønnesønnen. Derefter rev jeg håndtasken med pistolen ud af den ene piges hånd og skubbede dem ud af døren, mens de måbede ligeså meget som taxachaufføren. Ude på gaden råbte jeg til dem: "Det er jo Tonys bedstefader, I fjolser". Skønt de kendte Tony, ville denne kendsgerning naturligvis ikke have standset dem, men da de var ude af bilen og taxaen kørt, havde de i hvert fald ingen mulighed for, at skade ham. 

Tit chokerede sådanne pigers råhed mig. Jeg så dem bestandig gøre de mest modbydelige ting mod både mænd og kvinder. Netop derfor var det så overvældende en oplevelse, når et forhold kunne opstå imellem os, og jeg fik lejlighed til at få et glimt af den varme menneskelighed neden under den hårde skal af ondskab og tvetungethed (backstabbing), som dette voldelige system havde givet dem. 

Mennesker, som i den grad er slavebundne af en voldelig måde at omgås, nærer en dyb længsel efter frihed og en mere menneskelig måde at omgås hinanden på. Alligevel kan denne længsel ikke komme til at blomstre, da den konstant kvæles af de voldelige vibrationer, den modtager fra ghettoens andre fanger. De hvide og bedrestillede negre med "finkultur" kommer denne længsel ikke i kontakt med, da disse "finkulturer" kun har foragt tilovers for ghettokulturen - en foragt der konstant føles og fornemmes i ghettoen, og som er den direkte årsag til at ghettoen bliver mere og mere voldelig. Den ømhed, jeg så ofte fandt i vore forhold og som så let kunne have fået lov at slå rod i mere menneskelige samfundssystemer, virkede så usigelig stærk og smertende på mig netop fordi jeg igen og igen så, hvordan systemet gjorde det mere naturligt for disse piger at handle i et mønster af råhed frem for ømhed.
 

Bedende narkoman i Florida
 

En anden aften i Jacksonville, Florida, havde jeg truffet en sød, sort pige, som lovede mig at finde et sted, hvor jeg kunne bo. Vi gik hen til hendes veninde, som var prostitueret, men hun havde haft problemer med sin fyr, så dér kunne vi ikke bo. Vi vandrede rundt hele aftenen og prøvede både den ene og den anden mulighed. Den prostituerede blev stadig mere interesseret i at skaffe os et sted at være. Pigerne aftalte så, at hun skulle "turn a trick" på en hvid taxachauffør, mens jeg sad og ventede i en kaffebar.

Nogen tid senere kom de helt oprevne løbende tilbage og sagde, at jeg skulle komme hurtigt. Vi fik et værelse på et motel og jeg opdagede, at de havde langt mere end de 10 dollars, man normalt får for et "blow job" på gaden. Jeg spurgte dem, hvorledes det kunne gå til, men de ville ikke sige hvordan. 

Først senere fortalte de om det. Det viste sig, at den ene havde fået lokket den hvide mand ind i en mørk gyde, hvor hun så havde foretaget "jobbet". Men så havde hun pludselig grebet en stor mursten ved siden af og slået manden oven i hovedet. Da han ikke faldt omkuld øjeblikkeligt, havde hun taget en jernstang og slået ham oveni, igen og igen, indtil han øjensynlig var død. 

Derefter tog hun hans pung op og løb tilbage til den anden pige, som havde stået i baggrunden og overværet det hele. Sagen var, at hun havde følt hun lige så godt kunne tage lidt mere end de 10 dollars, så hun også kunne nyde natten med et skud heroin. 

Men da vi alle tre lå der på motellet i en dobbeltseng, fik de åbenbart sjælekvaler, og det viste sig, at de begge var stærkt religiøse. I flere timer bad de: 
"Åh, Gud, Gud, gør dag noget så han ikke dør". 
Det var en nervøst stammende bøn ind imellem forsøgene på at finde en vene, de kunne sprøjte i. 

Allerede næste morgen havde de glemt det hele igen. De var mest bekymrede over at have sovet over sig, så de nu kom for sent til søndagsgudstjenesten, hvor de skulle synge i kirkekoret.

Brev til ven  


 

  - andre emner herunder:

Uddrag  om volden som jeg overværede i underklassen

Uddrag om at blaffe med nogle af mine oplevelser

Hvor bogen kan købes

Noter til den ny udgave fra 2011

Hele teksten af den tidligere bog kan læses her

Anmeldelser af bogen i USA

Anmeldelser af bogen i Danmark

Hele teksten kan læses her

 

   

    This page in English
 

Copyright © 1997 AMERICAN PICTURES; All rights reserved.