Prædiken i Københavns Domkirke 28. april 2002

 

Det fælles og det forskellige:
"Dialog med den samaritanske kvinde"

af Jacob Holdt og Sherin Khankan


Da Sherins indslag skulle være en total overraskelse bad jeg hende om ikke at bære slør under prædikenen. Normalt bærer hun altid tørklæde i Guds Hus og derfor også under fotograferingen efter gudstjeneste.

  
Jeg giver jer et nyt hjerte og en ny ånd i jeres indre. Jeg fjerner stenhjertet fra
jeres krop og giver jer et hjerte af kød. Jeg giver jer min ånd i jeres indre,
så I følger mine love og omhyggeligt holder mine bud. (Ezekiel 36,26-27)
Læst af pastor Johannes Værge


Klik på fotografier og links for forstørrelser og baggrundshistorier

 

 

 

 

Dagens tekst Johannes 4, 1-39 (læst af Jacob):

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

Da Jesus nu forlod Judæa og vendte tilbage til Galilæa, måtte han tage vejen igennem Samaria. Han kom da til en by i Samaria i nærheden af det stykke jord, Jakob gav sin søn Josef. Dér var Jakobskilden. Træt af vandringen satte Jesus sig ved kilden.

Carl Bloch: Jesus og den samaritanske kvindeEn samaritansk kvinde kom for at hente vand. Jesus sagde til hende: "Giv mig noget at drikke." Hans disciple var nemlig gået ind til byen for at købe mad. Den samaritanske kvinde sagde til ham: "Hvordan kan du, en jøde, bede mig, en samaritansk kvinde, om noget at drikke?" - jøder vil nemlig ikke have med samaritanere at gøre. Jesus svarede hende: "Hvis du kendte Guds gave og vidste, hvem det er, der siger til dig: Giv mig noget at drikke, så ville du have bedt ham, og han ville have givet dig levende vand." Kvinden sagde til ham: "Herre, du har ingen spand, og brønden er dyb; hvor får du så levende vand fra? Du er vel ikke større end vor fader Jakob, som gav os brønden?" Jesus svarede hende: "Enhver, som drikker af dette vand, skal tørste igen. Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv." Kvinden sagde til ham: "Herre, giv mig det vand, så jeg ikke skal tørste og gå herud og hente vand."

Han sagde til hende: "Gå hen og kald din mand herud!" Kvinden svarede: "Jeg har ingen mand." Jesus sagde til hende: "Du har ret; for du har haft fem mænd, og den, du har nu, er ikke din mand; dér sagde du noget sandt."

Gustave Doré Kvinden sagde til ham: "Herre, jeg ser, at du er en profet. Vore fædre har tilbedt Gud på dette bjerg, men I siger, at man skal tilbede ham i Jerusalem." Jesus sagde til hende: "Tro mig, kvinde, der kommer en time, da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Faderen. I tilbeder det, I ikke kender; vi tilbeder det, vi kender, for frelsen kommer fra jøderne. Men der kommer en time, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed." Kvinden sagde til ham: "Jeg ved, at Messias skal komme" - det vil sige Kristus; "når han kommer, vil han fortælle os alt." Jesus sagde til hende: "Det er mig, den der taler til dig."

Da hans disciple kom tilbage, undrede de sig over, at han talte med en kvinde. Alligevel spurgte ingen, hvad han ville hende, eller hvorfor han talte med hende. Kvinden lod så sin vandkrukke stå og gik ind til byen og sagde til folk: "Kom og se en mand, som har fortalt mig alt, hvad jeg har gjort. Måske er det ham, der er Kristus?"
 



Jacob og Sherin prædiker


Jacobs del:

I min barndoms kirke - når jeg ellers ikke sov under min fars prædikener – var jeg altid fascineret af samaritanerne.

Jeg fornemmede tidligt at de var et tabuemne, nogle uønskede, udstødte, ja, direkte forhadte. Og derfor blev de i mit sind så spændende at jeg altid vågnede op ved ordet ”samaritaner”.

Mødet mellem Jesus og den samaritanske kvinde er da også usædvanligt smukt og beskrivende.

Juan de Flandes: Kristus og kvinden i SamariaMens Abrahams kone, Sarah, i det gamle testamente for evigt vil huskes som verdens første leende kvinde, føles det som om at den samaritanske kvinde er verdens første talende kvinde. Netop fordi Jesus – til disciplenes forundring - kaster sig ud i en dialog med en kvinde som ligeværdigt menneske og ikke som skabelon.

Mødet er også smukt fordi det finder sted ved Jakobs brønd. Denne ligger lige i nærheden af nutidens palæstinensiske Jenin, hvor en massakre netop har fundet sted – uden tvivl fordi dialogen ved brønden nu er ophørt. For ved at lægge historien ved Jakobsbrønden vil evangelisten jo netop understrege det nære slægtskab mellem Jesus og denne, hans fjerne grandkusine.

Så hvorfor blev samaritanerne så til jødernes udstødte ghetto – dengang, men jo også i dag - når de nu ifølge Bibelens slægtslinier har fælles fyrretyvende tipoldefar i patriarken Jakob - også kaldet Israel?

Samaritanernes forbrydelse i jødernes øjne var at de var blevet ofre. Da kongeriget deltes efter kong Salomons glanstid, blev det nordlige rige, Israel, erobret af Assyrerne og hele dets intellektuelle elite tvangsflyttet til Syrien i dette, jødernes første holocaust - ca. 700 år før Kristus. Men de fattige bønder blev tilbage og gjorde i sydriget Judæas øjne den dødssynd nu at gifte sig med tilflyttende syrere.

Judæerne selv blev først 150 år senere ført i eksil i Babylon. Det var under denne prøvelse i Babylon at Ezekiel - denne håbets og integrationens profet, som vi hørte læst op af for lidt siden - prøvede at opmuntre dem til at søge enhed og fællesskab sammen med nordrigets efterkommere, samaritanerne.

Men – som et direkte memento til den nye danske regering - så vil det naturligvis ikke lykkes at ”integrere” nogen, som man i sin dybere tankegang – som Ezekiel sagde – ”stenhjertet” fører etnisk udelukkelsespolitik imod.

P. Mignard: Kristus og den samaritanske kvinde

Skønt samaritanerne tilbød at hjælpe jøderne med at genopbygge templet i Jerusalem efter landflygtigheden i Babylon - ligesom indvandrerne nu tilbyder deres hjælp til Danmark - ja, så lyttede jøderne som sædvanlig ikke til deres egne profeter, men afviste koldt de urene, syrisk blandede samaritaneres hjælpende hånd.

Det er denne racisme Jesus naturligvis har i tankerne i lignelsen om den barmhjertige samaritaner, hvor han først lader to stenhjertede jødiske præster vandre forbi den lidende, hvorefter en samaritaner hjælper og endog tilbyder at betale for at føre den lidende jødedom ind i et herberg – altså ind i templet.

Og det er dette ødelagte fællesskab imellem dem, som Jesus nu taler med den samaritanske kvinde om at genoprette ved at foreslå at de ikke længere har hvert sit tempel, men bør være fælles i en helt ny ånd.

For - skønt de fortsatte med at tilbede den samme Gud og at bygge på de samme 5 Mosebøger – så havde disse Israels sande efterkommere i kraft af at være foragtet af jøderne jo udviklet en tilsvarende foragt overfor jøderne. Det er jo ghettoiseringens onde cirkel, som vi også ser hos nogle af vore hjemlige muslimer.

Abraham Bloemaert (Holland, 1564-1651) Derfor er det vigtigt at evangeliet lægger historien ved Jakobsbrønden for at understrege alt det vi har fælles. Og vigtigt, når vi nu trods alt er endt med at blive så forskellige, at det er Jesus, som bevæger sig ind i samaritanernes ghetto for at komme dem i møde - og ikke omvendt. Det er altså os, der skal overvinde vore fordomme og komme de andre, de udstødte i møde, siger han. Ifølge de tre andre evangelister deler Jesus alligevel jødernes fordomme overfor samaritanerne og er i den forstand et menneske, vi kan identificere os med i kampen med vor egen fremmedangst.

For ligesom f.eks. hvide racister i USA altid kører i en stor bue uden om deres sorte ghettoer, vælger Jesus næsten altid Jordandalen eller kystvejen for at komme uden om samaritanernes område.

I en anden historie af Lukas, hvor han helbreder ti spedalske, er det kun en af dem – nemlig en samaritaner – der kommer tilbage for at takke ham. Skønt han altså hele tiden som en halal-hippie fremhæver det positive i de udstødte, formaner han alligevel overalt sine disciple om enten ikke at prædike for samaritanerne eller at gå langt uden om Samaria.

Buoninsegna: Den samaritanske kvinde

Kun på sin endelige rejse mod døden er det som om han tager sig mod til at skyde genvej gennem Samaria, men møder så ugæstfrihed netop fordi han ikke ønsker dialog med dem, men er på vej til det af samaritanerne foragtede tempel i Jerusalem. De har jo deres eget tempel på Garizimbjerget.

Vi ved ikke hvor mange gange Jesus rejste den vej. Ifølge de andre evangelister skete det kun på den sidste rejse, mens Johannes lægger mange flere af Jesu aktiviteter i Judæa. Måske de andre evangelister blot boykotter historien om den samaritanske kvinde fordi de fandt den for uværdig at skrive om. Prostituerede, toldere, menstruerende kvinder og selv hedninge kunne Jesus omgås, men en samaritaner?

Ja, der satte jøderne grænsen - nøjagtig som vi i dag selv gør det med muslimerne - skønt vi også med dem deler samme Gud og de samme profeter og patriarker såsom Abraham, Isak, Jakob, Josef, Moses, Jesus osv.

Vi kan ærgre os lidt over at Jesus aldrig rigtig kommer ud af sin jødedom før han udånder med ordene om at ”lade alle folkeslagene blive mine disciple” – at han ikke ligesom Paulus derovre og Peter derovre (peger på Domkirkens statuer) kunne blive en rigtig kristen.

Ukendt amerikansk maler

Historien om den samaritanske kvinde er en undtagelse fordi den netop er en rigtig kristen historie om et højere fællesskab og Jesus ikke her, som f.eks. i Markus’ historie om den syriske kvinde, blot bruger hedninge på en nedladende måde fordi han ikke kan vinde gehør hos de stenhårde jøder og derfor kaster ”lidt brød til hundene,” som han forsmået siger det.

Her har Jesus selv lidt svært ved helt at leve op til vort blivende billede af den profet, som ellers har hjulpet verden til at se mennesket i ludderen, synderen, tolderen, samaritaneren, den foragtede osv.

Tænk blot på hvordan han har givet det negative ord ”samaritaner” en positiv betydning som kan læses på institutioner verden over som synonym for hjælpearbejde og menneskelig omsorg.

Alligevel er ”den barmhjertige somalier”, som dette forbillede kunne hedde i dag, svær at finde i praksis hvilket jeg f.eks. opdagede når jeg forsøgte at blaffe gennem USA’s bibelbælte med et stort skilt med ordene ”Bibelbælte, men hvor er den barmhjertige samaritaner?” Selvom jeg henvendte mig til de kristne med deres egne myter og ord, samlede ingen mig op.

Da opdagede jeg at det, der gør det så svært for os at leve op til fordringen i Jesu lignelse, ikke er selviskhed, men fremmedangst - angsten for røverne i bjergene som Jesus så billedligt kalder angsten for at overvinde sig selv.

Jeg mistede i de år troen på nytten af blot at "prædike" Jesu dybere budskab. I timevis kunne velmenende kristne sidde kærligt og bede med mig for at få mig til at "tage Jesus ind i mit hjerte". Men de nåede mig aldrig fordi jeg ikke i deres egne raceadskilte kirker, deres foragt for prostituerede, for homoseksuelle, narkomaner, blaffere og diverse syndere så noget som helst tegn på at de selv havde taget Jesus til sig. Ord alene gør det altså ikke.

Men efter mange års søgen fandt jeg en kirke, jeg følte mig hjemme i, som ikke var baseret på udelukkelse, men på fællesskab. Det var Glidekirken i San Francisco, hvor den sorte præst Cecil Williams var blevet ansat i en lille hvid menighed på 50 aldrende kirkegængere. Da han så deres eksklusivitet, lagde han straks ud med at fjerne krucifikset fra væggen for snart efter helt at ophøre med at nævne Jesus i kirken. Som han sagde ”Alene ordet Jesus får folk til at flygte fra virkeligheden frem for at forholde sig til den.”

Og hvad var resultatet?  Jo, i over 40 år har han nu kørt USA's eneste integrerede kirke med 40% hvide, 40% sorte og resten en stor blanding af mexicanere, asiater, indianere, jøder, kristne, muslimer, buddhister, hippier, homoseksuelle, transvestitter i højhælede sko, narkomaner, åbenlyst prostituerede osv.  I denne kirke, som nu er fyldt til bristepunktet hver søndag, arbejder alle disse grupper sammen i et gigantisk socialt arbejde for de fattige og udstødte.

RembrandtHer fik jeg aldrig lov til at falde åndeligt i søvn ved nævnelsen af ordet Jesus som i min fars kirke. Hvad mere er, da dette store fællesskab først var blevet skabt, - ja, først da vovede præsten igen at tage korset ind i kirken og at tage Jesus i sin mund. For nu fik Jesu ord og ånd pludselig en helt ny mening for folk. Men nu skete det også i et tæt samarbejde med en jødisk rabbiner, en muslimsk imam og andre religiøse ledere. Præsident Clinton satte kirken på Det Hvide Hus’ hjemmeside som et lysende ideal for hvad en multietnisk nation kan opnå af åndeligt fællesskab midt i dens vidunderlige forskellighed.

For at vise hvor langt væk vi selv er kommet herhjemme i dialogen med vore samaritanere vil jeg give et rystende eksempel. Mens de danske medier og politikere her i vinter førte en uophørlig og rystende hetz mod muslimerne, søgte jeg – jeg vil næsten sige helt i Jesu ånd - ind i amerikanernes mest foragtede og udstødte ”samaritanske” gruppe, nemlig Ku Klux Klan.

Mon det lykkedes mig efter blot et par uger også at se mennesket bag disse fortabte syndere? Jo, selvfølgelig - ofre som de stort set alle var for incest og mishandling med deraf følgende social udstødning.

Men det, der chokerede mig, var da jeg opdagede at de næsten alle individuelt havde langt, langt mindre had i deres hjerter end det jeg i dag oplever i gennemsnitsdanskeren overfor muslimerne.
Skønt Ku Klux Klan-hovedkvarteret lå tæt ved det muslimske Detroit, havde de om f.eks. om muslimerne kun positivt at sige såsom at ”de er gode Gudsfrygtige hårdtarbejdende amerikanere.”

Manasco: Den samaritanske kvindeLigesom jøderne ikke opdagede hvilken sump af negativ tænkning, de var havnet i overfor samaritanerne - på trods af alle de gode ord og advarsler fra deres profeter såsom Ezekiel - ligeså er vi herhjemme i dag havnet i en sump af dæmoniserende negative tanker på trods af alle de smukke ord af Jesus i vore kirker.

For er der mon én eneste dansker i disse år som ikke har syndet ved at tænke negativt om muslimske indvandrere? Jeg selv gør det ufrivilligt ustandseligt. Men som Jesus genialt udfordrer os i sin bjergprædiken, så har vi jo netop derved allerede udøvet vold imod dem. En vold, som direkte afspejles i den vold, sorte ghettobørn i USA og muslimske ghettobørn i Europa udøver mod sig selv, når de under opvæksten tvinges til at indvendiggøre vore negative tanker om dem.

Derfor må vi i dialog hvis vi skal undgå den glidebane der fører til en Jenin-massakre, hvor ordet ligger begravet i ruiner..

Den samaritanske kvinde i katakombe på Via Latina

Det vidunderlige fællesskab i omtalte Glide-kirke blev først skabt da prædikenen ophørte som monolog og i stedet blev til dialog.

Ligeså vil jeg nu her gøre min prædiken til en dialog med vores samaritanske kvinde i et forsøg på at gøre Jesu ord ikke blot til smukke, søvndyssende ord for os, men til levende vand.

For hvad blev der siden af samaritanerne? Ja, de står jo i dag lyslevende i blandt os og derfor vil jeg nu kalde en direkte efterkommer herop med hvem vi et øjeblik vil fortsætte den grænseoverskridende imødekommende dialog, Jesus viste mod til.
 



Sherin efter gudstjenesten

Sherins del:

Jeg er efterkommer. En samaritaner som blev undfanget mellem to forskellige religioner og to forskellige kulturer. Halvdelen af mine rødder stammer fra Damaskus, hvor Paulus gennemgik sin omvendelse og den egentlige kristendom blev født. Kristendommen bredte sig fra øst mod vest og Jesu budskab blev siden min mors tro.

Siden kom en ny profet og det blev min faders tro. I Damaskus - min faders fødeby - står kirker og moskeer side om side. Her smelter toner af kald til bøn sammen med kirkeklokker. Her ligger også erindringen om Johannes Døberen i Umayyade-moskeen, hvor jeg ofte under mine ophold i Syrien har rettet min bøn ligesom mine forfædre har gjort det før mig.

Anonymt græsk ikonIslam hviler på jødedommen og kristendommen. Jesu navn nævnes 93 gange i Koranen. Min far har altid sagt: "Man kan ikke være muslim uden også at bekende sig til jødedommen og kristendommen." Koranen siger om dette: "O, I skriftens folk, I bygger ikke på noget, før end I følger Toraen og Evangeliet og hvad der er blevet åbenbaret jer fra Jeres Herre...
(Sura al-Maidah 5:69).
Sandelig de som tror og de som er jøder og sabierne og de kristne - for så vidt som de tror på Allah og den yderste dag og handler retfærdigt, skal ingen frygt, komme over dem og de skal ikke sørge. (Sura al-Maidah 5:70)
Vi har visselig sluttet en pagt med Israels børn og vi har sendt sendebud til dem... (Sura al-Maida 5:71)

Vore profeter lært os at Tro er forsøget på at reflektere Guds egenskaber. Alle vers i Koranen starter med ordene: "I Guds navn, den nådige, den barmhjertige."

Stefano Erardi: Den samaritanske kvinde

En af Guds vigtigste egenskaber, adjektiver, attributter er netop barmhjertigheden. Den troendes opgave ligger derfor i at forsøge at reflektere denne barmhjertighed.

Fromhed består ikke i at vi vender vore ansigter mod øst eller mod vest. (2:178)

Fromhed ligger derimod i at praktisere enheden i mangfoldigheden....i erkendelsen af at netop vores fortolkning af sandheden er en blandt mange fortolkninger. I erkendelsen af at alle vore fortolkninger af Guds ord er tilnærmelser til sandheden, men aldrig sandheden i sig selv. Kun i lyset af denne erkendelse kan vi hæve os over diskussionen om den sande udlægning af troen. Om dette siger Koranen: "Hvorfor strides I da om det, hvorom I ingen viden har? Men Allah ved, og I ved ikke."
(3:67)

Livet er i grunden meget simpelt. Som min mor altid har sagt: "Vi vælger selv hvad vi vil fokusere på:. Det der forener os som mennesker eller det der skiller os som mennesker."
Det er tid til at signalere en åbenhed mod verden, men forandrer sig ikke med mindre vi forandrer os selv. Al revolution starter med os selv.

I Koranen står der: "Allah ændrer ikke et folks skæbne, før end de selv ændrer det, som findes i deres hjerter."

Traditionel bibelillustration"Den etiske udfordring," som Løgstrup lancerede, beror ikke på nogen fastlagt etik eller guddommelig kristen moral. Den beror udelukkende på det dramatiske faktum, at vi hviler i hinandens hænder og dermed hænger vore skæbner uløseligt sammen. Den gensidige indflydelse på hinandens liv varierer og dermed også det direkte ansvar. Vi har heller ikke direkte indflydelse på hinandens personlighed eller handlinger. Alligevel er vi dagligt prisgivet eller udleveret til hinanden på nådig såvel som unådig vis. Vi har dermed en magt over hinanden, når vi handler, men også når vi undlader at handle.

For hvad er de kristne værdier om næstekærlighed, tilgivelse og lighed? Ja , de er universelle værdier og findes også i Islam. Men selv om de er universelle værdier er vi nødt til hele tiden at forny dem ved at lave nye pagter på tværs af religion, kultur og identitet. Ligesom Jesus underordnede de ti bud under et: "Du skal elske din Gud og din næste Den samaritanske kvinde i japansk kunstsom dig selv," bør vi udleve dette bud i praksis.

I en tid hvor modsætninger skærpes vil jeg vende mig mod to mennesker, der sidder her i dag. Mine forældre, der har valgt hinanden - ikke på trods, men fordi. De har lært mig dette: at størst er kærligheden. At kærlighed bestemmer tro - og ikke omvendt. I dem ser jeg håb og forsoning for fremtiden. I dem ser jeg et levende vidnesbyrd om, at det er muligt at forene det uforenelige i kærligheden. Vi er bange for det ukendte, ikke for hinanden.

I fortroligheden ophæves alle forskelle. I fortroligheden giver det uforståelige mening. Måske er det derfor vi er så bange for at blive fortrolige med det vi ikke kender. For derved indser vi at sandheden har mange ansigter, der hver for sig er plausible og slet ikke så uforenelige, som vi går og tror.

Må Guds fred og velsignelse være med Jer alle.
 



Jacob:

”Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra den første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen.”


Salmer før prædikenen:

10:  Alt hvad som fuglevinger fik

246: Nu bede vi den Helligånd

Salmer efter prædikenen:

607: Skal kærlighed sin prøve stå

26: Til himlene rækker din miskundhed, Gud

 

Efter gudstjenesten fortsatte dialogen i Domkirkens rotunde:

Sherin Khankan er stifter af Forum For Kritiske Muslimer. Se mine langt bedre billeder af hende som foredragsholder ved politiske møder her.

Jacob Holdt og Sherin Khankan har tidligere holdt foredrag sammen om "Racisme og Islam."

Se også min artikel i Kristeligt Dagblad om omtalte Glidekirke og disse videoklip fra Glide Methodist Church i San Francisco:

Pastor Cecil Williams prædiker
Pastor Cecil Williams
prædiker i Glidekirken

Glides kor
Videoindslag af kor
og menighed i Glidekirken

Kræver Real Video Player som kan hentes her.
Eller se en kort præsentation i Flash her.

 

Copyright © 2004 Jacob Holdt; og Sherin Khankan
 

 

Tilbage til oversigt over mine artikler