 
DEN PÆDAGOGISKE BETYDNING
AF ET
ENSIDIGT SHOW
Dette (dias-) show skildrer
samfundet fra et frøperspektiv - fra de ringest stilledes synsvinkel:
et samfund er ikke bedre end det er for de svageste af dets medlemmer!
Da denne betragtningsmåde
er stik modsat den de fleste amerikanere opdrages med - at man dømmer
et samfund på muligheden for succes - har det tendens til at sætte enorme
forsvarsmekanismer i gang.
KONFRONTATION MED VORE EGNE
FORDOMME
Disse forsvar (og
de følelser de fremkalder) er særligt overvældende for hvide amerikanere,
som ofte mestrer kunsten at efterrationalisere fattigdom og racisme til
fuldkommenhed - og muligvis forsøger at slå fra sig.
Dette er en sund
reaktion eftersom man er genstand for en form for undertrykkelse under
showet, men lad ikke disse forsvar blive anstødssten, som kunne lukke
dig ude fra en uvurderlig oplevelse med langvarigt udbytte.
Når sorte mennesker
(eller indvandrere) forsøger at udtrykke deres følelser vedrørende deres
undertrykkelse, kommer de ofte med et udsagn som "De hvide (eller
de indfødte) har det fulde ansvar for ghettoerne (punktum!)".
Hvad hvide altid
gør er at ændre dette punktum til et komma fulgt af en "Ja, men"
rationalisering: "Ja, men hvad med kriminaliteten? Hvad med alle
dem på understøttelse?"
Og således prøver de øjeblikkeligt at udvande det vrede udsagn fra et
såret menneske.
"SHOWET" ER UNDERTRYKKELSE,
IKKE UNDERHOLDNING !
I Amerikanske Billeder får
du ikke lov til det. Du vil gå igennem et uafladeligt og tilsyneladende
endeløst bombardement af udsagn af den type sorte (eller undertrykte overalt)
altid har forsøgt at udtrykke til os, men du vil intet afløb få for dine
forsvarsreaktioner. På denne måde bliver du undertrykt!
Denne proces kombineret med
længden (følelsen af "intet lys for enden af tunnelen", som
er det mest undertrykkende aspekt ved undertrykkelse) vil skabe følelser
i dig som dem de sorte amerikanere har ved at arbejde og leve hver dag
i hvide institutioner.
Til slut i showet vil du blive
præsenteret for en liste over disse følelser. Alle er de på kort sigt
ikke-konstruktive. Men at opleve hvor paralyseret og ubrugelig du føler
dig efter en sådan mini-model af omvendt undertrykkelse, kan gøre
det lettere for os at forstå, hvorfor det er så svært at klare sig godt
for dem, som vores racisme indespærrer i sådanne følelser fra tidligste
barndom.
Og omvendt: du vil måske tilmed
fornemme hvordan sådanne følelser kan føre til irrationel eller selvdestruktiv
opførsel og derved bedre være i stand til at forstå de aspekter i sort
(amerikansk) opførsel, som vedholdende puster til ilden i vores racisme.
Forståelse af hvordan vi alle
er ofre i et sådant reciprokt system og hvordan det truer mange af de
bedste værdier i vort samfund kan i det lange løb føre til en slags handling,
som ikke er baseret på skyldfølelse, men på ægte solidaritet og egeninteresse.
PROBLEMER FOR ET SORT PUBLIKUM
For sorte (amerikanere) er
showet heller ikke automatisk konstruktivt. For at vise hvor ødelæggende
racismen er, koncentrerer det sig om den del af befolkningen, som er mest
sønderknust af den. Mange sorte prøver effektivt at værne sig bag et usynligt
skjold for at undgå at blive inficeret af denne racisme, og showet vil
derfor fremkalde stærk smerte, som til tider vil forekomme overvældende,
ligesom det kan føre til handlingslammende følelser af at være offer,
der virker imod hensigten.
Men for mange sorte har showet
været en positiv oplevelse ved at have øget deres forståelse af virkningen
af indvendiggjort racisme.
PROBLEMER FOR ET EUROPÆISK PUBLIKUM
For europæere fra mere homogene
samfund er showet måske mest problematisk, da den indbildte afstand til
problemerne let fører til patroniserende holdninger snarere end ægte solidaritet
- en form for racisme sorte amerikanere er yderst følsomme overfor.
Nogle vil endog reagere med
primitive følelser af selvretfærdighed og national-chauvinisme - og derved
afsløre at de er fuldstændig uden indleven i de langt mere utilgivelige
former for racisme vi nu oplever i Europa (dvs. uden dybe historiske rødder
i slaveri).
SAMMENLIGNING AF USA MED
VELFÆRDSSTATER
I vor søgen efter løsninger
på racisme og fattigdom foreslår jeg at vi adskiller de to i vore diskussioner.
Jeg er selv formet i mit grundsyn af den europæiske velfærdsstat og foreslår
denne som en løsning på institutionaliseret fattigdom og utryghed (Bemærk:
ikke racisme!)
De fleste amerikanere har
meget lidt kendskab til velfærdsstaten og forbinder den fejlagtigt med
"almisser ovenfra," "ødelæggelse af initiativet" og
"at give afkald på sine indtægter til høj skat."
Mit spørgsmål er om et samfund
har råd til IKKE at have en velfærdsstat med lige muligheder for alle?
Amerikanerne har ufattelige omkostninger ved ikke at have en velfærdsstat
og gennemsnitsborgeren ender derved med at have langt færre penge og tid
til f.eks. ferie (når alle regningerne er betalt) end borgerne i Europas
velfærdsstater, som betaler dobbelt så meget i skat, men netop derved
får flere penge til overs til f.eks. rejser.
RACISME, SEXISME, HOMOFOBI OSV,
FLORERER I ALLE SYSTEMER
Mens der altså ingen undskyldning
er for at have fattigdom i et rigt demokrati (det er noget vi stemmer
for eller imod ved hvert eneste valg), florerer racisme i alle samfund
uden at vi kan gøre for vores racisme eller må bebrejde nogen for at være
racist.
Men når vi bliver klar over,
hvor ødelæggende denne racisme er, må vi alligevel tage ansvar for den
ved at blive bevidste anti-racistiske racister. I første omgang
ved i workshops at komme i kontakt med de dybere smertesafgrunde i os
selv, som får os til at tænke dårligt om andre, at frygte andre og sluttelig
at isolere andre. Siden hen ved livet igennem at arbejde med vores racisme,
at anerkende den uden skyldfølelse (da selve skyldfølelsen er den værste
racisme for målgruppen) samtidig med at vi hele tiden bevidst handler
og stemmer som allierede af målgrupperne: de sorte, indvandrerne, kvinderne,
de homoseksuelle, jøderne, muslimerne, handicappede osv. Husk: de undertrykkende
sider i os kommer til udtryk på tusindvis af måder og ses f.eks. næsten
lige så hyppigt i racisten som i den erklærede ikke-racist:
i behovet for at fordømme andre uden først at sætte sig ind i deres barndomsoplevelser,
baggrund og historie!
Jacob Holdt
| 
